Koncerter

Viagra Boys, 11.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Foto: Sergio Albert
Skrevet af Daniel Niebuhr

De svenske viagradrenge brillerede som altid på deres egen bizarre facon, da de gæstede Primavera Sound med en alt, alt, alt for kort optræden, mens vi andre så småt vinkede farvel til dette års festival.

Det var ganske vist første gang, han nogensinde havde besøgt den catalanske metropol, men Barcelona er Sebastian Murphys by. Det proklamerede han i hvert fald selv kort inde i Viagra Boys’ forrykte forestilling, der (alt efter personlige præferencer) også markerede næst- eller tredjesidste punktum for dette års Primavera Sound. Og var man kommet for at skråle løs om rejer, aber, stjålne lightere og små hunde, (der minder om større hunde; bare i mindre størrelse,) var man kommet til det helt rigtige sted.

For de stockholmske viagradrenge er måske kontinentets mest rablende vanvittige – og dermed også i særklasse bedste – liveband lige nu, hvilket ikke mindst skyldes den udsøgte kombination af Murphys forrygende, pseudo-fordrukne instigatorrolle og så hans eklektiske kollegers ultratighte leverancer af bandets medrivende dansepunknumre. Det lader da heldigvis også til, at det er dén formel, Viagra Boys på deres kommende album Cave World er vendt tilbage til, efter de på Welfare Jazz tillod sig at eksperimentere mere med strukturerne. På førstesinglen, “Ain’t No Thief”, der også skød festlighederne i gang denne aften, føltes det for en stund nemlig præcis, som da svenskerne debuterede på Consistency of Energy; helt igennem ekstatisk og medrivende.

Det er nemlig i det her leje, at Viagra Boys fungerer bedst, når Murphy kan te sig lige så åndssvagt, som han lyster, sammen med alle sine freaks nede blandt publikum, der ihærdigt sprang og moshede med på andre hektiske indslag som “Slow Learner” fra fuldlængdedebuten, Street Worms, og “Ain’t Nice”. Selv på et nummer som den mere kontrollerede “Just Like You” var den svedige forsamling af band og tilhørere umiddelbart ikke til at holde nede, når der simultant blev vrælet: »Thank God I didn’t go to school / And thank God I didn’t end up just like you / Some kind of psychopath!«

Til tider kunne det godt være svært at spotte Murphys tekster, jo mere kaosset af fuzzpedaler, bippende synths og saxofonudskejelser tog til, men omvendt bevæger vi os ligefrem heller ikke blandt de allerhøjeste lixtal, når den overtatoverede frontmand – senest med “BARCELONA” foreviget på højre kraveben – griber mikrofonen. Som på aftenens højdepunkt, “Sports”, der omhandler alt lige fra korte shorts til gravhunde samt den relatérbare situation, hvor man ryger sig skæv om morgenen og køber ting på nettet. Derudover lader bandet til at have perfektioneret valget af “Shrimp Shack” som afslutningsnummer, når den bølger frem og tilbage (…men mest frem) i intensitet over endnu et af Henrik Höckerts mange labre basriffs.

Var man i Pumpehuset for nylig, er man selvfølgelig godt klar over stort set alt ovenstående – og hvis ikke skal man virkelig sørge for at få sine klamme, uvaskede fingre i en billet til Murphy og co.’s visit i Vega næste år. Den eneste anke herfra var, at man fra festivalens side vitterligt kun gav bandet 40 minutter at gøre godt med, hvilket udmundede sig i blot otte numre.

En decideret forbrydelse mod livemusikken!

★★★★★☆

Skriv et svar