Koncerter

Wet Leg, 01.06.22, Primavera Sound 2022, Barcelona

Foto: Clara Orozco

Wet Leg skulle for mange sætte startskuddet for dette års Primavera Sound. Desværre kæmpede duoen og deres band med dårlig lyd og en generel mangel på entusiasme, der gik ud over både melodier og festivalfølelse.

I den prægtige gård omringet af borgmurene, som udgør arkitekturmuseet Poble Espanyol, skinner solen ned på scenen og de forreste mange rækker af publikum. Tusindvis af mennesker, med endnu flere fortabt i køen, står fulde af forventning og tripper, inden den enormt hypede Isle of Wight-duo Wet Leg slår deres solrige indierock-folder. Og det er altså endnu ikke det store Primavera Sound-weekendprogram, der søsættes endnu – blot en lille introaften for at byde folk velkommen. Men Wet Leg er tydeligvis ikke gået manges næse forbi.

Til trods for en middelmådig modtagelse af duoens selvbetitlede debutalbum her på siden, har den internationale presse været rigtig glad for Rhian Teasdale og Hester Chambers’ medrivende guitarriffs og inderlige vokalharmonier. Mine forventninger er ligeså, da jeg synes, at bandet rammer et godt sted mellem flabethed og cuteness, hvilket udmunder sig i dansabel, følt rockmusik med solbriller på og vind i håret.

De to frontkvinder går på scenen til klappen og hujen med følgeskab fra en trommeslager, en bassist og en tredje guitarist, der også har ansvar tangenterne ved en lille synthsesizer. Bassen sætter i gang med de simple toner fra debutalbummets åbner, ”Being in Love”, som på pladen vinder i al sin simplicitet og naivitet understreget af den enormt dejlige melodi, der gemmer sig i Teasdales vokalfraseringer. Desværre er fraseringerne skåret fra i liveformat, og vokalen leveres i stedet på den slackede facon, man finder på gruppens mere flabede garagerock-skæringer. Derfor er ”Being in Love” i denne version i hvert fald ikke en inderlig og behagelig åbner. Den er bare lidt ligegyldig.

Dernæst sætter de gang i albumlukkeren, ”Too Late Now”, der også på albummet er en rigtig god sang med nogle fine, klingende og høje guitartoner samt en opbyggelighed, som ellers ikke findes meget af hos Wet Leg. De høje toner er desværre bare ikke til at høre. Diskanten fra både guitar og vokaler er simpelthen næsten fraværende i lydbilledet, der er domineret af bas og trommer, og det virker meget besynderligt, at de to guitarister/vokalister skal være nedprioriteret i mixet, når der er tale om et guitarbaseret rockband. Det mærkes specielt, når melodierne – som er bandets force – typisk lægger sig blandt lyse guitar- og vokalforløb, og igen er jeg lidt ærgerlig over, at en rigtig god sang ikke får den levering, den fortjener.

Teasdale og Chambers får i numrenes introer og instrumentalstykker snurret et par piruetter, danset en anelse og smilet til hinanden, så venskabet imellem de to er til mærke. Det rækker bare ikke helt udover scenekanten, og som publikum føler jeg faktisk ikke, at jeg bliver engageret i koncerten, hvor det til tider kan være svært at se, om det er åbningen på en festival eller en øver.

Manglen på forbindelse til publikum får desuden en træls konsekvens i ”Ur Mum”, som under anderledes forhold kunne have været rigtig sjovt. I slutningen af nummeret plejer Teasdale nemlig at lave et imponerende langt skrig; ægte katarsis. I Barcelona træder hun væk fra mikrofonen, bandet stopper med at spille, hvorefter Teasdale, Chambers og de andre musikere står med åbne munde og skriger i 15 sekunders tid – tilsyneladende. Man kan nemlig ikke høre noget fra den store scene, for der kommer nærmest ingen lyd ud af højtalerne. Det er et trick, der nok kunne have fungeret meget fedt på en klubscene, hvor hele publikum kan skrige med, men på en udendørs markedsplads fungerer det bare ikke.

Lyden bliver så småt bedre, som koncerten skrider frem, men det bliver aldrig helt godt. Generelt er det sangene med de mest fuldfede guitarriffs, der lyder bedst, og får folk til at rocke med. Der skrues også minimalt op for publikumskontakten, og under ”Wet Dream” – her halvvejs inde i koncerten med musik, der burde være rimelig dansabel – bliver der for første gang rigtig danset. Undervejs får vi et nyt nummer, hvor Chambers synger leadvokal. Det lyder rimelig fedt, men sammenholdt med resten af Wet Legs bagkatalog der er intet nyt under solen. Duoens mindst gode sang, ”Oh No”, med sin nonsenslyrik er også på setlisten, hvilket kan virke som en sjov prioritering over et albumhøjdepunkt som eksempelvis ”Loving You”. Rockguitaren er i hvert fald valgt over de gode melodier.

”Chaise Longue” er imidlertid koncertens højdepunkt, hvor en stor del af publikum får sunget med, men som man nok kan gætte sig til, har det simpelthen taget for længe at nå dertil. Catchy musik skal helst leveres med en ild og et engagement, men onsdag aften i Barcelona havde Wet Leg kun fokus på deres slacker-tendenser.

Efter koncerten står jeg derfor med en lidt flad følelse. Det var ikke en decideret dårlig koncert, men det var slet ikke overbevisende – bare lidt skuffende. Indiebandet får mulighed for at tage revanche på festivalen fredag aften, men det er svært ikke i stedet at blive lokket af nogle af de andre navne, der spiller koncert samtidig. Så må Wet Legs liveoptræden blæse mig bagover en anden gang.

★★½☆☆☆

Skriv et svar