Koncerter

Working Men’s Club, 09.06.22, Primavera Sound, Barcelona

Skrevet af Daniel Niebuhr

Selvom vi fik den forventede synthdansefest mod slutningen af britiske Working Men’s Clubs optræden på Primavera Sound, måtte de kæmpe længe for at nå det forventede klimaks under en optræden, som blev hæmmet af nogle meget svingende lydniveauer.

Det var egentlig lidt ved et tilfælde, at jeg tilbage i november 2021 oplevede britiske Working Men’s Club på et halvfyldt spillested i Glasgow til byens årlige Stag & Dagger Festival, som primært fungerer som showcasefestival for lokale og britiske bands tilsat nogle få større større navne, heriblandt Gilla Band (tidligere Girl Band). Bandet, der er bygget op om 20-årige forsanger/frontmand, Syd Minsky Sargeant, blev dannet i 2018 og har til dato kun udgivet en enkelt EP i 2019 samt den selvbetitlede debut året efter, mens de senere på sommeren er klar med opfølgeren, Fear Fear. Det er imidlertid som liveband, at Working Men’s Club fungerer bedst; når deres fusion af tidlig 90’er-electrohouse med massive synthflader og moderne, dansabel postpunk med mørke, kolde guitarkomponenter får lov til at ræsonnere ud over små, sveddryppende spillesteder.

Sådan en scene råder Primavera Sound – foruden den alt for lille NTS-scene i parkeringskælderen under betonområdet – desværre ikke rigtig over, så Working Men’s Club var blevet smidt på den mindste af udendørsscenerne, hvor de åbnede med først “19” fra Fear Fear og sidenhen “Valleys” fra debuten. Men indledningsvist lød det ikke ligefrem særlig godt under åben himmel. Ét er, at kvartetten gradvist har bevæget sig over mod et mere guitarløst udtryk, hvor Mairead O’Connor, (som også medvirker i Fat White Family-sideprojektet The Moonlandingz,) og Hannah Cobb, som for nyligt har afløst Rob Graham, sammenlignet med tidligere i bandets korte levetid tilføjer lidt for meget synth til Minsky-Sargeants vilde scenepersona og Liam Ogburns bas. Den første håndfuld numre, som også talte “Widow” og “A.A.A.A.” fra hver deres fuldlængdeudgivelse, havde bare ikke den samme gennemslagskraft som mange af dem, der fulgte efter senere i koncerten, men flød blot overvejende sammen over de tunge trommemaskinerytmer.

Det andet var, at når der så endelig blev tilsat nogle flere nuancer til Working Men’s Clubs ellers simple lydbilleder – hvilket skete på debutens “Cook a Coffee” samt bandets måske bedste nummer, “John Cooper Clarke” – forsvandt de ud i den catalanske nat, forårsaget af nogle meget svingende lydniveauer, som kastede både guitar, synth og vokaler rundt i ét væk. Først mod slutningen af “John Cooper Clarke” og efterfølgende på “Money Is Mine”, hvor især O’Connors backingvokaler synes essentiel for nummerets komposition, begyndte der at komme styr på det samlede lydbillede, inden vi gled over i “Ploys” og den meget Depeche Mode’ske “Be My Guest”.

Det var dog to ældre og vanlige afslutningsnumre, der rundede af for i aften, og som ligeledes hjalp med at løfte helhedsindtrykket for Working Men’s Clubs natforestilling op på en hæderligt niveau. Først var det den langstrakte og shoegazende “Angel” med sin eksplosive og støjende outro, der banede vejen for den sublime og aldeles medrivende synth-banger “Teeth”, der måske ikke har så meget musikalsk indhold, men alligevel perfekt formår at indkapsle essensen i Working Men’s Club og i særdeleshed Syd Minsky-Sargeant. For med største fornøjelse kastede han sig hovedkuls ud blandt publikum til de afsluttende »in your teeth«-linjer i en ganske fremragende afslutning, som desværre ikke var synonymt med koncerten som helhed.

Men som indledningsvist nævnt er Working Men’s Club nu engang også et band, der fungerer langt bedre i mindre omgivelser. Nogen burde i hvert fald booke dem til en potentielt fremragende dansefest på et mindre dansk spillested inden for den nærmeste fremtid. Any takers?

★★★★☆☆

Skriv et svar