Plader

Moor Mother: Jazz Codes

Skrevet af Jens Trapp

På sit syvende album, Jazz Codes, har Moor Mother skabt sit til dato mest spiselige og umiddelbart lettilgængelige af slagsen med jazzede lydcollager, soulet R’n’B, en masse gæster og så den spoken word, der altid er kernen i hendes kunstneriske virke.

Camae Ayewa – kvinden bag Moor Mother – har været særdeles produktiv de senere år. I omvendt kronologisk rækkefølge gæstede hun i 2021 blandt andet Sons of Kemet på deres album Black to the Future. Alene i 2020 udgav hun fem albums og en EP; heriblandt et samarbejde med Mental Jewelry og et soundtrack til hendes egen teaterforestilling Circuit City, samt Who Sent You sammen med free jazz-kollektivet Irreversible Entanglements, som vi oplevede på dette års Roskilde Festival. Og tilbage i 2019 blev hun både en del af det legendariske Art Ensemble of Chicago på deres 50-års jubilæumsalbum We Are On the Edge, mens hun som Moor Mother udgav dét album som helt personligt fik mig hooked på hende og hendes musik: Analog Fluids of Sonic Black HolesEt fantastisk, eklektisk og hårdtslående album med en næsten voodooagtig vibe, som var der tale om et rituelt frontalangreb på de vedtagne love om tid og rum.

Netop tid og rum er nogle af de omdrejningspunkter for Ayewa, der stikker tydeligst frem, hvilket man også ser i et af hendes andre projekter Black Quantum Futurism, som tilbyder en ny tilgang til at leve og opleve virkeligheden på igennem manipulation af tid og rum i både skrift, musik, film, billedkunst og forskellige kreative projekter. Alt dette blot for at understrege Ayewas omfangsrige og mangefacetterede virke, som nu altså også har kastet Moor Mothers syvende album af sig.

Jazz Codes hedder albummet, og det udkom dagen efter Ayewas egen, stærke optræden på dette års Roskilde Festival, hvor hun tryllebandt et dedikeret publikum med sin energi og flow. Pladen startede egentlig på skrift i form af Ayewas digte og tekster, som hun sendte til producer (og tidligere samarbejdspartner) Olof Melander med spørgsmålet, om han ikke kunne skabe nogle jazzede loops til nogle af teksterne, hvorefter han kvitterede med at sende flere end 100 filer tilbage. Som album ligner Jazz Codes mere den dystre og – fristes man til at sige – farligere Brass fra 2020 end forgængeren, Black Encyclopedia of the Air, selv om den altså er mindre voldsom og på mange måder nemmere at gå til end alle de fem foregående, som det er blevet til siden den overrumplende og heftige debut, Fetish Bones, tilbage i 2016.

Albummet åbner med nummeret ”Umzansi”, der på zulu er betegnelsen for en gammel krigsdans: »I dance through the trials of my father / A war dance, umzansi.« Førnævnte Black Quantum Futurism medvirker indledningsvist med spoken word, der er helt i tråd med deres egen ‘programerklæring’. »Allow time to emеrge from its timeless degrees of freedom and take up as much space within the moment as desired and needed. Stretching it out and filling it up to accommodate you,« lyder det, mens Mary Lattimore spiller harpe, og  Moor Mother repeterer: »Quantum, black in the moment.« På den måde går det hele op i en smuk, højere enhed, der selvfølgelig også peger på, hvad Moor Mother vil med dette album.

Herefter følger mange hyldester til forskellige musikere. Først med to numre til Billie Holliday; “April 7th” – Hollidays fødselsdag – hvor Irreversible Entanglements’ Keir Neuringer bidrager med en herligt syret saxofon, samt ”Golden Lady”, hvor Moor Mother laver sin egen spoken word, mens Melanie Charles leverer skønsang over et særdeles smooth orgel og et let snublende, elektronisk beat. ”Joe McPhee Nation Time Intro” hentyder både til Joe McPhees livealbum af samme navn fra 1970, men også til en konference, der blev afholdt i 1972, og som i sin essens handlede om troen på at kunne skabe et afroamerikansk parti uden om demokrater og republikanere. Den nu 82-årige McPhee medvirker desuden også med spoken word – ja, næsten rap – hvis det da ikke er et samplet klip, hvilket er ret genialt, uanset hvordan det er kommet i stand. ”Ode to Mary” dedikeres til den amerikanske jazzpianist Mary Lou Williams, der indspillede over 100 plader i sin tid –hvor Jason Moran spiller klaver og Orion Sun sørger for sjælfuld backing vokal, inden et sample af Williams selv runder nummeret af.

Sådan går det i virkeligheden raskt af sted i en nogle gange (for Moor Mother) usædvanlig lækker produktion. Andre gange kommer der lidt kant, lidt skævhed; en operastemme her, en walking bass under et sample dér, som så igen afløses af et lækkert og smooth orgel. Lyt eksempelvis til introen på ”Woody Shaw” – endnu en hyldest, denne gang til hard bop-trompetisten af samme navn – eller ”Blues Away”, hvor Fatboi Sharif medvirker på en skøn syret vokal: »Hey Camae, yo, I can’t play this shit, I, I, I just can’t play this shit.« Andre gæster på albummets forskellige numre tæller blandt andet vokalisterne Alya Al-Sultani, AKAI SOLO, og Yungmorpheus, Nicole Mitchell spiller fløjte, mens hele Irreversible Entanglements medvirker på den afsluttende  ”Thomas Stanley Jazzcodes Outtro”.

Jazz Codes er som nævnt ikke et lige så farligt og dystopisk album som Brass og ikke en lige så eklektisk heksekedel som Analog Fluids of Sonic Black Holes. Det virker dog, som om Moor Mother denne gang er gået efter at få formidlet sit budskab ud til flest muligt – med sine mange jazzreferencer og lækkerhed med anstrøget af hektisk understrøm – frem for at skabe endnu et kaotisk lydbillede, der rasende raver rundt i underbevidstheden med syrede billeder. Det giver selvfølgelig god mening, at jo mere markant en skikkelse Moor Mother bliver på den voksende, amerikanske alternative jazzscene, jo mere kan hun udleve det, der betyder noget for hende. At jeg personligt hellere ville have haft mere af det kaotiske, ændrer ikke umiddelbart på virkeligheden. Det, der betyder noget for Moor Mother, er det, som hun også arbejder for i Black Quantum Futurism; nemlig at tilpasse virkelighedens tid og rum, så det på den ene side yder retfærdighed til alle der kommer i klemme, når tingene ser ud, som de gør, og på den anden side peger på nuet, som det væsentlige. »Jeg prøver at slippe af med folks tidslinjer. Slippe af med deres dommedagskalendere – dette hastværk gennem livet og virkeligheden,« siger hun eksempelvis i pressematerialet. Først som sidst er det dog altid hendes indignation over forholdene – især for afroamerikanere i samtidens USA – som driver værket og danner baggrund for hendes tekster.

Tilbage på ”Thomas Stanley Jazzcodes Outtro” slutter vi med ordene: »Then we can dance the Juba Into New Congo Square / That Sonny has built for us / Between the rings of Saturn / Between C-sharp and B-natural / Be natural / Be natural.«

Helt stille – og pladen løber ud.

★★★★☆☆

Skriv et svar