Koncerter

Roskilde Festival 2022: Arlo Parks, Avalon

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Det 21-årige britiske stjernefrø spirede mere og mere jo længe koncerten på Avalon skred frem – og efterhånden som lydniveauet blev skruet op.

Den silende regn havde stuvet publikum tæt sammen under teltdugen forud for Arlo Parks koncert på Avalon sent fredag eftermiddag. Der var altså godt pakket – på godt og ondt skulle det vise sig. For mens mange naturligvis havde glædet sig til at se det britiske megatalent folde sig ud på scenen med sin hjertelige soul/pop-kombination, så var der tilsyneladende også mange, som blot søgte ly for regnen og som stod og hyggesludrede nede bagved.

Det burde naturligvis ikke være et problem, men desværre var lyden gennem størstedelen af Arlo Parks mixet så lavt, at man kunne blive helt i tvivl om hvorvidt man stod til en rockkoncert eller til en tilfældig havefest. Det var virkelig en skam, for Parks’ sarte sange og smørbløde stemme fortjener virkelig, at man spidser ører og lytter efter.

Heldigvis lod hovedpersonen selv ikke til at lade sig mærke af det, men dansede nærmest svævende rundt på scenen og lod sin sangstemme omfavne os. Hun gjorde en betagende figur på scenen med håret farvet skrigende orange og iført et sporty outfit, som om hun var på vej til en streetfodbold-turnering og ikke en koncert. I betragtning af, at hun blot er 21 år, så virkede hun forbavsende hjemmevant på den store scene.

Desværre strandede de tidlige sange såsom ”Green Eyes”, ”Cola” og selv ”Caroline” i det kriminelt lave lydmix. Særligt sidstnævnte burde have fået teltdugen til at løfte sig til tonerne af fællessang på omkvædet, men den kom aldrig rigtig op i flyvehøjde. Først med den barske fortælling om et toksisk forhold på ”Bluish” begyndte der at være hul igennem og endelig kunne man faktisk høre, hvad Parks sang om fra scenen.

»When I say I need some space, I shouldn’t have to ask you twice,« lød omkvædet, der gav genklang til de mange samtaler og indsatser I forhold til grænseoverskridende adfærd på festivalen dette år. Arlo Parks forstår virkelig at skrive tekster, som har det perfekte blandingsforhold mellem hjerte og smerte, som rammer de helt rette steder.

Efterhånden som der kom mere skrald på lyden, så kvitterede publikum også med større indlevelse og opmærksomhed. Kombinationen af ”Black Dog” som blev jammet direkte videre over i ”Hurt” var rigtig smuk, men det var først på koncertens næstsidste sang, at den store forløsning virkelig indtraf. »You’re not alone like you think you are / We all have scars, I know it’s hard / You’re not alone, you’re not alone,« croonede Parks, mens publikum stod og svajede med armene om hinanden.

Det efterfølgende jubelbrøl virkede til helt at tage pusten fra Arlo Parks, som for første gang viste en ungdommelig sårbarhed på scenen, da hun blev så forlegen over den store applaus, at hun måtte gemme ansigtet væk bag sin hånd. Tydeligt berørt gjorde hun det klart, at hun slet ikke havde ord for, hvor overvældende det var at stå på scenen foran os – og det mente hun åbenbart. I hvert fald sluttede koncerten lidt brat på den efterfølgende ”Softly”, hvor Parks nærmest uden at sige farvel løb ud af scenen. En lidt underlig slutning på en koncert, der ellers virkelig brændte igennem, da først lydniveauet blev banket i vejret.

★★★★☆☆

Foto: Mathias Kristensen

Skriv et svar