Koncerter

Roskilde Festival 2022: Ben LaMar Gay, Gloria

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Den eklektiske Chicago-kornettist Ben LaMar Gay smed en fantastisk, rytmisk eksplosiv molotovcocktail i Glorias varme indre og begejstrede et meget lille, men meget dedikeret publikum, som havde fundet frem til koncerten.

Foto: Mathias Kristensen

Hvor Ydegirl i går, på selvsamme scene, var en slags undersøgelse udi hvor lidt lyd man kan lave uden at musikken falder fra hinanden, så var Ben LaMar Gay en undersøgelse udi, hvor meget lyd man kan lave og stadig kalde det musik. Uden sammenligning i øvrigt.

For der var virkelig meget lyd i de fire musikere på scenen. Gay selv på kornet, fløjte, elektronik, keys og sang plus det løse, en tubaist som også bidrog med vokal, en guitarist med en syret masse elektroniske aggregater at køre guitaren igennem – og han var også på vokal og fløjte samt en trommeslager i konstant bevægelse.

Ofte satte Gay gang i en ordløs chanten over en række toner, som så blev grebet af guitaristen og brygget videre på, mens de andre musikere summede rundt underneden og af og til stak lyde frem forrest i lydbilledet for en lille repetitiv gennemgang, før det hele igen gled sammen i ét fælles lydbillede. Andre gange brød guitaristen og tubaisten ud i en slags vokal respons på Gays sang, eller de ciselerede med deres stemmer krøllet omkring Gays stemme, gentog og varierede i et væk. Så brød guitaristen ud i en klassisk jazzet guitarsolo, før Gay igen chantede en stribe gentagne lyde eller blæste et langt tema på kornetten. Indimellem måtte Gay op og springe lidt omkring, musikken var i den grad også kropslig.

Ben LaMar Gay og hans band opererede i en slags elektro-akustiske lydkollager, som, han selv har sagt, er en udforskning og udvidelse af begrebet americana. Man aner spor af jazz, funk og brasilianske rytmer fra Gays flerårige ophold dér, hvor han studerede rytmik og musik. Der er soulet vokal og der er politiske undertoner. Det er ikke for ingenting, at Gay er signet på det superspændende International Anthem, som også huser kunstnere som Irreversible Entanglements, der også gav koncert på Roskilde i år, samt Alabaster DePlume og Angel Bat Dawid som også ville have pyntet på et ellers lidt skraldet musikprogram i år.

Godt en halv time inde i sættet bliver det med ét meget rytmisk og afdæmpet. Gay leverer det meget smukke ”Oh Great Be the Lake” fra det fremragende 2021 album Open Arms To Open Us. »Dangling right above inner space / Our courage«. En opfordring til at finde modet frem af det indre. Ovenpå de pulserende rytmer og al lyden er det ren honning at få hældt ind i øregangene. Trommeslageren med en krans af bjælder/klokker monteret et eller andet sted, som giver den meget afdæmpede rytme et strejf af åbne vidder og uendeligt højt til himlen.

»Open Arms To Open Us er fuld af rytme eller information, som kan hjælpe unge mennesker med at deale med gentagelsen af ting, der prøver at gøre dem ondt eller hæmme deres holistiske progression«, har Ben Lamar Gay sagt om sit seneste album. Det er beundringsværdigt smukt og ambitiøst, og han fortsætter: »Titlen er et forslag til en gestus, der både er funderet i mange spirituelle praksisser, ligesom det også er en invitation til et kram«. Åh, man kan da ikke andet end at elske den mand!

Efter dette lyrisk smukke moment greb Gay to klokker af en slags med håndtag, der frembragte høje syngende lyde i forskellige tonehøjder. Tubaisten og guitaristen greb også hver to og fremførte et næsten sakralt klingende nummer, der transformerede energien til ren ånd. De syngende lyde gik over i et rytmisk forløb, hvor klokkerne blev anslået og derefter dæmpet mod brystkassen i et komplekst rytmisk mønster, som trommerne faldt ind i med en modrytme. En lille akkordfigur på Gays elektronik fik lov til at stå og skabe en virkelig skæv bund på næste nummer, før han dæmpede lyden og gav endnu en af sangene fra Open Arms To Open Us, den meget fine ”Sometimes I Forget How Summer Looks on You”, som også viste sig at lukke koncerten, dette vildt vævede tæppe af lyd, som vi for en stund kunne forvirre os ind i og begejstres over. Bandet lod den sidste stump sample stå og cirkulere i luften og forlod så scenen. For kun et øjeblik efter at vende tilbage til hvad publikum troede var et ekstranummer. Alle fire mand vendte de tilbage, greb deres instrumenter og gav én lyd. Et ekstratrut i hornene og så ikke mere.

Det er i kraft af de her meget skæve bookinger at Roskilde Festival har et momentum og ikke stagnerer i sikre bookinger. Disse små oaser af lytteoplevelser, der kræver noget af lytteren og som er så gode og livsnødvendige kontraster til de sikre navne. Gay hører naturligt hjemme på et spillested som f.eks. Alice på Nørrebro i København, og ikke mindst festivalen Spectacle, som jeg håber bliver taget op igen. Han har da også (ligesom i øvrigt både Moor Mother, Irreversible Entanglements og Angel Bat Dawid) tidligere givet koncert på Alice.

★★★★★★

Skriv et svar