Koncerter

Roskilde Festival 2022: Dakhabrakha, Pavilion

Foto: Christian Hjorth
Skrevet af Daniel Niebuhr

Ukrainske Dakhabrakha leverede et frihedskald fra øst, der gav genlyd over festivalpladsen, men som aldrig løftede sig op over det gennemsnitlige.

»Hello, we are Dakhabrakha from Free Ukraine.«

Der var fra første færd dømt klar tale på Pavilion fra den ukrainske altmuligmand Marko Halanevych, da han indledte det ukrainske ensembles visit på årets Roskilde Festival. Samlet set blev det en koncert, som ganske vist gav rigeligt med beviser på bandets musikalske talenter, men som dog aldrig for alvor blev medrivende i sommervarmen.

For efter at have åbnet med først et rent percussionfokuseret og dernæst groovende, blues-influeret nummer faldt DakhaBrakha lidt sammen under deres mere slæbende kompositioner. Disse kom mestendels fra gruppens seneste plade, Alambari, hvor Halanevych først kastede sig ud i cabaret-klingende skønsang på “Sonnet”. Senere leverede han også en mellemting mellem spoken word og rap på et meget langt nummer, der aldrig syntes at komme videre fra sit indledende vers. På den måde komplimenterede han ganske fint numrenes generelle tone, men det gjorde det imidlertid svært for Dakhabrakha at fastholde dem selv og fremmødet på den anden side af scenekanten, og det generelle energiniveau blev hermed sløvere.

I enkelte glimt lykkedes ukrainerne dog for alvor med at fremmane en notérbar løssluppenhed blandt publikummet – især når gruppens tre kvinder fik lov til at gjalde deres flerstemmige frihedskald ud under teltdugen som på den vuggende “Sho Z-pod Duba” fra Yahudky. Og ligeledes brillerede hyldesten til foråret “Vesna” fra Na Mezhy, mens nummeret gik fra sin tålmodige opbygning, hvor kvartetten emulerede forskellige fuglefløjt og andre naturlyde, helt frem til det galopperende klimaks. Især de mere tempofyldte indslag lykkedes med at aktivere festivalgæsterne, der foruden de obligatorisk fællesklap og jubelråb (af mere forståelige årsager) også kvitterede med at sende masser af sympati mod de fire aktører og svinge med de blå-gule faner .

Mod slut steg koncerten – heldigvis for alle parter – i kvalitet, hvor vi tydeligere nærmede os Dakhabrakhas (utroligt dårligt betegnede) “etnokaos”-prædikat. De enkelte numre blev fyldt med en mere fængende, tribal vildskab, i takt med at især Halanevych gav sig tid til at vrøvle, mumle og fløjte sine vokalgerninger og varetage harmonikaer i både hånd- og mundvarianter. Der blev også tændt kraftigere op for antikrigsretorikken, og selvom de geopolitiske omstændigheder jo hverken skal gøre fra eller til i bedømmelsen af en koncert, fornemmede man klart – akkurat som da landsmændene fra Jinjer gæstede Copenhell få uger forinden – at det efterlader store emotionelle præg og ar på alle; ukrainere såvel som danskere.

Og akkurat som deres hjemland kan ingen tage de musikalske kvaliteter fra Dakhabrakha – det blev bare alt for sjældent en oplevelse over gennemsnittet torsdag eftermiddag.

★★★★☆☆

Skriv et svar