Koncerter

Roskilde Festival 2022: Det så vi også!

Foto: Mathias Kristensen

Vi gør status og kigger tilbage på nogle af de koncerter, som vi også fik mulighed for at opleve på dette års Roskilde Festival.

Roskilde Festival er tilbage.

Ikke nødvendigvis med et brag, men omvendt har det heller aldrig synes at være den orangeklædte bannerførers førsteprioritet – i hvert fald ikke i løbet af de senere år.

I stedet brillerer festivalen fortsat med at kuratere sofistikerede oplevelser til alle sanserne; musik til ørerne, kunst til øjnene, mad og drikke til smagsløgene og den kropslige nærvær til føleorganerne. Igen i år var scenerne – gamle såvel som nye – fyldt til randen med samlende musikoplevelser i alle afskygninger af genrespektret, hvilket kun forstærkede Roskilde Festivals eksplicitte fokus på at skabe så mangfoldigt et musikprogram som overhovedet muligt. Og omend det planlagte og helt vanvittige program fra 2020 aldrig helt kunne genskabes i år, sidder man endnu engang tilbage med en følelse af, at festivalen vitterligt gav mulighed for at opleve nærmest alt, hvad hjertet begærer, fra musiklandskabet anno 2022.

2022 var desuden atter kvindernes år. Fra vores egen andedam noterede både Rigmor, Eee Gee, Drew Sycamore, Jada og Tessa sig for markante milepæle i deres respektive karrierer, mens Dua Lipa, Megan Thee Stallion, Little Simz, Kelly Lee Owens og mange flere udenlandske kvinder velfortjent var tildelt centrale placeringer i festivalprogrammet. Og selvom den uendeligt trættende kommentar-tsunami om manglende “hovednavne” på Orange Scene øjensynligt aldrig forstummer, så står det lysende klart, at den holdning i hvert fald ikke er forbeholdt de yngre generationer, som mødte talstærkt op for at se deres idoler – såsom Tyler, The Creator samt førnævnte Dua Lipa og Megan Thee Stallion – på den allerstørste scene herhjemme.

Slutteligt skal der herfra igen lyde et stort tillykke med de 50 år – lad det endelig bare blive endnu vildere i 2023.


Herunder følger der et lille udvalg af nogle af de koncerter, vi også fik oplevet, og som også fortjener en kort omtale med på vejen.

(Husk i øvrigt, at du også kan gå på opdagelse i hele vores dækning af Roskilde Festival 2022, som du finder lige her.)

Good Morning, 29.06.22, Pavilion

Australske Good Morning spillede sig direkte ind i hjerterne på de forholdsvist mange fremmødte på Pavilion tidligt onsdag aften. Hvis man – som jeg – blev en smule træt af Fontaines D.C. og syntes, at de livemæssigt var mest interessant, første gang man så dem, og derfor var søgt andre steder hen efter musik, stødte man muligvis ind i denne lille solstråle i den modsatte ende af festivalpladsen.

Good Morning, der er en duo bestående af de to frontmænd, Stefan Blair og Liam Parsons, og som med sig havde en bassist og en trommeslager, spillede liflig lo-fi/indiepop. En slags twangy, tyggegummi- eller collegepop, som bare var drøncharmerende.

Blair og Parsons skiftedes til at synge (også gerne i samme nummer) og havde smukke flerstemmige passager. Ikke fordi de var dygtige sangere, det var mere den autenticitet og glæde, de lagde bag det hele, der gjorde godt helt langt ind i sjælen. De grinede, hyggede sig og lavede sjov – såsom at få publikum til at sige som den synthesizer, de ikke havde med, da trommeslageren bad publikum om at lave »the old ancient HUUUHMM-sound. It connects your mind and your body and gets you in contact with The Great Fedora.« Det gjorde vi så.
(Jens Trapp)

Rina Sawayama, 30.06.22, Arena

Den britisk/japanske popkunstner Rina Sawayama blev hentet ind sent som erstatning for rapperen Jack Harlow, som tilsyneladende havde glemt, at han skulle indspille en spillefilm. Måske var det derfor, at der kun var halvfyldt under den store teltdug på Arena, men det tog intet fra Sawayamas optræden. Egentlig har jeg ikke dyrket hendes musik, men den positive buzz fra hendes optrædener på Primavera Sound lokkede mig alligevel forbi til et lyt – og det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Sawayama er nemlig gennemsympatisk og nærværende på scenen i en sådan grad, at hun nærmest går i symbiose med publikum. Hun pludrer løs mellem numrene, men på en måde, så man ikke føler, at hun spilder folks tid. En studenterhue lander på scenen, som Sawayama storsmilende ifører sig. »Is this some kind of national hat in Denmark?«

Charmen og udstrålingen har hun altså i overflod. Rent musikmæssigt fremstår Sawayama mere som en kamæleon, der behændigt bevæger sig mellem tyggegummipop, hårdtpumpede dansenumre og endda en lille afstikker til det rockede på ”This Hell”. Det bliver dog lige lidt for fjollet til mig med de to live-musikere, der nærmest ikke er til at høre i mixet. Er deres instrumenter overhovedet tilkoblet? Nuvel, det stoppede ikke popfesten, som ufortrødent buldrede igennem.
(Simon Freiesleben)

Tyler, The Creator, 01.07.22, Orange Scene

Regnen silede stadig ned over plænen foran Orange Scene, da den californiske rapper trådte frem i ensom majestæt iført bjergbestigertøj på den enorme scenografi, der var designet til at ligne en stor og frodig bakke. Jeg var en anelse skeptisk indstillet, da jeg tidligere har set Tyler, The Creator ved flere lejligheder, hvor det blev en anelse rodet eller uforløst, og jeg var derfor i tvivl om, hvorvidt han egentlig egner sig til at udfylde de helt store festivalscener på egen hånd.

Det modbeviste han heldigvis på dette års Roskilde Festival. Selvom scenografien var storladen, så virkede Tyler nærmest mere nede på jorden, end jeg mindes at have set ham før. Aggressiviteten var der stadig i afmålte glimt, men ellers var sætlisten fint afbalanceret mellem de flotte og mere følsomme soloudgivelser Flower Boy, Igor og Call Me If You Get Lost – med kun en lillebitte afstikker til Odd Future-æraen.

Ja, det er lige før, at den tidligere så provokerende badboy-rapper er gået hen og er blevet helt hyggelig på sine gamle dage. Selv regnguderne synes formidlede af hans tilstedeværelse på scenen. På et år uden mange store rockkoncerter på Orange Scene, så fremstod Tylers hit ”See You Again” og den medfølgende fællessang som et af årets store samlende musikoplevelser for mit vedkommende – især efter The Strokes katastrofale nedsmeltning på samme scene et døgns tid senere.
(Simon Freiesleben)

Foto: Mathias Kristensen

Teto Preto, 01.07.22, Pavilion

Teto Preto trives unægteligt bedst på svedige, subtropiske natklubber. Deres klare force er, når den tunge, pulserende bas og de vidtstrakte synthflader mødes med gruppens latinamerikanske rødder.

I et noget mere åbent festivaltelt – som på Pavilion fredag nat – fremstod manglerne i Teto Pretos fusioner derfor tydeligere, end hvad performanceaktivisterne med Laura Diaz i front kunne opveje med deres ekstravagante sceneshow. De påtvang sig på egen ekspressionistiske vis at være mere bombastiske i deres udtryk, end hvad der egentlig er til gavn for dem selv, og der skete konstant lidt for meget i den natklubtunge atmosfære, Teto Preto er affødt af.

Deres mest omfavnende skæring, “Pedra Preta”, var et klart bevis på ovenstående anke, idet nummeret i stedet holder sig til det simple med et 80’er-inspireret beat, bløde orgeltoner og latinamerikansk percussion og slipper ganske glimrende af sted med det – også i liveformat.

Andre gange landede vi et sted, hvor det kunne lyde som The Orielles med en mere punket attitude, mens det dundrende mantra på “Gasolina” trods alt trak nok stik hjem til at løfte sig op over studieversionens ellers ordinære niveau.

Undervejs blev alle mændene også kommanderet til bagerste række, mens de transkønnede, lesbiske og non-binære fik dedikeret det følgende nummer af Diaz, hvilket udløste natten største jubelbrøl.
(Daniel Niebuhr)

Foto: Christian Hjorth

Big Thief, 02.07.22, Arena

Af og til skal man bare stoppe op, trække vejret og nyde tilværelsen. Måske ruller man en cigaret eller tre, måske synger man med på nogle letfordøjelige melodier om spurve, dunhammere og solitære albuer.

Af og til skal man bare gøre det hele på én gang og glemme alt om søvnunderskud, trætte stænger og solskoldninger. Og hvis man tilmed gjorde det lørdag eftermiddag i selskab med Big Thief på Arena, mens julisolen bragede løs uden for teltdugen, var det med al sandsynlighed både en musikalsk omfavnende og revitaliserende oplevelse.

Newyorkerkvartettens største force er, at de både lyder og føles ægte. Det gælder ikke mindst for Adrianne Lenker, der undervejs både når at udstråle en apatisk jamrende vildskab som på “Sparrow” og “Not”, men også en inderlig ømhed og omsorg på “Mary” og “Change”. Og lige så nærværende hun (og resten af bandkollegerne) agerer på den alt for store scene, lige så akavet introvert fremstår hun mellem numrene og til slut, hvor det stort set kun bliver til et kejtet »thank you.«

Derudover bliver jeg aldrig, aldrig, aldrig(!) træt af at lytte til den helt igennem medrivende hoedown-starter “Spud Infinity”. Mere jødeharpe. Mere!
(Daniel Niebuhr)

Foto: Mathias Kristensen

St. Vincent, 02.07.22, Orance Scene

St. Vincent var nøjagtig ligeså supercool, som hun var, da hun senest besøgte Roskilde i 2018 – dengang på Arena med albummet Masseduction i bagagen. Denne gang ankom hun med det noget anderledes Daddy’s Home, som delvis kredser om hendes fars løsladelse fra fængslet. Hun spillede dog også en del numre fra bl.a. Masseduction.

Selvom Daddy’s Home mere er præget af brede Hammond-flader og soulede vokalarrangementer, var det en koncert der bød på masser af guitarlir fra både Annie Clark selv (ligesom i 2018 på sin Ernie Ball Music Man Signatur-guitar) og guitaristen Jason Falkner, der begge har rockattitude. De to leverede guitardueller, hvor de endte på knæ og gned guitarerne mod hinanden i hylende feedback eller lå på ryggen på scenen med underlivet skudt op, mens de spillede. Oh my precious!

Også bassist, trommeslager og keyboardspiller havde power og attitude, ligesom de tre korsangere og en fjerde, der optrådte som en slags tjener eller cheerleader. Alle havde stor udstråling og løftede showet langt ud over Orange Scene, der var som skabt til bandet. Korsangerne leverede soulede passager, og afslutningsnummeret var en vellykket slowmotionkoreografi, hvor alle på scenen bevægede sig rundt mellem hinanden i en langsom pantomime. Smuk afslutning på en forrygende performance.
(Jens Trapp)

Skriv et svar