Koncerter

Roskilde Festival 2022: Divide & Dissolve, Platform

Foto: Billy Eyers

Selvom Divide and Dissolve fik hele Platform til at vibrere med deres hårdtslående doom-metal, føltes den blot halve time lange koncert noget uforløst.

Dua Lipa bragede på Orange, da jeg ankom til Platform. De dansende popfans på scenen gjorde mig helt i tvivl, om det virkelig var her, at jeg skulle opleve den australske jazzede doom-metal duo Divide and Dissolve. Jeg blev dog bekræftet i, at det her rent faktisk var stedet, da jeg gik en tur omkring scenen og så guitarist og saxofonist Takiaya Reed og trommeslager Sylvie Nehill klemt op af en af Platforms egetræsvægge, i færd med at sætte deres gear i belysningen fra én ene telefon. Det er altså hårde kår for artisterne.

Scenen Platform er tiltænkt som en showcase-scene for ”nysgerrig, pirkende og grænsesøgende musik”, samt et kunstværk i sig selv, i kraft af at scenen kan omarrangers alt efter, om den benyttes til koncerter eller som sted at hænge ud centralt i Art Zone. Dette koncept kan fungere udmærket for mange af de mere lo-fikoncerter eller elektroniske sets, der har kørt på scenen – men for et doom-metal band, føler jeg virkelig, at Divide and Dissolve blev snydt, når de henvises til et ca. 4 kvadratmeter stykke gulv, hvor der både skulle være trommesæt og Reeds gigantiske pedalboard.

På trods af at Reeds guitar fik hele scenen til at vibrere, hver gang hun ramte basstrengen, blev Divide and Dissolve klemt inde i deres egen lille boble på scenen, hvor Reed egentlig ikke lavede meget and end at kigge smilende på Nehills blækspruttearme, mens hun lirede det ene tunge, benbrækkende riff af efter det andet, til et stillestående, mednikkende publikum.

Lyden var egentlig god i forhold til, at man var indespærret i en trækasse, og Reed og Nehills er hver især ganske habile på deres instrumenter. Jeg satte specielt mere pris på Nehills subtile, men vigtige rytmiske variationer i en live-setting. Det var også meget hypnotiserende, når Reed på numrene ”Oblique” og ”We Are Really Worried About You” fra Gas Lit (2021) blæste mystiske storme op af loopede, lokkende saxofoner, men det blev alligevel hurtigt ensformigt konstant at blive bombarderet med tunge sludge-riffs uden de større harmoniske variationer. En spilletid på en halv time, er bare virkelig uheldigt for et band, der spiller på, at publikum skal have lov til at stå og sumpe lidt. De fem numre Reed og Nehill nåede at fremføre, endte til gengæld med bare at flyde ind i hinanden.

Det er lidt en skam, at de to piger blev placeret på en scene, hvor der var så mange distraktioner omkring – for Divide and Dissolve laver ikke baggrundsmusik. Det er oprør i form af slagkraftig larm mod racisme og sexisme, og både Nehill og Reed virkede så helt utroligt søde og stille og rolige på scenen (meget i kontrast til musikken), at det er svært ikke at lade sig charmere. Men spilletiden var simpelthen så kort og de udvalgte numre så ens, at det endte som en lidt uforløst oplevelse.

★★★☆☆☆

Skriv et svar