Koncerter

Roskilde Festival 2022: Duma, Gloria

Foto: Mathias Kristensen

Kenyanske Duma var virkelig fucking glade for at være på Roskilde Festival. Men deres ugudelige understrøm af grindcore og industrial techno led under kontinuerlige tab af momentum, der fik mange til at miste interessen.

Foto: Mathias Kristensen

MC Yallah & Debmaster havde på ingen måde travlt med at forlade et kogende Gloria. Et minut over tid kl. 00:46 går MC Yallah i gang med endnu et svedig rapnummer, og de nysgerrige nytilkomne ser lidt forvirrede ud. «… er det der Duma nu? Jeg skal ind og smadre.»

Men så kommer den kenyanske duo med på scenen til et sidste nummer, og sanger Sam Karugu griber en mikrofon og lader en vanvittig blanding af elektronik og growling flyde udover publikum. Tænk Neo i Matrix, efter han har taget den røde pille x 100000000 og 12 toner mørkere.

Duma lyder, som en eksploderet trykkoger ser ud. De er blevet kaldt mange ting, men grindcore rammer nok bedst: ekstrem metal, ekstrem punk, ekstremt aggressivt. Hertil skal tilsættes hardcore industrial techno og resultatet er præcis så intenst, som man kan forvente. Med sig kommer de med et enkelt, selvbetitlet album fra 2020 og en dobbeltsiddet single fra 2021.

Der spreder sig en mystisk mumlen blandet med lyden af ventiler, der får lukket luften ud. Producer Martin Khanja står bag mixerpulten indhyllet i mørke og Karugu lader vente på sig. Stemningen er aggressiv og fed af forventning. Men også sådan lidt utålmodig; folk vader lidt hvileløst til og fra, mange fra MC Yallah & Debmaster, men også fordi der ikke sådan rigtig sker noget. Endelig står han der. »What’s up!« Og så går der ellers en virkelig underlig koncert i gang.

De første fire numre, hvoraf jeg kun fanger navnet på nummer tre, “Omni” hænger slet ikke sammen. Karugu er en fremragende vokalist, og han excellerer i både growling, rap og de vredeste skrig under en sort himmel. Men der er for meget snak, for meget uforløst spænding, for lidt øredøvende trommebeat, for lidt infernalsk tempo. Duma er virkelig glade for at være på Roskilde Festival, hvilket Karugu får sagt måske 10 gange, og det er skønt, men på bekostning af momentum. Der opstår nogle underlige pauser, hvor der ingenting sker, og denne sløje start koster dem 25% af publikum efter anden sang, og 50% efter fjerde. Moshpitten består, og Karugu ser hurtigt skriften på væggen og dedikerer al sin infame energi til de 50-70 mennesker, der hengivent sender djævlehorn mod scenen.

Omkring en 2/3 inde i showet får Duma endelig bedre styr på flowet, og Khanja sender ekstrem efter ekstrem ud gennem højtalerne, og skaber et altfortærende lydbillede af højtempo techno, øredøvende guitarstøj og industrial eksperimenter. Karugu griber den, og sender elektroniske growls og giftige skrig ned i den moshende pit. Det er faktisk virkelig interessant; som om nogen har taget Alec Empire og parret ham med black metal. Men man har nået at kede sig bravt, og det koster. Moshpitten havde dog en fest, og kærligheden mellem dem og Duma var ren og fin. »We are family now, yes? Forever«.

★★★½☆☆

Skriv et svar