Koncerter

Roskilde Festival 2022: Iceage, Avalon

Foto: Mathias Kristensen

Når man ser Iceage på en stor scene, forstår man altså godt, hvorfor det er netop dem, der er blevet landets største punk-eksport.

Trods at have set pitchforks yndlingsband Iceage flere gange, end der kan tælles på to hænder, kunne jeg alligevel ikke dy mig for tage temperaturen på Danmarks største post-punk eksport. Nostalgien lokker altid på sådan en sidste festivaldag, og Iceage var for mig, som for mange andre tilbage i midt 10’erne gateway drugget ind i den danske postpunkscene. Det skal dog ikke være nogen hemmelig, at jeg synes, at det skramlende boy-band måske er blevet blæst op til noget større, end det egentlig er, specielt gruppens sidste udgivelse Seek Shelter (2021) var – om end det var godt håndværk – så generisk rocket, at jeg indså at tiden var kommet. Jeg måtte musikalsk slå op med Iceage.

Alligevel ender jeg til egen skamfulde glæde i pitten, front for Danmarks helt egen diet Jim Morrison – hvis jeg skal anmelde det her, må det hellere blive på samme præmisser, som mine andre oplevelser med bandet. Fanskaren synes allerede at være blevet større siden sidst, jeg så dem spille på et halvfyldt Voxhall i 2020 – Avalon var fyldt godt op med inkarnerede istidslevn og udvandrede The Strokes fans.

Der er muligvis også nogle egoer, der er blevet større siden sidst. Rønnenfeldt lod i hvert fald hele bandet og ekstra-musikanter hænge på scenen til et cinematisk cowboy-playback, enden han gjorde sin store rockstjerne entre på scenen i en kavalkade af nye numre. Normalt er en god indikator for kvaliteten af en Iceage koncert, hvor mast du føler dig i pitten, og under de første to numre var der altså rigelig plads til at bevæge sig oppe foran.

Det hele ændrede sig da Iceage tog hul på bagkataloget og hornene på ”Painkiller” gjaldede ud over pladsen. Nu kunne man pludselig mærke et fuldt og hoppende publikum bag sig – det føltes helt, som at være 18 år igen, når man stod badet i menneskehavet.

Iceage har aldrig haft et ry for at være verdens mest velspillende band, og aftenens koncert var da heller ikke i takt hele vejen. Især på den nye ”Vendetta” var der tydeligvis nogle problemer med at håndtere sangens temposkift, om end Iceage er blevet væsentlig dygtigere musikere, siden første gang de optrådte på Roskilde i 2010. For lige med Iceage, er man jo lidt ligeglad med om bandet kan spille stramt – det passer ligesom til viben. Appellen er jo netop at overgive sig til kaosset – så er det jo lige meget, om ens forsanger kan synge, når han mestrer energisk, afdanket rockstjerneattitude til U.G. og kan bære en brandert bedre end en vis Julian Casablancas.

For det var også et Iceage, der vidste hvad publikum ville have den aften. De spillede det nødvendige fra den nye plade, men ellers var det – i hvert fald til min store glæde – fri buffet af Beyondless-baskere, hvor ”Hurrah” satte ild i publikum og den langsomme, western-agtige intro til ”Thieves Like Us” gav mig flashbacks til en febrilsk at stå og holde fast i en forstærker på Tape for ikke at lande hovedet først ned i nogens pedalboard.

Mit hjerte blev dog for alvor vundet, da Iceage lukkede med en magtdemonstration af en tretrinsraket fra bagkataloget bestående af ”White Rune”, ”The Lords Favorite” og ”Catch It”. Især ”Catch It” fik en længere gennemspilning med bombastiske støjpassager, hvor Rønnenfeldt lå ned på scenen og bankede mikrofonen i gulvet. Sådan lukker man Avalon.

Jeg må også lægge mig fladt ned og sige, at jeg skammer mig over at tvivle på, at Iceage kunne bære så stor en scene. Om det er berettiget, at det er netop dem, der har fået international succes fra det danske post-punkmiljø, vil jeg ikke udtale mig om, men jeg er godt nok benovet over, hvor succesfuldt bandet er blevet. Iceage, jeg tror stadig, at jeg elsker jer.

★★★★★☆

Skriv et svar