Koncerter

Roskilde Festival 2022: Idles, Avalon

Foto: Mathias Kristensen

Post-punkens mest sympatiske mand og resten af Idles fik Avalon til at nå kogepunktet på Roskilde Festivals sidste dag. Det var højt, det var aggressivt og det var gennemført.

Britiske Idles har for længst bevist, at de både kan skrive tyk og tung post-punk, der får de let påvirkelige til at føle sig brystsvage; men de kan også forfatte en tekst, der er mere end klicheer, og det er desværre en sjældenhed. Album nummer fire Crawler fra sidste år blev modtaget med kyshånd efter det underligt skuffende Ultra Mono fra året før, og hele Roskilde Festival synes at have samlet sig under Avalons teltdug for at blive blæst godt igennem.

Heldigvis skuffer briterne sjældent. Den bombastiske “Colossus” fra debutpladen åbner ballet, og bandet har skruet ned for tempoet, så Adam Devonshires bas får lov at hænge det lille splitsekund mere, hvilket gør den ulmende intro endnu mere tung og truende. Mark Bowen tilsætter lidt lækker noise-guitar, mens forsanger Joe Talbot synger de desperate ord: »I am my father’s son/ His shadow weighs a tonne«. Det samme trick bliver brugt på publikumsfavoritten “Never Fight a Man With a Perm”, hvor det brutale omkvæd »Concrete to leather« bliver skruet en tand ned, så man virkelig kan fornemme det slagsmål, sangen handler om. Hjerne, hjerte og punk; hvad mere kan man egentlig forlange.

Hvis der er én ting, Idles altid gør, så er det at give sig 100 % hen, og Talbot er den bedste hype man, han og bandet nogensinde kunne ønske sig. Og når han ikke har travlt med at svinge mikrofonen over skulderen eller dele publikum i to, så de kan moshe af hjertens lyst ovenpå tre punk-løse år, så deler han sine tanker og følelser med os. Men alle er på; Devonshire vrikker sig igennem hver sang, og mimer hver eneste ord, Talbot for hvæst ned i mikrofonen. Bowen er altid underholdende, og hans kaotiske energi er varm og levende.

»The best way to scare a Tory is to read and get rich« skriger Talbot på endnu et kæmpehit “Mother”, og plastikkrusene med vand bliver sendt udover barrieren i en lind strøm, så folk ikke overopheder så meget, at de falder om. Den grumme, tragiske “The Wheel” lyder sort som djævlens hjerte, og “Crawler” er rå som rust. Settets eneste respit er den ellers smukke “The Beachland Ballroom”, der måske lige er en anelse for langsom til publikums smag. Men selv højenergiske punkere har jo brug for en pause engang i mellem.

Selvfølgelig er det de helt store hits, der trækker flest arme i vejret. “Danny Nedelko” og “Rottweiler” er ligeså solide punk-numre, som de altid har været, og især sidstnævnte fungerer upåklageligt live, fordi de sidste minutters instrumentale ravage giver bandet anledning til at give helt slip. Der bliver crowd surfet; der bliver sunget “Nothing compares to U”. Det er smukt.

★★★★★☆

Skriv et svar