Koncerter

Roskilde Festival 2022: Klein, Gloria

Foto: Mathias Kristensen

Kleins dystre, psykotiske og mørke ambient tager prisen for absolut mærkeligste Roskilde-oplevelse i år. Det var desværre dog også en oplevelse, man lige så godt kunne have derhjemme, hvis man har et godt anlæg og en kradsbørstig røgmaskine.

Foto: Mathias Kristensen

Jeg havde regnet med, at Klein ville være mærkeligt og svært at anmelde. Glitchede samples af nyhedsklip, gadeoptagelser, gospel og R’n’B over elektroniske støjflader i et DJ-set er en noget eksperimenterende størrelse for et festivalpublikum. Selv om jeg er glad for Kleins mørke ambient, kunne jeg sagtens forestille mig, at nogen måske havde lyttet sig igennem festivalprogrammet igennem og var faldet over Kleins mest lyttede sang på Spotify ”No Scrubz” – en sød lille guitarsag, der først bevæger sig ud i eksperimenterende ambient i de sidste minutter – som ville få sig noget af et chok over Kleins mørke, dronende bagkatalog. Hvad jeg ikke havde forudset var, at jeg selv skulle blive fuldstændig, absolut hyllet ud af den over, hvor absurd Kleins live-show egentlig var.

Det hele var lidt foruroligende fra start. Da jeg trådte ind på Gloria, kunne jeg hverken se eller trække vejret – der var en røgmaskine, der havde været så meget på overarbejde, at man blev i tvivl om man skulle til at bevidne en brandøvelse eller et DJ set. Da jeg endelig spottede mennesker derinde i tågen, indså jeg, at der max var 30 fremmødte mennesker – ingen af hvilken, der overhovedet kunne se noget gear på scenen. Pludselig lyder radioværts stemme ud i røgen, nogle ferskenfarvede visuals blinker på Glorias widescreen, og der blev straks ironisk informeret om, at det her bliver radiovenlig musik.

Man bemærkede slet ikke, at Klein var gået på scenen, da de tunge bastoner begyndte at flyde ud i den tomme sal, man anede kun en hættetrøje- og hatteklædt skikkelse bag al røgen, der begyndte at slå en rytme an på en elektrisk tromme bag mixerpulten.

Lad os slå en ting fast: Musikalsk fejlede Kleins sæt ikke noget. Hvis en fuldkommen psykotisk lydkulisse var det man kom for, fik man det også. I en time blev man dænget ned med elektronisk støj, off-beat trommer, tunge bastoner og R’n’B samples. Det meste – hvis ikke hele materialet – var ikke udgivet, noget af det formentlig splinter nyt, som fx de tre minutters brudstykke af nyhedsdækning om det nyligt indførte abort-forbud i USA tilsat en masse kaotisk støj. Klein er i høj grad en politisk kunstner, der bruger sit smadrede lydbillede til at afspejle en smadret verden ved hjælp af lydudklip fra fx nyhedsudsendelser eller samtaler på gaden i udsatte boligområder.

Det var en rejse gennem mørke og onde lydlandskaber, man vandrede med Klein, et langt dystopisk nummer, hvoraf nogle dele fangede ens opmærksomhed mere end andet. Højdepunkterne derfra tæller bl.a. en lang session med samples af støn hen over hjernevridende støj og feed, en session med en rytme skabt af scratchende gospelvokaler lagt over hinanden og den mest knækkede kombination af en industriel guitar-riff kombineret med stille klassisk klaver. Ørerne fik i hvert fald noget nyt at fordøje.

Det eneste der rigtig sad fast bagefter, var det sidste mareridtstrip af kirkeklokker og mennesker, som sang ”Happy Birthday”, men moduleret ned i toneleje i et eller andet musikalsk take på en satanisk børnefødselsdag. Pludselig bragede den dybeste bas, jeg nogensinde har hørt gennem Gloria – jeg er pænt sikker på, at jeg måske har brækket et ribben, med den force der var i den. Dette udløste også den eneste publikumsreaktion under hele seancen – et publikum, som der var en del udskiftning i under koncerten, skal det siges.

Udover de måske 10 mennesker, der var helt klar på en gang rigtig eksperimenterende elektronisk, var den primære reaktion fra publikum at lade deres underkæber rasle helt nede ved gulvet. Jeg husker at kigge bagud og se en ældre mand bare stå og smile og ryste på hovedet samtidig, hvilket måske også er det billede, der bedst beskriver min holdning til Kleins set.

For selv om musikken var, ja, interessant, var det det der skete – eller nærmere ikke skete – på scenen, der efterlod mig med en lidt underlig smag i menneskemængden. Jeg har lige så lidt til overs for DJ’s og elektroniske kunstnere, der tror de skal være hypeman for deres egen performance, men Klein tager absolut prisen for mest indadvendte performance på Roskilde 2022. Klein stod bare og baksede med elektronikken bag pulten med siden til publikum, kun oplyst af skærmen fra hendes bærbare, når de medtagne, meget mørke og lidt kedelige billeder ikke kørte bag hende på skærmen. Når der ikke var en dims, som skulle trykkes på for at opbygge det onde støjlandskab, stod Klein bare bag røgen og kiggede på sine egne visuals, mens hun drak en øl. En enkelt gang – ca. en halv time inde i koncerten – sagde hun: ”Hey I’m Klein”. Det var så det.

Jeg kan godt forstå de ligegyldige manérer i kraft af det manglende publikum eller som en kommentar på at musikken bør stå alene, og at det ikke skal være et krav at pålægge sig selv et eller andet persona som artist, men hold nu op hvor ramte det en underlig mellemting mellem fuldkommet vanvittigt og enormt kedeligt. Det var lidt en skam, da Klein tydeligvis er en komponist, der forstår at lege med lyde og presse grænserne, men det tilføjede intet ekstra at se det live. Man kunne have totalt samme oplevelse derhjemme, hvis man havde Glorias lydanlæg og en god røgmaskine.

★★☆☆☆☆

Skriv et svar