Koncerter

Roskilde Festival 2022: Moor Mother, Gloria

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Fremragende og voldsomt intens performance af den amerikanske, eksperimenterende støjpoet Moor Mother, der af al magt forsøgte at vække folk, så vi sammen kan forandre verden og overleve.

Foto: Mathias Kristensen

»Who will survive?«

»Who will survive?« om og om, igen og igen mens Moor Mother drejede på knapperne og forvred sin egen stemme på en bund af buldrende bas.

»Who will survive in America? Who will survive who will survive?«

»Will YOU survive?«

Camae Ayewa er digter, musiker og aktivist fra Philadelphia og debuterede i 2016 under navnet Moor Mother med albummet Fetish Bones. Albummet blev udgivet sammen med en 112-siders bog med poesi. I dag (1. juli) har hun et nyt album på gaden med titlen Jazz Codes, men det nævnte hun ikke med et eneste ord. Det var der ikke tid til, for på det meget korte sæt på bare 40 minutter, skulle Moor Mother forsøge at ruske op i det danske festivalpublikum. Eller de af dem som havde fundet vej ind i mørket i Gloria.

På den store bagskærm kørte billeder af byer i brand, slørede billeder, opklippede og diffuse billeder. Lyden af knitrende ild. »Who will survive?« Apokalypsen er nær; verden er i stykker. Helt klædt i sort står hun ved sin pult, mens stemmen kører løs, spoken word, halvt syngende, vrængende »Who will survive?” og så hoppede hun ned til publikum, hvor hun masede rundt. »I go rough« messede hun og kom med sit desperate opråb: »Remove the chains from your heart, remove the chains from your mind, Fuck what they tell you« Moor mothers indignation og vrede er ægte. Hun ved, at det haster.

Tilbage på scenen råbte hun »Free all political prisoners!« og dette blev også dette gentaget og spundet til et opråb, før hun afsluttede med et »I could really need a friend«.

Så sprang hun på gulvet igen: »We all need to wake up, we all need to wake up…« kastede hun sig rundt i menneskemængden. »But it’s hard! Sometimes it’s easier to sleep. Wake up, wake up, wake up. No more sleepwalkers« i backtracket kørte nogle horn og den tunge bas. Og så kom der livehorn på scenen. Saxofonist Keir Neuringer og trompetist Aquiles Navarro fra Irreversible Entanglements, som Moor Mother tidligere på dagen gav en anden fremragende koncert med, improviserede over Moor Mothers vilde flow: »Send the spaceships down. We are now moving in space«.

Herefter klippede lyden helt af, og der var kun Moor Mothers stemme og de to horn: »You aren no longer in war with yourself. You can lay your weapons down. Lay your weapons down.« Så er backtracket tilbage. Bassen, der fik dine knogler til at vibrere og mellemgulvet til at synge, lydene, Moor Mothers stemme og de to horn: »After they come for me, they come for you«.

Og selvom det kan lyde rodet i genfortællingen, så var det en stærk og vild performance af en eksperimenterende støjpoet, der kommer med sandheder alt for store, eller i hvert fald ubekvemme for den gennemsnitlige festivalgæst, for vil det at vågne op, ikke betyde en omlægning af det her liv? Er det ikke det, Moor Mother agiterer for (og forleden også Grandson). Men det er pisse ubekvemt, når man sejler rundt i sin femtedages brandert, og når nu hele det her cirkus er rejst for at underholde folk og hjælpe dem med at sove videre.

Moor Mother var så suverænt sikker i sin levering af den lyrik (og indignation), der er grundlag for det hele, at man stod helt blæst bagover af sammenhængskraften og hendes imponerende performative evner. Når hun skiftevis råbte, sang, rappede, messede og græd sin skarpt apokalyptisk, agitatoriske og politiske poesi ud i Glorias kulsorte rum, var man ikke i tvivl. Hverken om vigtigheden i budskaberne eller om den power det hele blev leveret med. Som Moor Mother er Camae Ayewa ufatteligt nærværende. Og nærvær er en betingelse for at ændre på noget som helst

»WAKE UP, Sometimes it is easier to sleep«.

På mange måder er Moor Mother så langt fra den tænkning, der tildeler karakterer for ens optræden. Og fordi hun er så meget større end det får hun alle 6 U’er også selvom hendes show var kort, men det var så sindssygt intenst, at det ikke kan være anderledes: »Wake up, wake up, wake up…«

★★★★★★

Skriv et svar