Koncerter

Roskilde Festival 2022: Rolo Tomassi, Avalon

Foto: Mathias Kristensen

Musikalsk spillede heavy mathrockerne med musklerne, men ingen spændende rytmestrukturer kunne redde forsanger Eva Korman fra at synge falsk.

Foto: Mathias Kristensen

Himlen er grå, og regnen falder i smukke, silende stråler. Tak skæbne vi står i Avalons telt og venter på at blive blæst igennem af britiske Rolo Tomassis post-hardcore mathrock. Bandet har netop udgivet sit sjette album Where Myth Becomes Memory, og det er til tonerne af pladens åbningsnummer “Almost Always” at forsanger Eva Korman entrerer scenen. Korman er kendt for at gå fra yndefuld skønsang til ond growling og primalskrig med kort veksling imellem. Og med sin bror James Spence på keyboard ved sin højre side, griber hun den stående mikrofon og synger de indledende ord »It’s all returning to the start«. Hov, den sad da ikke lige helt i skabet. »It could be different but it’s not«. Åh nej. Det er simpelthen ikke godt det her. Det er slidt, lidt knækkende og ja, falsk. Og lige på “Almost Always” veksler hun ikke, men synger kun. En skidt start, og det stopper ikke.

Det søde kompenserer dog heldigvis forholdsvis meget for det sure: Så snart Korman griber den growling-afmærkede mikrofon, bliver den pint under Pontius Pilatus. Vreden driver ned af teltdugens inderside, og skrigene er inderlige og længselsfylde. Når hun for alvor får fingere i et nummer som “Mutual Ruin” kan hun virkelig få de klagende ord »An age I’ve never owned, borrowed« til at lyde som var de født i helvedes forgår. Og bandets komplicerede rytmer og infernalske støj bliver spillet, som sad de på rygraden. Double-time trommerne på “Drip” hen imod slutningen af settet kører med 120 km/t uden spor af metaltræthed. “Prescience” slipper guitaren fri, og med Spence på co-vokal ryger energien helt i vejret og hiver et ellers en smule ladt publikum med sig. “Cloaked” er ond og tung og pisker derudad. Men så snart, Korman slår over i skønsang med »Is it too much to live with this?«, så krummer man ufrivilligt tæer og skærer en smule tænder. Det står i så skarp kontrast til alt andet, der foregår på scenen, og det er virkelig ærgerligt – på plade lyder hun glimrende, så om det er en slidt stemme efter en lang turné, eller om hun får lidt ekstra hjælp i studiet vides ikke. Faktum er, at når man slår sig op på at kombinere to vidt forskellige typer sangelementer, så er begge nødt til at lykkedes. Det gør det ikke.

Men bandets tekniske overlegenhed henter rigtig meget af det hjem. De komplicerede rytmer på “Aftermath” lyder friske og spændstige. Ikke en tone tabt, ingen leverer for tidligt eller for sent. “Closer” viser bandet fra en næsten poppet side. Trommerne springer lystigt, og guitaren glider melodisk og melankolsk. På “Labyrinthine” mestrer de det slæbende, næsten døde tempo, og når både Korman og Spence growler på skift, mens kroppene bevæger sig i bølgende, indlevende ryk, så er det ondt og smukt. Men Kormans skønsang skuffer fælt.

 

★★★★☆☆

Skriv et svar