Koncerter

Roskilde Festival 2022: Sierra Ferrell, Pavilion

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Skønne Sierra Ferrell var lige præcis den tømmermændskur, man havde drømt om på sidste festivalsdag.

Foto: Mathias Kristensen

Man skal aldrig undervurdere country-crowdet på Roskilde Festival, som man siger. Eller – det ved jeg faktisk ikke, om man gør, men det burde man sige noget mere. For de er der altså, og de er en af festivalens mest dedikerede og hengivne subkulturer, som har det med altid at dukke talstærkt op i godt humør, når der står bluegrass, countryrock eller andre relaterede subgenrer på programmet. 

Det hjælper selvfølgelig også, at Roskilde Festival har haft for vane at levere nogle virkelig stærk udvalgte country-bookinger – gerne på sidstedagen, hvor alle er møre, nedbrudte og yderst følelsesmæssigt modtagelige. Hvilken bedre måde at tilbringe sin sidste festivaldag på end i selskab med folk som Jason Isbell, Sturgill Simpson eller Courtney Marie Andrews for blot at nævne nogle af de sidste års bedste bookinger i genren. 

Heldigvis viste det sig hurtigt, at Sierra Ferrell kunne levere varen live, og dermed ligner det seneste pletskud for Roskildes country-booker. Den 33-årige sangskriver og sangerinde fra West Virginia, selvfølgelig bosat i Nashville, spiller et bredt miks af oldschool country, der trækker på både den sarte bluegrass, feststemt honky-tonk dansemusik og heftigt swingende sigøjnerjazz – et sammensurium som fungerede fremragende live. 

Flankeret af sine to bandmedlemmer på henholdsvis kontrabas og violin stod Sierra Ferrell selv midt på scenen iført hvid kjole og blomsterkrans og bevæbnet med en akustisk guitar. Der var noget enormt charmerende over hvor lavpraktisk og nede-på-jorden en koncert, vi var vidne til her. Bandet lignede nærmest en gruppe gademusikanter, som kunne stille sig ned på et tilfældigt gadehjørne og levere det samme show med deres udelukkende håndholdte instrumenter.

Hittet “In Dreams” åbnede festen, og selvom det formentlig er de færreste danskere, som virkelig har kastet sig over Ferrells traditionalistiske country- og bluegrasssange, så var stemningen høj hele vejen igennem. Hjemstavnshyldesten “West Virginia Waltz” var et andet højdepunkt, som kom lidt over halvvejs inde i koncerten. 

»In coal minin’ country, green rollin’ hills / Well, my true love is waitin’, for he loves me / I had to go with my ramblin’ ways / I’m always thinkin’ of him, for the sweet love we made,« sang Ferrell med sin gudesmukke sydstatsdialekt, der fik ethvert hjerte, som banker for americana, til at smelte. 

Og på “Rosemary” var det lige før, at man fik gåsehud, da bandmedlemmerne forlod scenen, og Ferell stod alene tilbage med sin guitar. Sangen er én af dem, der i første omgang gjorde Sierra Ferrell kendt, da den blev et uventet hit på YouTube tilbage i 2017. Dengang havde hun ingen pladekontrakt og levede som omrejsende gademusikant i byer som New Orleans, Seattle og Nashville. Her på Pavillon forstår man godt, hvorfor den sang og den fremførsel kastede en pladekontrakt af sig, for Ferrell formåede at få hele publikum med på at give den gas med blot sin stemme, sin guitar og sin tilstedeværelse.

Afslutningsvis blev Ferrells andet hit “Jeremiah” det sidste nummer – altså inden ekstranumrene, som tilsyneladende er blevet et sjældent syn på årets festival. På dette tidspunkt havde alle vi under teltdugen overgivet os fuldstændig til sydstatskvinden med den smukke stemme og de dejlige sange, mens nogle tog skridtet videre og forsøgte at starte en lille linedance-session op.

Alt i alt en fortrinlig koncert, som illustrerede hvor langt man kan komme med ganske få remedier, når bare man har sangene, attituden og tilstedeværelsen på plads.

★★★★★☆

Skriv et svar