Koncerter

Roskilde Festival 2022: The Smile, Arena

Foto: Mathias Kristensen

Thom Yorke og Jonny Greenwood beviste endnu engang, at de er nogle af de mest kreative sjæle i alternativ rock. Sammen med Tom Skinner skabte de en legesyg, befriende og tungere end forventet aften.

Foto: Mathias Kristensen

Køen til pitten er så lang, som øjet rækker. Ikke så underligt. Thom Yorke og Jonny Greenwood har spillet sammen siden 1985, og kan stadig finde på nye projekter sammen. Projekter der, trods Yorkes umiskendelige stemme og Greenwoods evige kombination af tusinde små lyde, stadig lyder nye. Og de trækker stadig.

»We are The Smile. We are The Smile. We are The Smile« messer Yorke. Mellem linjerne: »Det her er ikke Radiohead«. Og det er det heller ikke; trommeslager Tom Skinner tilføjer sin egen dynamik, og har sendt og sender Yorke og Greenwood i nye retninger. Debutalbummet A Light for Attracting Attention føles ikke direkte som ukendt territorie, men har man fulgt Radiohead nogenlunde trofast, kan den subtile forskel godt mærkes; Radiohead kan godt føles snævert. The Smile er fri som fuglen.

Åbningsnummeret “The Same” er både på pladen og her live en krybende, kravelende, ulmende affære. Greenwood bøjet dybt over klaveret med håret foran ansigtet, Yorke svævende i midten, afventende, indtil han får lov: »We don’t need to fight«. Og han lyder fantastisk. Den reneste, klareste stemme, dybfølt af en helt anden verden end denne. Det overraskende er ikke de to; det overraskende er, hvor meget ekstra tryk der er på de her numre live. Den ultrasexede bas på “The Smoke” lyder endnu mere funky live og står endnu mere i vild kontrast til Yorkes smukke »I set myself on fire«. Det der skift på en halv tone på sidste ord er nok til at stikke ild i hele det propfyldte Arena. Den klavercentrerende “Pana-vision” breder sig stødt og stille udover publikum, og indhyller os i sin melankolske melodi, mere altomsluttende end nogensinde. Tempoet på “You Will Never Work In Television Again” får et yderligere hak op og et ekstra lag støj. De store, fede trommestikker lader sig falde i en irregulær rytme på “Speech Bubbles”, mens Yorke lader sin stemme glide ind og ud af de mange lag. Greenwood er her de og alle vegne; nu på klaver, nu på bas, nu på guitar, nu med violinbue, nu med harpe.

Tiden står stille i selskab med de tre; man keder sig aldrig selv på mere introverte numre som “Free in the Knowledge”, for både Yorke og Greenwood er fabelagtige performere på hver deres måde. Greenwood er måske mere bare genkendelig i al sin mærkelighed, men Yorke har formået og formår stadig at være et af den alternative rocks mest innovative hjerner uden på nogen måde at fremstå arrogant. Under “This Thing” vinker han velkomment publikum ind mod sig; ind i lyden, ind i følelsen af at vi er her sammen, og vi får det her til at ske – sammen. Og selvom Tom Skinner sidder fastlåst ved sine trommer, så er hans arytmiske slag og idérige takter en vigtig del af The Smiles univers.

The Smile er et virkelig vellykket projekt, både på plade og live. De mange nuancerede kompleksiteter i musikken er noget, mange kunstnere kun kan drømme om, og for Yorke, Greenwood og Skinner virker det legende let. Og så hørte vi en lille fugl synge om, at der er et album nummer to på vej.

 

★★★★★☆

Skriv et svar