Koncerter

Roskilde Festival 2022: The Strokes, Orange

Foto: Mathias Kristensen

Nå men ja øh … tak for i år, Roskilde.

Foto: Mathias Kristensen

Og her står vi så; alle os for hvem Tyler, The Creator og Dua Lipa ikke lige var noget. For hvem The Strokes har været et af årets helt store trækplastre. Og vi står. Og vi står. En hel halv time med fuldstændig arbitrær musik fra en playliste, absolut ingen har kurateret, skal der gå, før Julian Casablancas og resten af bandet går på scenen.

De går på til noget uptempo synth, og Casablancas ser mildest talt beruset ud. Den mistanke bliver bekræftet, så snart han griber mikrofonen og begynder at synge åbneren “Bad Decisions” fra den to år gamle plade The New Abnormal. Stemmen er ulden, bevægelserne ukoordinerede. »Tak« siger han med en stemme, der kunne give Darth Vader kam til sit hår. Og herefter: »I got a message, don’t ever believe in yourself.« Super. Hans humør kan kun dækkes af ét ord: olmt.

Bandet smider “Juicebox” efter os – en af de sidste 20 års absolut bedste rocknumre, i hvert fald efter denne ydmyge anmelders mening– men bassen er langt fra ond nok, og stemmen heller ikke. Det er utilgiveligt. Og så “Automatic Stop”, af alle sange i denne verden, og der er simpelthen ikke nok gang i den. Ikke engang Albert Hammond Jr kan redde den hjem på spaden.

Når Casablancas ikke kager rundt på scenen, så snakker han. Og det giver absolut ingen mening. Af usammehængende vrøvl kan nævnes »Good morning Vietnam« over »fløde« til en virkelig underlig shoutout til nogle forskellige bands, som han lige kender. Jeg håber virkelig, at han er OK. Irriterende er han i hvert fald. Men det allermest irriterende er faktisk, at når han så endelig fucking leverer, så er det out of this world-fantastisk. “You Only Live Once” lyder vidunderligt desperat. Hammonds guitar er guddommelig og med en stemme som sandpapir på et rivejern hyler Casablancas »Sit me down/ Shut me up/ I’ll calm down/ And I’ll get along with you«. “New York City Cops” river slet og ret et nyt hul i ozonlaget. Hér forstår man, hvorfor det her biluheld af en mand skal lukke Orange Scene. Når han kanaliserer sin vrede igennem sin sangstemme og ikke igennem en længere smøre om, at danskere har rytme, så giver verden mening, og resten af bandet får den forsanger, som de fortjener. Man kunne sige meget mere om dem, men de få gør det surt for de mange.

Ikke engang et medley af “Last Nite” og “Someday” til allersidst kan redde dagen. “Last Nite” føles ærlig talt som et billigt trick på nuværende tidspunkt. Og lad os for guds skyld lade være med at tale om den dér underlige jam-session i midten af settet.

Jeg går i baren. For tredje gang.

★½☆☆☆☆

Leave a Reply