Koncerter

Roskilde Festival 2022: Ydegirl, Gloria

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Københavnske Ydegirl gav en meget fin, men også meget skrøbelig koncert på Gloria. Der var momenter af meget stor skønhed især i slutningen af koncerten.

Foto: Mathias Kristensen

Det var et strejf af noget helt let og fint, der drev igennem Gloria, da danske Andrea Novel under sit kunstnernavn Ydegirl gav koncert fredag eftermiddag. At interessen for at opleve hende med sit band var stor, vidnede de meget lange køer udenfor det aflange røde hus, der rummer Gloria, om. Alle trodsede de den begyndende regn og ventede tålmodigt på at blive lukket ind i varmen.

På scenen var udover Ydegirl selv, en violinist, en klarinettist på klarinet og basklarinet, en guitarist og en trommeslager med sine drumpads. Der var også et keyboard som guitaristen og Ydegirl spillede hver et par numre på, samt en bas, som Ydegirl spillede et enkelt nummer på. Alle spillede utroligt behersket og med meget få anslag. Enkelte numre undtaget.

Der var lidt af den samme minimalisme over Ydegirl, som der også var at finde hos f.eks. Cate Le Bon forleden på Pavilion. Hvor Cate Le Bon imidlertid var kølig næsten klinisk blå, var Ydegirl anderledes varm i tonen og gylden som rav. Som der stod på bagtæppet: »Yde loves Amber«. Nummeret ”Amber” fra EP’en Notes19 fra 2019, faldt da også tidligt i koncerten, med sin næsten mystisk lyriske brug af rav, denne ædelsten med de dybe svingninger. Ædelsten der ligger dér på hendes seng i sangen, og hvordan hun sutter på dem: »Circuit of color secco is secret wet is when show it,« og det bliver vennen eller elskeren i Berlin hun savner og forsøger at få fat på i telefonen: »I pick it up and then you answer me / I lick on you and your colors show / Face times, forget times / But only for second, before you secco« og det hele tørrer ud igen og mister farveglansen. Det er super elegant skåret sammen.

Som koncerten skred frem blev det minimalistiske også mere komplekst end som så. Det var ikke bare minimalisme, men også en afsøgning af, hvor lidt man kan spille, uden at det falder fra hinanden. Finurlige figurer på violin, klarinet og guitar der spillede med og mod hinanden og pausen som mere end bare fravær af lyd. Pausen bliver på en måde essentiel. Betydningsfuld. Det rum der opstår rundt om og i musikken og i luften på Ydegirls stemme. Hun har jo ikke en buldrende tung, kropslig stemme, men den her meget lette, luftige og æteriske stemme, som også kan synges helt nede i det dybe leje, hvor den bliver varm som rav, du har holdt i hånden i timevis. Pauserne viser sig også, ikke mindst, i de elektroniske trommer, der f.eks. ikke var bange for at spille 5-6-7 sekunder videre efter at al anden lyd er forstummet, før der blev afsluttet med et sidste slag på den dybeste pad, og stilheden derefter stod et øjeblik før klapsalverne brød løs.

Sangen ”Zodiac” kan på mange måder ses som essensen af Ydegirl. »Often I feel good but I’m unused to it / So I end up alien in my own happiness«. Det fremmedgjorte som et tilstedevær, der kan læses som en forklaring på hele projektet og ideen med musikken. Uden at det bliver et opråb om forandring, men mere bliver en insisteren på at være til og være til stede på samme tid i fremmedgjortheden og at beskrive denne kompleksitet med enkelhed og masser af luft. »I often speak but wanna be silent / The words leave me before I try them / At times I’m mute but need / To unease the truceful breeze in my chest«

Der var også momenter, hvor det blev næsten for skrøbeligt og enderne ikke rigtigt mødtes. Hvor det ’bare’ var smukt og fint, men hvor magien manglede. Hvor det forekom lidt for stillestående og indadvendt. Koncerten sluttede med et par fremragende smukke vokalpræstationer, og bandet forekom mere sammenhængende og havde da også lidt mere lyd på, hvad der fik det hele til at fremstå mere helstøbt på en måde.

★★★★½☆

Skriv et svar