Koncerter

Roskilde Festival 2022: Yola, Mantra

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Drøncharmerende Yola spillede som en drøm, men strandede desværre lidt i publikums manglende koncentration på den dårligt placerede scene Mantra.

Foto: Mathias Kristensen

Det ville være synd at sige, at der var proppet foran Mantra med publikummer, som var ved at koge over af forventningens glæde forud for koncerten med Yola sent torsdag eftermiddag. Ja, faktisk ville det være en decideret løgn.

Mantra – som få dage før virkede så enorm som opvarmningsscenen Countdown – fremstår nu mest af alt som en forladt westernkulisse imellem de relativt få koncerter, der afholdes på den. Scenen ligger nemlig ved en af de travle hovedindgange til festivalpladsen og pladsen udgør derfor en trafikal hovedvej på festivalen, hvor virvaret af forbipasserende konstant hvirvler støvet op og giver et rodet indtryk. Det lignede simpelthen ikke, at en koncert var ved at gå i gang, før den pludselig var det.

Heldigvis lod Yolanda Claire Quartey – eller bare Yola – sig ikke mærke med det beskedne publikum, da hun gik på scenen med sin drøncharmerende countryrock. Først kom hendes fire bandmedlemmer ind og stemte i en rytme og som den rockstjerne hun er, så kom Yola selv valsende ud og hilste på publikum, da først musikken spillede.

Med et smil så stort, at det var umuligt ikke at lade sig blive smittet af, satte hun gang i “Barely Alive” fra hendes seneste plade Stand For Myself. Selvom teksten ikke eksplicit handler om corona, så virkede det alligevel som en påmindelse af at fejre livet efter af alt det, vi har været igennem sammen. »When will we start living / Could you even try? / When will you start living / Now that you’ve survived?«.

Det stod hurtigt klart, at Yola har charme i overflod og forstår hvordan man indtager en scene. På trods af det relativt sparsommelige setup og den ærgerlige placering, så flød der konstant flere og flere publikummer til – tiltrukket af den britiske countrystjernes fantastiske stemme, som er én af dem, der næsten kan give gåsehud i sig selv. Og musikken – der er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys – spillede også på et bredt register. Her var både plads til soulet Nashville-country og til den mere hårdtrockende afart af country.

Højdepunktet indtræf omkring midtvejs i koncerten, hvor Yola indledte sit hit ”Diamond Studded Shoes” med en kæmpe svada om den tidligere britiske premierminister Theresa May, som sangen er skrevet til. Theresa May mødte nemlig ifølge Yola op til et pressemøde omkring nedskæringer, og om at det offentlige ikke havde penge til at brødføde fattige børn iført diamantbesatte sko – og det billede indprentede sig i hendes hukommelse så stærkt, at hun var nødt til at skrive en sang om det.

Her var publikum virkelig på og skrålede med på sangens omkvæd i bedste call and response-stil. Når Yola sang »Everbody’s saying / That It’s gonna be all right« så skreg publikum tilbage »We know it isn’t«. Den samfundskritiske tekst fortsatte: »You and I are trying / But we don’t get to decide / When the man comes for our paychecks / Don’t you tell me it’ll be allright«.

Senere viste Yola også, hvordan woke-country skal skæres, da en sang blev dedikeret til Pride-måneden. Og den afsluttende medley mellem Yolas eget nummer ”If I Had To Do It All Again” og Yarborough & Peoples ”Don’t Stop the Music” sad også lige I skabet. Men det var som om, at publikums opmærksomhed allerede var drevet videre igen på den banegård af en plads, som Roskilde har valgt at placere Mantra-scenen på.

Selvom resten af koncerten bestemt var fornøjelig, så kom det aldrig rigtig op at ringe igen på samme måde. En skam – for Yola var virkelig overbevisende trods de lidt svære forhold. Hvis Roskilde vil holde fast i ideen om at forvandle opvarmningsscenen til en fast scene i musikdagene, så skal placeringen og indretningen af pladsen lige gentænkes en ekstra gang. Ellers drukner de gode navne, som ellers bliver planlagt der.

★★★★☆☆

Skriv et svar