Koncerter

Frigjort 2022: Sauna Senere, Prærien, 13.08.2022

Foto: Niclas Bjerre Hawkesworth

Sauna Senere tog højskolefesten med på Frigjort.

Lyttede man til hvisken i krogene på årets Spot Festival, hørte man helt sikkert om Århus-bandet Sauna Senere, der på trods af kun at have udgivet en enkelt EP, Forskel (2021), har fået en del omtale i branchen. De tre højskolevenner spiller en form for poppet dansksproget post-punk, der befinder sig et spøjst krydsfelt mellem Modest og ja – herre guder – The Minds of 99.

At bandet rent faktisk har sine rødder i en højskolesauna, er også et gennemgående træk for bandets musik og stil. Det er ikke musik, der tager sig selv for højtideligt, det må gerne være ungt og akavet på den nuttede måde, hvilket også synes klart, forsanger Johan Bølling-Ladegaard indtager scene iført shorts og crocs, mens en tung 80’er-synth brager ud af anlægget.

Man kan godt forstå, hvorfor der ses potentiale i Sauna Seneres musik, da det er relativt let ved ørene, fuld af simple guitarer med massere af ungdommelig energi og dansable synth-linjer, man nemt kan forestille sig blive blæst ud af højtalere på kollegieværelser og soundbokse omkring et lejrbål – måske er de vores generations TV-2? Personligt falder det måske lidt for meget til den letkøbte side, til at jeg rigtig kan leve mig ind i koncerten, om end jeg må indrømme, at Sauna Senere ser åndssvagt søde ud på en scene, og det ikke er lidt svært at blive revet med af energien fra de tre smilende gutter på scenen.

For hvad det er, er der også mange melodiske skift og mange catchy passager, der alligevel giver Sauna Senere et særpræg og mere dynamik på scenen. Specielt den pacman-agtige happy-go-lucky synth-melodi på ”Jeg” gav et rigtig fint og muntert krydderi til de underlæggende ottendedelsguitarer og basarmen blev næsten hevet frem på ”Venter” – noget, jeg ellers ikke havde set komme. Sangene bliver også leveret på en flabet, drenget måde, hvor der er plads til at have det sjovt som band, og hvor vokalen ikke altid behøves at sidde lige i skabet – det er vel en del af charmen.

På ”Regn” blev jeg dog virkelig imponeret over Bølling-Ladegaards falset og den meget nedbarberede instrumentation bidrog med et tiltrængt mere modent islæt på koncerten. Sauna Seneres tekster bærer nemlig også virkelig præg af højskole-vibes, hvilket både kan være appellerende direkte, men også af og til så dogme, at det tager fokus fra bandet. Når man er over 21, bliver det bare lidt svært at relatere til, at det er pinligt at få øjenkontakt med hende den søde i køen på tartelet-torsdag. Det kammede helt over, da Bølling-Ladegaard på bedste rock’n’roll-facon begynder at liste en række madingredienser op som optakt til sangen ”Kødsovs”. Min sidemand havde inden da gættet på at næste nummer ville være hedde ”Mors Frikadeller” – jeg ved bare ikke om det er godt, at man er så klar over, hvor man har Sauna Senere.

Sauna Senere ved dog godt, hvor de har deres publikum. Enten var fanklubben taget med, eller også smittede spilleglæden fra scenen, for publikum sang glædelig med på ”Sauna Senere”-koret, klappede i takt og danset i sommergræsset. Sauna Senere er ikke generte, og man må give dem at de har stage-presence. Alligevel smittede energien bare aldrig rigtig af på de bagerste rækker – måske var vi bare for gamle til at forstå det. Det var en rigtig sjov koncert, men det var heller ikke mere.

★★★★☆☆

Fotos af Niclas Bjerre Hawkesworth

Skriv et svar