Koncerter

Gaye Su Akyol, 06.08.22, Badesøen Festival, Albertslund

Gaye Su Akyol @ Badesøen Festival 2022
Skrevet af Søren Hansen

Gaye Su Akyol spillede en god koncert, der kunne have været fremragende, hvis hun havde husket sin trommeslager og lidt mere showmanship.

Det er langt fra første gang tyrkiske Gaye Su Akyol er i Danmark. Om det var 5 eller 10 gange hun har spillet her, var hun uenig med sin guitarist (og partner) om. Særligt hendes album fra 2018 İstikrarlı Hayal Hakikattir blev dækket vidt og bredt i bl.a. Pitchfork og engelske The Guardian. Og med god grund. Hun blev sammenlignet med store ikoner fra sidste årtusindes anatoliske rockscene; en tydelig inspirationskilde i hendes musik sammen med navne som Kurt Cobain, Nick Cave og Einstürzende Neubauten. Hendes musik kræver mange genrebetegnelser for at komme med en dækkende beskrivelse og selv da fanger man, heldigvis, ikke det hele. Men man kan kalde det progrocket og psykedelisk synthfunk med tydeligt tyrkiske elementer, særligt i sangstilen og guitarspillet. Samtidigt er hun tydeligt politisk og aktiv både i LGBT+ og i opposition til præsident Recep Tayyip Erdogan, hvilket man kun kan have respekt tilovers for.

I går stod hun med sit lidt amputerede band, der bestod af føromtalte guitarist og en anden på bas og keys, på Badesøens store scene. Altså ingen trommer, hvilket var en skam. Til gengæld var der overraskende nok fuldt pakket af unge teenagepiger helt oppe foran. Jeg tænkte at Gaye måske havde ramt en eller anden for mig ukendt niche, indtil jeg lagde mærke til at der stod ‘Tobias Rahim’ og ‘Luder i Dubai’ i hovederne på dem og forstod at de var kommet i god tid til scenens næste koncert. Nu fik de lige lidt tyrkisk psych-rock oven i hatten og kvitterede med god energi.

Selvsikkert og solbrilleklædte indtog Gaye Su Akyol med band scenen og var veloplagte fra starten. Guitaristen og bassisten var en sand fryd at både se og høre på. Ikke nok med at de leverede deres riffs sprødt og præcist, huskede de mig også på hvor fedt herrekor kan lyde og sammen med hendes skarpe stemme var det allerede lettere fortryllende. De hårdtslående beats lød crisp og baslinjerne bundsolidt swingende. Det gav plads til en guitar som havde en spændvidde jeg sjældent har mødt, fra spaghettiwestern over rock i spændende skalaer til næsten klassisk klingende spansk guitar, elektrificeret og effektbehandlet selvfølgelig. 

Et højdepunkt var “Laziko”, der var lige dele 7/8-dele prog og Dick Dale-inspireret surf rock i en ret hæsblæsende blanding, men det bevægede de sig ubesværet i. Det lidt kaotiske og energiske klædte Gaye, der var klædt i et iøjnefaldende outfit med syregrønne zebrastriber og knæhøje sølvstøvler, samt den fedeste detalje: en slags chimes bundet rundt om livet, som hun oven i købet spillede på. Ret sprælsk og i stor kontrast til sine bandmedlemmer, hvis stil kan beskrives som kedelig cool. 

Mellem fede tracks med hoppende synthbass og lyden af pistolskud (og får!) stødte vi også ind i et af hendes andre fænomenale numre “Bir Yaralı Kuştum”. Grusomt funky psych-rock med orgel, dramatiske strygere og lækker percussion. Et nummer der er dybt forgældet til 70’ernes tyrkiske rock, men samtidigt lyder friskt og er fyldt med nuancer. 

Der var jævnt gode numre og gode præstationer over hele linjen, men hen mod slutningen begyndte to ting at irritere mig lidt. Sceneshowet var lige lovligt endimensionelt og man kan ikke bare klappe og danse med hænderne over hovedet en hel koncert igennem. Gaye virkede ofte sært distanceret og jeg savnede noget nærvær og løssluppenhed. Derudover var det bare utroligt ærgerligt, at trommesættet bare fik lov til at stå urørt hen, på trods af at det var mic’et op. For det havde givet det en helt anden energi og vildskab med livetrommer, især i crescendoerne og klimakserne, hvor forudindspillede trommer uvægerligt gør det lidt livløst. Et fuldt liveband kan ofte være det der rykker en koncert fra god til fremragende, hvilket fx blev eksemplificeret da forreste rækkes helt gik på scenen senere. I mine øjne havde Tobias Rahim, trods alle sine andre mangler, det sidste nærvær og showmanship Gaye Su Akyol manglede og set i lyset af den magtdemonstration må jeg erklære at Gaye Su Akyol var gode, men ikke fremragende.

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar