Koncerter

Kevin Morby, 24.08.2022, Pumpehuset, København

Foto: Chantal Anderson
Skrevet af Jens Trapp

Kevin Morby og hans syv mand store band leverede en flot koncert i Pumpehuset i aftes. Vi fik både det meste af albummet This Is A Photograph, samt dyk tilbage i tiden til højdepunkterne fra en syv album lang solokarriere.

Kevin Morby var i byen i aftes. Komplet med westernskjorte i guld; frynser på brystet og under armene. Til tonerne af et knap så kendt Elvis Presley nummer: ”If I Can Dream” kom det i alt syv mand store band på scenen. De lagde meget stærkt ud med titelnummeret fra Morbys album fra i maj This Is A Photograph, som der også stod på bagtæppet med store bogstaver. Det er et suverænt nummer og live blev det, ligesom på pladen, bygget op efter alle kunstens regler, med lag på lag af lyd og instrumenter, for til sidst at fylde hele Pumpehuset ud med lyd og indkapsle det, vi alle var kommet for: Velspillet, swingende og lidt underspillet singer- songwriter indierock med referencer til noget lidt corny country-agtigt.

Nu vi er ved Elvis, så giver det alligevel mening med netop albummet This Is A Photograph i baghovedet. Dét album er affødt af en oplevelse Morby havde, hvor hans far kom til at tage dobbelt op på sin hjertemedicin og var tæt på at dø. Denne hændelse og en kasse med gamle fotografier af bl.a. hans far, da han var på Morbys alder, fik Morby til at reflektere over tidens gang, over døden og over det at blive gammel. Morby lejede sig ind på et hotel i Memphis, Elvis’ by, og skrev dér albummet This Is A Photograph. Og netop den Elvis-sang der åbnede showet ”If I Can Dream”, bygger til dels på den vision Martin Luther King jr. havde i sin berømte tale ”I Have A Dream”, en vision Elvis delte. King blev skudt under et attentat på The Lorraine Motel i netop Memphis. Også musikerne Jay Reatard og Jeff Buckley døde i Memphis og tegner sig ind i Morbys refleksioner på albummet. Buckley havde, måske i et anfald af længsel efter et ’normalt’ liv, ansøgt om et job som sommerfuglepasser i Memphis Zoo, men druknede som bekendt i Mississippifloden hvor den løber igennem byen. Det er årsagen til titlen på Morbys sang ”A Coat of Butterflies”.

Netop ”A Coat of Butterflies” fik vi sent i sættet på Pumpehuset. Den blev leveret ufatteligt smukt og er en meget smuk hyldest til Jeff Buckley. »There’s a lighthouse on the water, throwing light back at the shore / I heard you died trying to swim towards it, now you’re living on the river’s floor / I heard the mighty Mississippi took you out with just one punch / I heard you had the voice of a sweetheart, but the sweetheart was out getting drunk,« sang Morby med en henvisning til Buckleys ufuldendte mesterværk My Sweetheart the Drunk.

Før det havde vi fået de første seks numre fra This Is A Photograph, efterfulgt af et lang dyk i bagkataloget med numre fra Sundowner og Oh My God, og et enkelt nummer fra hver af de tre albums City Music (som blev dedikeret til København), Singing Saw og Still Life, hvorefter vi altså vendte tilbage til det seneste album med sangene ”A Coat of Butterflies” og den helt nedbarberede ”Goodbye To Good Times”, med kun Morby på sin guitar og slideguitaristen på scenen, hvor de spillede nummeret i en meget fin version.

Der var flere højdepunkter under koncerten. Åbningsnummeret som jeg allerede har nævnt og hyldesten til Buckley. Men også de rockede upbeat numre som f.eks. ”Rock Bottom” blev stærkt leveret. Der var til gengæld lidt en tendens til, at de stille numre ikke rigtig løftede sig og ikke havde den hypnotisk meditative vibe, der godt kan findes i dem et eller andet sted. De fungerede fint, men løftede ikke sættet op. ”City Music” havde noget af det og med sit temposkift midtvejs og senere igen tilbage til det langsomt dvælende, kom nummeret til at stå meget smukt i sættet. Nummeret “Stop Before I Cry” bør også fremhæves; et fint øjeblik. Sangen til Morbys kæreste Katie Crutchfield fra Waxahatchee med de smukke ord: »Katie, if I hide / Then I can live in your songs forever, and you can live in mine / ‘Cause Katie when you sing to me / It’s like a melody / Comin’ off the mountain / Comin’ out the sea / Stoppin’ at the plains / Up into a Mеmphis sky / Katie, stop the song now / Stop beforе I cry«

Musikerne var dygtige. Trommeslageren var energisk og levende. Flere gange var Morby oppe at stå på trommepodiet og sammen piskede de stemningen op. F.eks. under en guitarsolo, som guitarist og producer på albummet Sam Cohen leverede. Men så stod saxofinisten (som også spillede på tværfløjte og diverse slagtøj) som en klods i havnen og i vejen, næsten, for den totale indlevelse i en solo, der ellers var ret fed. Hvorfor saxofonisten stod helt forrest dér på scenen, kan undre. Han var meget stillestående, men leverede dog nogle fine soloer og meget fine triller på fløjten. Den ekstra sanger som var med leverede en meget smuk vokal. Sine steder lød hun som Feist og havde en stærk klang i stemmen, der vakte behørigt bifald. Bassisten var sikker og lagde en lækker bund under det hele, mens slideguitaristen udover sin slideguitar også mestrede tangenterne og lavede nogle meget stærke ting.

Og Morby selv? Han var veloplagt, tændt, nærværende og leverede med sin nogle gange Dylan-agtige stemme og dialekt, andre gange Leonard Cohen eller Lou Reed-agtige lyd et flot show. Før de to ekstranumre (de to Morby-hit: “Beautiful Strangers” og “Harlem River”) blev selve sættet lukket, nøjagtig som også This Is A Photograph blev lukket, med nummeret “Goodbye To Good Times”, der slår en fin krølle på hele seancen med outroen: »Well this is a photograph, a window to the past / Of a family growing old, inside the boxing ring of time / In Bittersweet, Bittersweet, Bittersweet, Tennessee«

★★★★½☆

Skriv et svar