Koncerter

Marisa Anderson + William Tyler, 24.08.22, ALTER 2022, Århus

Foto: Natalie Black

Marisa Anderson og William Tyler åbnede lokalet op og fyldte det med varm vellyd fra henholdsvis elektrisk og akustisk guitar. Opskriften var simpel, og koncerten var ikke ligefrem ved at kamme over af stemningsskift, men kontrollen og roen gjorde koncerten mindeværdig.

Nogle gange kan instrumentalmusik virke, som om det mangler noget. Som om det er utilstrækkeligt. Nogle gange kan det virke for gentagende eller statisk. Nogle gange virker det ufærdigt eller ligegyldigt. Andre gange kan de mest simple, underspillede instrumentalnumre fylde et helt rum med en følelse, der gør, at et helt publikum holder vejret eller bare lader sig henfalde til den verden, som musikken skaber. Sidstnævnte var heldigvis tilfældet for ALTER 2022’s anden koncert. Det var intenst, behageligt og ikke mindst stemningsfuldt.

Marisa Anderson og William Tyler udgav for et år siden albummet Lost Futures. En plade med 40 minutters fortryllende guitarspil, der leder tankerne hen mod åbne vidder i kraft dens varme, knitrende instrumentale guitarsange. På albummet tager de fat på guitartraditioner så gamle som rockmusik selv, men de udvider og strækker det kendte ud. De forsøger at transcendere en klassisk guitarlyd ved netop at dykke dybt ned i det velkendte. Resultatet, Lost Features, er komplekst, men simpelt, minimalistisk, men ekspansivt. Det er især den plade, der er fokus for duoens koncert. Setuppet på scenen er interimistisk, og man finder kun to forstærkere, to stole og to mikrofonstativer, foruden de to musikere, Anderson med en elektrisk guitar og Tyler med en akustisk.

Men de kollaborerende guitarekvilibrister laver ikke bare repetitiv americana med spor af folk og country. Eller jo, det gør de måske, men effekten er af deres kompositioner overgår den beskedne betegnelse med længder. De har i hvert fald nogle opbygninger og noget fingerspil, der gør, at man virkelig spidser ører og lader øjnene følge gribebrætterne. Der bliver leget med tangorytmer, og der bliver taget jazzakkorder. Det kan lyde som banale virkemidler, men musikken føles på en og samme gang enkel og kompliceret – det i sig selv er fascinerende. Musikken klinger af amerikansk ørken og lugter lidt af hedeslagets støvede hallucinationer. Men man bliver ikke døsig. Der er detaljer, som når Tyler tilsyneladende begynder at improvisere over Andersons grundriff, der pirrer og prikker.

De to musikere benytter kun mikrofonerne, når der skal snakkes mellem numrene. De formår at få hele festivalen til at virke som det mest hjemlige og velkommende lokale i byen, og hele showet er meget nede på jorden. Tæt på individet og intimt. Det bliver en anelse akavet, da Anderson snakker om skadefryd og siger »I’m sure there is a word for that in German,« og jeg bliver i tvivl, om de ved, hvor de befinder sig. Specielt taget i betragtning, de lige har rost ALTER og publikum til skyerne for, hvor unik en festival det nu engang er. Men der bare lidt stille, og så klimprer de ellers videre på de seksstrengede.

Cirka halvvejs i settet spiller de et solonummer hver. Anderson spiller ”Little Sister”, der handler om »the fiercest kind of love.« Det er et uptempo countryklingende nummer, der har det helt rigtige niveau af reverb. Det lyder analogt og kælende. Jeg fornemmer kærlighed i lokalet. Derefter spiller Tyler sit eget nummer, der byder på et langsommere tempo og en mere atmosfærisk folket stemning. Det er nogle gode kontraster, de får lagt for dagen, og man kunne faktisk godt have brugt endnu flere af dem. Numrene er ikke decideret ens, men koncerten bliver meget én sindsstemning på godt og ondt. Det er rigtig dejligt at lukke øjnene lidt og bare hengive sig til guitaren, men man kunne godt bruge flere skift i dynamik og stemning.

Til allersidst får vi albumlukkeren fra Lost Futures, ”Haunted by Water”. Det er en næsten ni minutter lang sag, der sløvt og glitrende folder sig ud fra et basisriff spillet af Anderson. Hun står for det stramme og tight guitarspil på den elektriske, mens Tyler tager sig af det mere udflydende og svævende på den akustiske. Det vilde ved nummeret er, hvordan det bliver mere og mere flydende og næsten kosmisk, men så stopper det brat, og americana-riffet er tilbage. Sangen starter forfra. Og sådan sker det et par gange. Hver gang er det lige overraskende og forløsende. Sangen er et meget godt billede på hele koncerten. Gentagende, forførende og alt i alt beroligende. Få skift, måske for få, men de kommer på de helt rigtige tidspunkter. Marisa Anderson og William Tyler ved lige præcis, hvad de laver, og de laver guitarmusik, man bare skal læne sig tilbage og svælge i.

★★★★½☆

Fotos af Natalie Black

Skriv et svar