Plader

OTOOTO: Dosage

Skrevet af Søren Hansen

Oilly Wallace og Jonas Dues OTOOTO viderefører mange af de gode takter fra sidste års nyklassiker af et debutalbum. Desværre er sangskrivningen flere steder halvfærdig, og produktionen lader en del tilbage at ønske. Dosage er et skridt tilbage, men forhåbentligt kun for at tage to skridt frem.

Den unge danske jazz er inde i en ægte guldalder og har været det siden cirka 2013, da Bremer/McCoy udgav debutalbummet Enhed og Girls in Airports udgav Kaikoura. To albums, der viste nye og spændende steder hen og fik jazzen ud til et ungt publikum, der ikke vidste, at de gik og manglede det. Denne nye generation tilføjede en god portion indie-sensibilitet, gode melodier og fokus på produktionen. Numrene blev kortere og den frie improvisation nedtonet. På denne måde kom der et overlap mellem jazzlyttere og indielyttere.

Inden for denne såkaldte indie-jazz finder man den københavnske fusionsretning. I den ene sprælske og mundharmonikaekvilibristiske ende har vi Mathias Heise Quadrillion og i den anden mere smooth 70’er-ende har vi navnlig Tabloid, anført af guitargeniet Johannes Wamberg, samt lige netop OTOOTO med trompetisten Jonas Due og altsaxofonisten Oilly Wallace i spidsen. 

Særligt Johannes Wamberg og Oilly Wallace har været helt centrale på den danske jazzscene siden midten af 2010’erne, hvor særligt deres fortryllende duo-album med jazzstandarder Easy Living fra 2016 slog deres navne fast. Sidste år udsendte deres respektive grupper hver deres banebrydende debutalbum. Tabloid, hvor Wallace også er med, udsendte en selvbetitlet straight 6/6’er, og OTOOTO kom med This Love Is For You, der var en stærk 5’er. Således dannedes en fælles front, der udstak en ny kurs for moderne dansk jazz, med funky trommer, lækre keys, soulet guitar og bas og de skønneste blæsermelodier. De musikalske referencer var Steely Dan, japansk city pop, en smule neo-soul og 80’er-jazz fusion. Resultatet var vintage, vellydende og smooth som bare pokker. 

På dette nye album Dosage har vi samme besætning som sidst. Oilly Wallace og Jonas Due på henholdsvis altsax og trompet, Calle Brickman på keys, Andreas Svendsen på trommer og Matthias Petri på bas. Ligesom sidst gæster Johannes Wamberg og svenske Lucky Lo nogle numre (denne gang som leadvokal), mens Tobias Stavnsgaard byder ind med trombone, Rasmus Skov Borring med pedal steel, og E. Brown rapper. Den stilmæssige linje lægger sig tæt opad forgængeren, og missionen er udtalt: Jazzen har altid udviklet sig og været i symbiose med skiftende tiders kulturelle landskab, og derfor er det vigtigt at bevæge sig fremad og inkorporere samtidens strømninger. Vores musikalske samtid er nostalgisk, poptimistisk og easy on the ears. Derfor er albumtitlen også velvalgt: Dosage er en blanding af sukker og vin fra ældre årgange, der tilføjes champagne for at balancere forholdet mellem sukker og syre. Dosage er let, boblende og delvist gammel vin på nye flasker. 

Nok om det. Dosage er desværre ikke lige så god som This Love Is For You og det ærgrer mig helt vildt. Men lad mig begynde med, hvad der fungerer, for det er heldigvis stadig en del. “Cherry Icecream” lyder som en tilbagelænet californisk sommer. Groovet yachtrocker derudaf, guitaren spiller som solstrejf i bølgerne, blæserne er varme og milde som aftenbrisen. Trompet og sax kører call and response for så at samles og siden dele sig igen, og de langstrakte melodier hvirvler rundt i hovedet længe efter. Elementerne er egentligt ganske enkle. De er bare mesterligt afstemte, og Tobias Stavnsgaards trombone og Johannes Wambergs guitar tilføjer en lydmæssig dybde, man sidenhen savner. 

Måske er det en tilfældighed, men “Everything Matters To Me”, det andet nummer hvor Wamberg medvirker, er for mig det andet mest vellykkede. E. Brown, med det borgerlige navn Elias Anguyo Arentoft Jensen, disker op med en omgang old school 90’er-rap, der på tekstsiden er lidt en sludder for en sladder, men lydligt fungerer det vildt godt. Hip-hop med jazzet liveinstrumentation er næsten altid en fryd, da underlægningen er mere nuanceret og dynamisk, samtidig med at der holdes fast i det fundamentale ved 90’er-hip-hop: Nemlig at det rytmiske skal fremkalde akutte nik med nakkerne, for at bruge et Raske Penge-udtryk. Det opnås her på fineste vis: Bas og guitar spiller et kort ostinat, der accentuerer offbeatsne og efterlader plads i slutningen af hver takt, samtidig med at de ikke trækker tonerne ud og på den måde næsten bliver rent rytmiske elementer. Det går smukt i spænd med trommerne, der spiller 16-dele i hi-hatten med svage offbeats og på den måde opstår det groove, som det hele handler om. Såre simpelt, og det lyder bare godt. 

Det sidste nummer “One Berry To Carry” er også glimrende. Et svævende track, der bygger sig op i ét langt crescendo nummeret igennem. Synthesizeren er i space-age mode, og blæsere med delay er meget sundt for sjælen. “Dish” og “Spruce” er også værd at bemærke positivt, selvom de ikke helt er af den kaliber, der kan bære et album. De har snarere karakter af virkeligt lækkert fyld. Førstnævnte er i høj grad båret af blæsersamspillet og sidstnævnte af længere soli, hvilket ikke er noget OTOOTO ellers gør sig voldsomt meget i. 

Men hvad er så mit problem med Dosage? For det første er nogle af numrene bare hverken godt nok skrevet eller udført. “MLF” er den store synder, hvor synthesizeren får lov til at træde frem i rampelyset. Patchen er for basic, melodien er virkeligt træt, og det er underligt utight. Jeg må indrømme, at “MLF” for mig er lige til at springe over. “BakaBaka” mangler fylde i lyden. Først og fremmest føles mixet lidt tyndbenet, men instrumenterne ligger også for meget i samme mellemhøje toneleje. Læg dertil, at keyboardist Calle Brickman overspiller sine kort med en lang og enerverende synthsolo. 

De sidste to sange med Lucky Lo er dem, jeg har det mest ambivalent med. Jeg synes, at hendes dybe Nico-agtige stemme er fed og fungerer fint til musikken, men heller ikke på denne plade bliver koden til den gode fusionspopsang fundet. “You Should Know Me Better” har et vers, hvor vokalen bare følger akkorderne i keyboardet, for så at blive mere spændende i omkvædet, der lyder som et Weyes Blood-take på genren. Det instrumentale fejler ikke noget, og nummeret er ret godt. Det er bare en skam, at de ikke har skærpet nummerets sangskrivning. Det andet nummer med Lucky Lo, “Take A Little Time”, har mindre kørende for sig. Det er et nummer med træk af noget sen-Beatlesk, men uden samme høje niveau desværre. Det er ikke dårligt, det bliver bare næsten gennemsigtigt, og det er det, der er den lurende fare. Vellyd kan nemt slå over i ligegyldighed.

Jeg synes, at albummet er noget mere ujævnt end debuten. Det er stadig godt, men ikke den euforiske oplevelse, jeg havde håbet på. Min tillid til at OTOOTOs næste album bliver smågenialt er dog stadig intakt, for de er nogle af Danmarks allerbedste musikere. Punktum. Og de har en vision, der er ambitiøs og forbilledlig, og som der ikke mindst er fremtid i. Derfor skal du gøre dig selv den tjeneste at høre dem live så snart som muligt – hvis du bliver skuffet, giver jeg pengene tilbage.

★★★½☆☆

Skriv et svar