Plader

Stella Donnelly: Flood

Det er tre år siden Stella Donnelly udkom med albummet Beware of The Dogs. Opfølgeren hedder Flood og endnu engang formår Stella Donnelly at bruge blandingen af musik og lyrik til at fortælle både skæve, yndige og følsomme historier, som man kun alt for godt kan relatere til.

Det er efterhånden længe siden, Stella Donnelly brød igennem med nummeret ”Boys Will be Boys”, som udkom i 2017 og var en del af hendes EP, Thrush Metal, fra 2018. Sangen ramte ind i en samtid, hvor fortællingen om venindens overgreb, overgrebsmanden som bagatelliserede handlingen og skammen, der fulgte efterfølgende, var endnu et vidnesbyrd i den #MeToo-debat, der rasede. Publikum tog vel imod singlen, og den satte gang i karrieren. Sidenhen udgav Stella Donnelly sit første fulde album, Beware of the Dogs, hvor “Boys Will be Boys” også var inkluderet.

Nu udgiver hun så den svære to’er. Albummet hedder Flood, og Stella Donnelly har ikke forsøgt at opfinde den dybe tallerken. Fokus er endnu engang på teksterne og de følelser, hverdagens situationer byder på. Der bliver dog leget mere med det musikalske billede, som f.eks. i sangen “Medals”, hvor der er smidt en forførende saxofon ind over koret, i nummerets sidste tredjedel, og den fører sig frem på samme måde som sangens hovedperson, der overfladisk fremviser alle sine medaljer. Stella Donnelly bryder løbende ind i saxofonen og koret med den simple tekst »telling lies, telling lies« som for at påpege, at du ikke skal dømme en bog på omslaget.

Efter udgivelsen af første album turnerede hun verden rundt og fandt på sin vej en gruppe musikere og kunne pludselig kalde sig et band. Om de har haft meget at sige under indspilningen af Flood, ved jeg faktisk ikke, men det lyder sådan. Selv de helt simple numre trækker på flere elementer end blot lyrik og guitar, som eksempelvis “Underwater”, der lyder næsten skrøbelig, som om nummeret kan gå i stykker, hvis du skruer for højt op for højtalerne. Sangen handler om følelsen af at drukne, mens alle omkring en passer hverdagens morads. Her dukker der også en blød blæser op i baggrunden, og det musikalske bygges langsomt op  på en raffineret måde, som ikke var til stede på hendes to tidligere udgivelser.

Når det så er sagt, så kræver Flood lidt mere af lytteren. Teksterne er ikke helt så lettilgængelige og udover pladens tre singler, skal man lære sangene at kende, før man virkelig kan værdsætte dem. Lyrikken er ikke helt ligeså catchy og ligger ikke helt så meget i forgrunden på den nye plade, hvilket gør, at man ikke med det samme fanger de små historier, Stella Donnelly er så god til at fortælle.

De tre singler “Flood”, “Lungs” og “How Was Your Day” er de mere upbeat numre på pladen. De fanger opmærksomheden og sidder fast i hovedet efter første gennemlytning. Jeg tog mig selv i at gentage linjerne, »Don’t watch us when you leave, won’t let you see us bleed«, igen og igen efter jeg havde hørt “Lungs” første gang. Den faste trommerytme, der slår tempoet an nummeret igennem, har samme ørehængende kvalitet som vokalen, og samspillet mellem de to gør, at åbningsnummeret er en reel ørehænger.

Det andet nummer på pladen er “How Was Your Day”, som har mange af de samme kvaliteter som åbningsnummeret. Med en simpel taktfast tromme og en vokal, der er nem at synge med på. Nummeret drager desuden mine tanker hen på “Tricks”, fra hendes første album. I både “How was your day” og “Tricks” beskriver Stella Donnelly dynamikken i et parforhold, der ikke kører helt som det skal, men ingen af parterne vil være den, der afslutter det. Et tema der fremstår helt tydeligt i linjen »Never wanna be the one to call it off,« som gentages fire gange i c-stykket af “How Was Your Day.”

Gældende for begge numre er, at det er numre, man husker og hurtigt forelsker sig i. Det står lidt i kontrast til resten af pladen, der, som sagt, kræver lidt mere investering og flere gennemlytninger før man falder for dem.

Flood er en plade, hvor Stella Donnelly ikke kun er lyrik og guitar. Modsat første album og EP er musikken mere nuanceret på Flood, hvor der på tværs af albummet gøres brug af flere forskellige instrumenter. Det gør, at man bliver mere forført af musikken på Flood, og det giver pladen et mere nuanceret lydbillede, end Stella Donnelly før har haft. Man bemærker det instrumentale på tværs af pladen, men det tager også fokus fra det, Stella Donnelly er bedst til. Hendes vokal lytter man først rigtig til, tredje eller fjerde gang man hører numrene. Altså med undtagelse af de tre singler, hvilket er en skam for det er i lyrikken, Stella Donnelly virkelig skinner.

De let tilgængelige elementer på Beware of The Dogs, der bare fungerer perfekt sammen, gør at den plade, i min optik står en smule stærkere. Her er temaerne i teksterne lige så veludførte, men sangene indeholder et element af humor, der er forsvundet på Flood. Overordnet set har Stella Donnelly dog lavet en stærk opfølger til den første plade og til trods for, at Flood til tider falmer en smule sammenlignet med debutpladen, så formår Stella Donnelly stadig at vise, hvilken kunstner hun er. En charmerende historiefortæller med et band i ryggen.

★★★★☆☆

Skriv et svar