Plader

Viagra Boys: Cave World

På de svenske post-punkeres tredje album slipper Viagra Boys deres indre abe løs. Fortællinger fra det globale samfund møder tør humor på en udgivelse, der dog fremstår en smule unuanceret.

Viagra Boys’ forsanger Sebastian Murphy har set dokumentarer om aber. Selv hvis han ikke selv have udtalt det, er det ikke ligefrem svært at gætte, for aben spiller en enorm rolle her på bandets tredje plade, Cave World. Aben som symbol på pladens tema “menneskets de-evolution” er virkelig til at tage at føle på: De fleste numre handler på en eller anden måde om menneskehedens tilbageskridt set fra forskellige perspektiver. Mere aktuelt bliver det vist ikke, og Murphy som sangskriver har heldigvis aldrig været bange for at give sin ærlige mening om tingens tilstand.

Vi begynder som en flue på væggen hos en konspiratorisk keyboardkriger med drømme om masseskyderier på “Troglodyte”, og med trommespeederen i bund og et skævt, elektronisk beat henover synger Murphy om den gængse alt right-type: »He says he don’t believe in science / He thinks that all the news is fake.« Det konspiratoriske tema fortsætter på “Creepy Crawlers”, hvor Murphy har ladet sig inspirere af et interview med en antivaxxer og efteraber dennes rablende snak med tekster som: »Can you believe it, lizard people / Oh, they’re harvesting our children.« Musikken er intimiderende; marcherende trommer truer og guitarens støj pirker til paranoiaen, det er skønt skruet sammen. Det mere langsomme nummer “The Cognitive Trade-Off Hypothesis” sætter abesymbolet på spidsen og understreger, at mennesket faktisk bare er en ringere version end aben: »Our ancestors were very weak / The other chimps kicked ’em out of the trees.«

Men der er også plads til sædvanlig sort humor og syret satire. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når fortællingen om den slemme, slemme Jimmy på den dejligt larmende “Baby Criminal” tager et surrealistisk tvist, og Murphy vræler: »He even killed a squirrel and turned it into a hat.« Eller når han i fortællingen om at blive (uretmæssigt?) beskyldt for at stjæle en jakke surt vrisser »so quit bitchin’, motherfucker« ad sin anklager på “Ain’t No Thief”. På den bluesede, fjollede “Big Boy” får bandet besøg af rimsmeden Jason Williamson fra britiske Sleaford Mods, der har fået æren af et par linjer om, ja, en stor dreng med cowboyhat og et stort TV. Det giver ikke så meget mening, men det er ret sjovt, og rock n’ roll er det i hvert fald.

Disse små, skæve historier er både originale og kreative. De imponerer med deres fantasifulde fortællinger og hæver numrene til et mere interessant niveau. Historierne om menneskehedens tilbageskridt fungerer imidlertid knap så godt. Måske er det, fordi Murphy ikke står på et podium og taler til masserne, men i stedet ytrer sin mening i et ekkokammer, (og uden alt for meget research tør jeg godt påstå, at de fleste, der lytter til Viagra Boys, er enige med Murphy.) »Well I’m afraid of my neighbors / They look much different from me / I think they’re planning something sinister / With the global elite,« synger han på pladens store finalenummer, “Return to Monke”, fra et parodieret, ekstremt højrefløjsperspektiv. Men når man synger til sit eget publikum, der befinder sig på den anden side af det politiske spektrum, så ansporer det i bedste fald et hav af anerkendende nik, og i værste fald tangerer det latterliggørelse. Der sparkes ikke opad, der gøres ikke grin med Trump eller Richard B. Spencer. Jeg er ikke helt sikker på, at målet helliger midlet her.

★★★★☆☆

Skriv et svar