Plader

Whistler: Telltale Sauce

Skrevet af Emil Ahle Petersen

Der er noget smukt at hente i balancegangen mellem det rå og det polerede, og på Whistlers andet album forsøger bandet på kreativ vis netop at udforske dette område – dog med blandede resultater.

Blot et halvt år efter udgivelsen af deres seneste EP, ApocalypzZzz, er Whistler tilbage med endnu en samling af nyskrevne sange, som denne gang udgør bandets andet album, Telltale Sauce. Bandets medlemmer har før medvirket i blandt andet Marching Church og Lower, og når man lytter til Whistler, er det ikke svært at få øje på den røde tråd. Fusionen af det smukke og det grimme såvel som det sløsede og det gennemarbejdede er netop nogle af de fælles træk, der er med til at skabe denne musikalske kontinuitet, som Whistler på Telltale Sauce anvender til at tage endnu et skridt mod sin egen plads på den danske rockscene. Og med flere kreative idéer leverer bandet en god grund til at følge dem på denne rejse.

Denne balancegang udforskes allerede på albummets smukke åbner, ”Soyuz Hay”, der med sin lineære struktur gør det nemt for lytteren at lade sig drage med ind i albummets lydunivers. Titlen refererer til det russiske rumfartøj Soyuz, og teksten indeholder flere kosmiske referencer, som det svævende guitar- og trommespil på flot og sammenhængende vis er med til at understøtte. Sangen er desværre også albummets første tilfælde af uforløst potentiale, idet sangens opbyggende karakter sagtens kunne have tålt en mere intens og kreativ instrumental kulmination.

Det går heldigvis nok i denne omgang, og albummets højdepunkt, ”Nervelicker”, overtager straks herefter. Sangen hopper frem og tilbage mellem lyse og staccato guitarakkorder og et rodet, men dog atmosfærisk guitarjam, som læner sig op ad de bedste slacker-bands fra 90’erne. Det samme kan siges om nummerets efterfølgende stykke, hvor forsanger Louis Scherfig på opgivende vis erkender: »Same wave, different ocean,« inden Ditte Gyldendal Ambys vokal skyller hen over et energisk og veludført temposkift – en vokal, som må siges at udgøre meget af albummets skønhed.

Den energiske slacker-rock fortsætter på den efterfølgende og betagende ”Shakespears Currency” – albummets første single – mens ”Salty People” herefter fungerer som et tiltrængt træk i bremsen. Men selvom Whistler her lægger fint ud, så lider den desværre af en retningsløshed, som bandet igennem seks langtrukne minutter forgæves forsøger at bryde med. De ender til sidst med at give op, og sangen slutter brat, hvilket måske ikke havde føltes ligeså dovent, hvis ikke en sådan pludselig afslutning også ender med at forekomme andre steder på albummet.

Det er kombinationen af denne retningsløshed og den førnævnte tendens til ikke at forløse det potentiale, som bandets gode idéer ellers bringer med sig, som i sidste ende er albummets største svaghed. Man oplever det også på titelnunmmeret, der ellers starter fint ud, men som – i stil med pladeåbneren – alligevel ender med at slutte fladt og uforløst. Retningsløsheden opleves endda endnu kraftigere på ”Aqua+Polo”, som på flere tidspunkter lyder, som om hvert af bandets medlemmer spiller deres egen idé, uden tanke for hvorvidt de egentlig komplementerer hinanden. Dette er ikke mindst ærgerligt, når man tager introens tunge, skarpe og guitarbårne stykke i betragtning.

Men når det er sagt, så er der dog stadig flere gode og mere gennemførte idéer at finde på Telltale Sauce. Den seneste single, ”Revenge of the Real”, er både sprængfyldt med god energi og meget fængende. Ambys vokal er en smule lav, men den står stadig smukt i kontrast til versets fremstormende energi. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Scherfigs vokal bades i autotune undervejs, hvilket ender med at gøre sangen en smule mere fjollet, end den egentlig havde behøvet at være. Men man må da respektere bandets lyst til at eksperimentere og afprøve elementer, som man sjældent hører i sådan et rocknummer.

”Crack” fungerer fint som er par minutters pusterum, men havde den foregående titelsang haft en større gennemslagskraft, havde dette pusterum nok været mere tiltrængt. ”I’m Gone” bulderer afsted med knasende guitartoner og fede akkordgange, inden et stramt trommegroove får lov at samle det hele sammen halvvejs inde i sangen. Herover klager Scherfig på opgivende vis: »I’m gone, you’re right, I don’t belong,« og sangen ender med at fungere som en effektiv kulmination på albummets lyriske tematikker, der cirkler omkring fremmedgørelse og magtesløshed. Igen måtte sangens eskalerende afslutning godt have fået en mere intens behandling, selvom tilføjelsen af den flanger-agtige effekt må dog siges at være det bedste forsøg, som bandet har gjort sig på albummet.

Der er flere mangler at finde på Telltale Sauce. Whistler lægger oftest ud med en meget god idé, men når det drejer sig om en videreførelse eller en effektiv overgang til et nyt og meningsfyldt stykke, når bandet ikke altid helt i mål, selvom de nu ellers har meget at byde på. Deres kreative sans for dyrke området mellem det rå og det polerede såvel som det euforiske og det sobre er til gengæld, hvad der gør bandet interessant at lytte til. Og når de bedst betræder dette område, så er det også dér, at det er nemmest at følge bandets fortælling.

★★★★☆☆

Skriv et svar