Singlr

Fredagssinglr: Una-Luga – Brilliant Red ft. Medusa

Skrevet af Simon Freiesleben

Med en drømmende synthlyd, perlende strenginstrumenter og en vuggende vokalpræstation spiller Una-Luga efteråret ind med singleudspillet Brilliant Red fra deres kommende EP.

Bag det lettere mystiske alter ego Una-Luga står kunstneren Frederikke Krebs Bahn, der er akkrediteret som talsperson for bandet, men som – så vidt redaktionen har kunne researche sig frem til – også står for både musikken og vokalen.

Uanset hvor mange der er involveret i projektet, så er det seneste udspil fra Una-Luga i form af ”Brilliant Red ft. Medusa” en fin lille popperle, der denne fredag er skyllet op på den danske musikscenes kystlinje. Virkemidlerne er egentlig simple, men samspillet mellem den bløde og smygende vokal, det drømmende synthunivers og de blidt perlende strenginstruementer løfter helheden op til en fængende lytteoplevelse.

Ved første gennemlytning fremstår lyrikken lettere uundgrundelig – de på overfladen ganske klassiske og romantiske poplinjer fremstår på en måde lidt off. Selvom de leveres med en kælen vokalpræstation, så er der en konstant undertone af noget urovækkende: » Pointing with your fingers on the wall / claiming that you care / This would feel okay for you / For you, who have no heart!«

I pressemeddelelsen forklarer Frederikke Krebs Bahn selv, at ”Brilliant Red ft. Medusa” er en forløber for hendes kommende EP Gel (The Great Awakening), som er opbygget konceptuelt for at starte en samtale omkring ligestilling mellem kønnene – og som afspejler to sider af dagens kvindesyn. Det ligger også Frederikke Krebs Bahn på sinde at sætte fokus på kvinder i undergrundsmusikscenen, fortæller hun:

»Jeg ønsker, at give folk noget lækkert at lytte til, og med en spændende og anderledes historie at dykke ned i. Og med indhold som forhåbentlig kan starte en samtale om hver vores position i samfundet. Derudover er det vigtigt for mig, som kvindelig undergrundskunstner, at blive ved med at lave det, jeg synes er sjovt, og dele det, så det er synligt – Jo flere kvinder vi er som producerer, jo flere er der for andre piger og kvinder at spejle sig i.«

Skriv et svar