Plader

Morten Schantz Trio: Passenger

Skrevet af Søren Hansen

Den seneste udgivelse fra jazzpianisten Morten Schantz er fyldt med både livlige melodier og overskudsramt improvisation, samtidig med at albummet skriver sig ind i en stolt skandinavisk jazztradition. Enkelte kompositioner og bassen læner sig dog lidt for meget tilbage på bagsædet.

Jazzpianisten Morten Schantz er nu at finde på April Records. Et pladeselskab, der er gået fra at være det danske svar på det legendariske britiske selskab Warp Records til at blive det mest træfsikre danske jazzpladeselskab med navne som OTOOTO, Tabloid og Little North. Og nu også Morten Schantz, der træder ind ved siden af Kresten Osgood og Emil de Waal i den lidt mere modne del af pladeselskabets katalog. Det gør han ganske overbevisende med udgivelsen Passenger

Lad det være en sidenote, dog en betragtelig en af slagsen, at coveret lader en del tilbage at ønske. Schantz sidder som babyen fra The Notorious BIG’s Ready to Die (1994) i en mundering og med en baggrund, der ligner noget fra et tvivlsomt exotica-album fra 50’erne. Visuel identitet er for vigtigt til at spilde et godt albums cover på den slags. Men hvorom alting er: Musikken!

I Skandinavien, særligt i Sverige, har vi en relativt ny, men stolt tradition for klavertrioer, dvs. klaver, bas og trommer. Fra Jan Johanssons trio i 60’erne over Lars Jansson Trio og Esbjørn Svensson Trio (e.s.t.) til Morten Schantz Trio løber der en sensibilitet, der typisk kaldes kølig, lyrisk eller impressionistisk. Der er tale om en melodisk og knap så blueset form for jazz, der læner sig opad den nordiske folkemusiktradition. Morten Schantz’ version inkorporerer elementer fra både latin, og hvad der for mig lyder som progrock med sine teknisk udfordrende taktarter og til tider storslåede præg. 

For at begynde med slutningen mærkes forbindelsen i hvert fald tydeligt på det grandiose udgangs- og titelnummer “Passenger”, der i virkeligheden ikke er særligt jazzet. Lyden vækker i langt højere grad mindelser om progrockens fornyere, Radiohead. Et slægtskab, der forstærkes yderligere af den prominente brug af synthesizerens bedstefar, Ondes Martenot, som netop Radioheads Jonny Greenwood var med til at gøre berømt på nyklassikeren Kid A (2000). Akkorderne er fyldt med spænding uden at være avancerede, hvilket med blæserne og de jazz-rockede trommer skaber en filmisk, næsten heroisk stemning. Sangen inddeler sig i flere gennemkomponerede stykker, hvoraf det første meget elegant bygger på den samme klaveropgang, der så forløses på forskellige måder hver gang. Et simpelt greb, der antyder et vist fremadskridende forløb, som resten af nummeret lineært bygger videre på ved ikke at gentage stykkerne, men konstant videreforgrener sig i nye, symfoniske faser. Et modigt valg, for man kunne sagtens have bygget en hel sang op om flere af “Passengers” delelementer.

Et andet interessant nummer er den Caravan-vuggende åbner “Mountaineer”, der begynder herligt hektisk og lyder for mig, som en slags velfriseret Andrew Hill, ment på den bedste måde. Den bevæger sig dog hurtigt over i en ret ekvilibristisk og kompleks skæv struktur, som de svinger skræmmende ubesværet i. Faren er altid, at det bliver fortænkt, men resultatet er et lille jazzmirakel. Det er ikke mindst trommeslager Janus Templetons fortjeneste, fordi  han konstant udfordrer ridebækkenet og formår at være fremaddrivende og tilbagelænet på samme tid. Og i anden halvdel af nummeret disker han op med nådesløs 7/4-funk, der næsten burde være forbudt. Han er generelt et lyspunkt på pladen.

Anderledes anonym er bassist Morten Ankarfeldt, udover på hans (går jeg ud fra) hyldestsang “Ankarhelten”, der lægger sig i den avancerede del af den i øvrigt udmærkede genre ‘kunne være jingle til et Ane Cortzen-program på DR2’. Her er hans bas livlig og får lov at være i centrum, selvom den i sangens mere jazzede stykker glider ind i væggen i en ordinær walking bass. Samspillet mellem trommer og bongoer stjæler faktisk showet og er en påmindelse om, hvor vigtigt percussion er for groove. 

“Hidden Islands” fortjener også at nævnes, som det mest rendyrket skandinavisk klingende nummer. Det har melankoli, som slæbte det sig af sted med 50 problemer i timen, men det fnuglette trommespil og det friske tempo giver det en lækker brisende kvalitet. 

Pladen indeholder dog også numre, der keder mig en kende. “Pokhara” har et præg af third stream (jazz blandet med klassisk) blandet med et skud Snarky Puppy, uden at det dog har den finesse, der skal til. Selvom ihærdige blæsere og dyster klaverbas gør, hvad de kan, gør det ikke uden videre noget indtryk på mig. “Apia” smager lidt for meget af luft og “The Yes Cat” har hverken den melodiske styrke eller overraskelseselementer nok i kompositionen til at blive andet end baggrundsmusik. 

Morten Schantz Trio er bedst, når de leger og tør at være komplekse. Trommespillet er i topklasse og Morten Schantz’ tangenter har en fantastisk evne til at skrive knudrede melodier, der smelter fast i hjernen og leverer både dem og improvisationen med et overskud der ofte er overvældende. Dog har både bas og nogle kompositioner det med at sætte sig om på bagsædet og ikke rigtigt komme lytteren ved. Selvfølgelig lyder det godt, men den store udfordring med jazz er ikke at spille godt på instrumenterne, men derimod at tiltvinge sig adgang til lytterens aktive opmærksomhed. Det sker for det meste på Passenger, men ikke konsekvent nok til at Morten Schantz Trio får mere end 4 store U’er.

★★★★☆☆

Skriv et svar