Koncerter

Samling II, 26.08.22, ALTER 2022, Århus

Foto: Natalie Black

Seks guitarister med hver deres baggrund, hver deres ekspertise sad fredag aften på ALTER og udviste præcist hvad man lydligt kan få ud af en seksstrenget guitar. Det var ret skønt at være vidne til.

Samling er ikke et band. Lad os lige få det på det rene. Samling er et koncept udtænkt af ALTERs arrangørgruppe, som havde debut på sidste års festival. Her mødtes seks trommeslagere med hver deres ekspertise og baggrund inden for trommespil dagen inden deres koncert og komponerede et tids- og stedspecifikt værk. Succesen – for det blev det – skulle derfor gentages på ALTER 2022. Denne gange med guitarister. For konceptets mål – hvis et sådant i hvert fald eksisterer – må siges at være udforskningen af ét instruments spændvidde og begrænsninger eller mangel på samme. Så når det feltstudie ligesom var udført på trommernes vegne, måtte valget naturligvis falde på noget andet i år.

Line-uppet tæller de to amerikanske eksperimentalguitarister, der spillede en forrygende koncert om onsdagen, Marisa Anderson (der har spillet med Sharon Van Etten) og William Tyler (med ti år som guitarist i Lambchop), Emil Palme (fra Yngel og Clarissa Connellys backing band), Alvilda Reiter (også at finde i Connellys backing band), Mija Milovic (fra blandt andet Slim0 og Tidlige Armbånd) og Anders Ahle (fra Trader og Big New Prince).

Med kun en enkelt øver i bagagen, og hvad jeg tænker ikke nødvendigvis er et vildt stort kendskab til hinandens oeuvre eller spillestil, forventer jeg egentlig en vis grad af slinger i valsen og måske en anelse nervøsitet fra årets Samling. De seks musikere, siddende i en rundkreds nede ved publikum er dog ikke tydeligt hæmmede af den ekstremt korte forberedelsestid – specielt taget i betragtning, at der skal komponeres et værk fra bunden. Men pres, ekstremiteter og usandsynlige forhold virker efterhånden til at være ALTERs modus operandi, og det har guitaristerne taget i stiv arm.

I hvert fald viser den første af tre kompositioner en helt enorm nysgerrighed og lyst til at opløse og udstrække genrer. Det er et nummer, som bevæger sig fra det tyste til det massive på den mest tålmodige måde, jeg længe har hørt. De starter helt stille med nærmest at ridse strengene med plektre. Det skaber de her hvinende, ultradiskante pling-lyde, som man jo godt kender, hvis man har dyrket tidlig Sonic Youth eller sågar bare har hørt The Velvet Underground & Nico. Men når seks guitarister sammen, men forskudt klimprer på den her måde, bliver det anderledes hypnotisk. I hvert fald er det min oplevelse her i sygehuskantinen. Det er ikke ligegyldig støj eller et amatøragtigt forsøg på at virke eksperimenterende. Blot en pirrende indfangning og fastholdelse af lytterens koncentration, og mine øjne og ører flytter sig konstant fra den ene musiker til den anden – for hvorfra og hvornår kommer de næste unaturlige knirkelyde, og hvad skal man i så fald gøre ved en guitar for at hidkalde dem?

Sådan hvirvles koncerten i gang, og da alle i lokalet efter kort tid er blevet fuldstændigt stille, vokser lydbilledet sig større. Ikke forhastet, der er ingen her, der har travlt. Alle de forskellige musikalske temaer, der præsenteres, svælges der i tilstrækkeligt længe, så man som lytter bliver bekendt med de følelser og stemninger, de seksogtredive strenge kommunikerer. De ensomme, tyste toner transformeres til mere sammenhængende ambiente flader, for så kun igen at blive endnu mere kompakte og shoegazede. Der er både den varme lyd fra Tylers akustiske, de mere drømmende toner fra rumklangseffekter og det mere skrattende, knitrende fra forvrængede elguitarer.

Nok er der her kun tale om én type af instrument, men det er seks forskellige guitarer, tilsluttet seks forskellige forstærkere, spillet på at af seks forskellige guitarister. Her mangler absolut intet i lydbilledet, og det slås i al fald fast, da kompositionen strækker sig helt op i post-rockede niveauer af fylde, tyngde og dramatik. Jeg må måbe. Af ren og skær imponerethed over ét; at man kan opnå den slags billedskabende, dynamisk og fysisk musik med blot guitarer, og to; at man kan skrive et fedt nummer på kun én øver.

Hvis det første nummer søgte at forene et væld af genrer, stemninger og følelser igennem dynamiske skift i tonalitet og volumen, viser det næste, hvordan guitaren kan bruges perkussivt og monotont til samme overbevisende effekt. Her bliver der hakket og slået på strengene i et højt tempo, så guitarerne lyder højspændte og skarpe. Da nogle af guitaristerne bevidst begyndt at falde ind off-beat og på den måde skaber en art polyrytmik, bliver jeg overbevist om, at samspillet de seks musikere i mellem ikke bare er godt, men fantastisk og over al forventning. Det repetitive, nærmest aggressive nummer minder mig lidt om det kinesiske band Gong Gong Gongs hypno-blues, som ligeså er mere rytmik end melodi. Det giver en ustyrlig lyst til at bevæge hovedet, men de forskelligartede taktarter ville betyde en knækket nakke, hvis jeg gjorde et forsøg, hvorfor jeg holder mig i ro stående op af en stolpe. Bare observerende og imponeret.

Det tredje nummer forsøger sig med en anderledes ekstremitet. Hastighed og dissonans skal være den sidste prøvelse for publikum. Først sætter én guitar ind med tremolopicking, som man kender det fra anden bølge black metal, og så sætter den næste ind og så videre. Der er små variationer i, hvad og hvordan de forskellige musikere spiller, og på den måde bliver der skabt over- og undertoner, der giver den isnende guitarstøj et mere fyldigt og færdigt lydunivers. Igen mangler der ikke noget, jeg savner hverken dobbeltpedal eller  skrigevokal. Faktisk udvikler nummeret sig næsten til en slags noise-mur, men det er mere dynamisk end klassisk noise. Om alle de ekstra toner, jeg hører, rent faktisk bliver spillet, eller det blot er placebo fremprovokeret af høj volumen og en intens, vanvittig spillestil, skal jeg ikke kunne sige, men det fungerer rigtig godt. Jeg føler mig i live.

Samling er et fedt koncept, og det kan ikke siges nok gange, at hvis det fungerer, som det gjorde fredag aften på ALTER, så er det dybt imponerende og mindeværdigt. Seks musikere, der knapt har nået at lære hinandens guitarstile at kende, fik fuldstændigt endevendt og leget med deres instrumenter i en nørdet, men også sjov og givende undersøgelse af spørgsmålet: Hvad kan man egentlig gøre med en guitar? Svaret må hedde Samling II. Jeg takker og bukker.

★★★★★½

Fotos af Natalie Black

Skriv et svar