Plader

The Lounge Society: Tired of Liberty

Den britiske kvartets veloplagte debutplade er ungdomshyl mod konservatisme og konformitet i højt tempo. Der er bestemt grobund for noget virkelig interessant her, men i forsøget på at vise hvad man kan, drukner The Lounge Society lytteren i musikalsk ekvilibrisme.

Det skorter ikke ligefrem på britiske, eksperimenterende postpunkbands; de seneste år har navne som Shame, Squid, Dry Cleaning og til en vis grad Black Midi og Fontaines D.C. taget indiescenen med storm og været leveringsdygtige i både spændende udgivelser med noget på hjerte og højenergiske koncerter, der efterlader publikum badet i sved.

Det er således et virkelig stærkt felt, nordengelske The Lounge Society i 2021 sluttede sig til med EP’en Silk For The Starving. Men med funky jazz-tendenser blandet med god, gammeldags punk og en sund portion kritik af overklassen formåede de fire musikere alligevel at skille sig ud fra mængden, og som lytter havde man efter fire numre bestemt lyst til at høre mere.

Nu er de så klar med debutpladen, Tired of Liberty, og selvom man på ingen måde kan klandre bandet for at mangle hverken talent, ideer eller spilleglæde, så sidder man efter både få såvel som mange lyt tilbage med følelsen af simpelthen at være overmæt. Pladen oser af kreativitet og velspillede melodier proppet med smittende, tempofylde soloer, der får al den plads, de har brug for – og det er alt, alt for meget.

Tired of Liberty åbnes med den funk/punkede “People Are Scary”, hvor sanger og bassist Cameron Davey højlydt stiller det spørgsmål, introverte ofte stiller sig selv: »When will I feel comfortable with other people?« Bassen kører lystigt, mens guitaren lader strengene vandre ud og ind ad sin egen melodi, og trommerne holder det hele sammen og skaber et fint, lille nummer, som får lov at ende i en mere afdæmpet outro. Vi ryger straks over i singlen “Blood Money”, der retter sit repeterende »you’ve got blood on your hands«-omkvæd direkte mod kapitalismen, Boris Johnson, Brexit og overklassens selvbeskyttende krumspring. Igen funker bassen derudad, mens guitaren spiller et lille riff, og trommerne agerer superlim i et energisk og lettere stressende tempo. Det samme er tilfældet på ”No Driver” og på ”Beneath The Screen”. Og på ”Boredom Is A Drug” og ”It’s Just A Ride”. Og ja, egentlig også på ”Remains” og ”Generation Game”.

Pladen er nemlig indspillet på to uger, hvor næsten alle numre er skrevet lige før eller under indspilningen, og det er præcis dét, man kan høre. Archie Dewis har 100 % styr på trommer og perkussion, og de to guitarister/bassister Herbie May og Hani Paskin-Hussain har begge virkelig god sans for den drillende, dansable guitarmelodi, som bandet lægger for dagen. Davey lyder som en blanding af Shaun Ryder fra Happy Mondays og Luke Jenner fra The Rapture – en stil der passer glimrende til det stramme samspil, som de fire musikere virkelig mestrer – og bandet gør en dyd ud af at fungere som en enhed, hvor ingen er leder og alle får lige meget plads. Resultatet er derfor, at alle ideer er kommet med, alle har fået lige meget lov til at lire lige meget af på sit instrument, og det bliver på bekostning af et nuanceret album. Alt lyder simpelthen ens; som én lang jamsession.

Hvis ikke Tired of Liberty havde haft et bundsolidt omdrejningspunkt i form af den glimrende “Last Breath”, så var man virkelig blevet træt, lang tid før pladen var slut. Vi er stadig i et forholdsvist højt tempo, men det virker knap så insisterende, og med et livsbekræftende omkvæd i centrum, kan man næsten hører en frustreret generations kampråb blive født: »I will spend my last breath singing,« synger bandet lavmælt, før Davey vræler »I WILL SPEND MY LAST BREATH SINGING!« Et positivt budskab midt i en sort tid.

Pladens eneste anden rigtige afstikker er sidstesinglen, ”Upheaval”, som skaber et drømmende nummer med akustisk guitar og melankolsk stemning der viser, at The Lounge Society sagtens kan skrive mere nedtonede numre. Desværre fik de ikke gjort det nok på Tired of Liberty, og selvom der ikke kan være nogen tvivl om de fire musikeres talent for samspil, så er der halvlang vej til et helstøbt album, som virkelig imponerer.

★★★½☆☆

Skriv et svar