Koncerter

Bette, 29.09.22, Pumpehuset, København

Bette @ Pumpehuset 2022
Skrevet af Søren Hansen

Trods små uperfektheder slog Bette fast, at hun er et af landets mest lovende navne lige nu.

Bette har gennem de seneste år været et af de mest lovende navne på den danske r&b-scene. Spørger man denne anmelder, står hun bag det måske bedste danske nummer i de seneste ti år, nemlig den Emil Kruse-producerede “Fin Regn”. Et jazzet og fuldstændigt uimodståeligt nummer med vokalharmonier, der sender en direkte i den smootheste syvende himmel. Emil Kruses produktion er en fællesnævner på flere af hendes bedste numre, men hendes debutalbum fra tidligere i år, min, bød også på adskillige glimrende sange. Desværre synes jeg ikke, at det som helhed indfriede mine, indrømmet, tårnhøje forventninger. Og denne følelse af svingende niveau var desværre også til stede i Pumpehuset, hvilket skyldtes problemer, der lå både inden- og uden for hendes magt.

Før vi kommer dertil vil jeg dog lige sige et par ord om opvarmningsnavnet, August Høyen. En sød og følsom slackertype, der har haft en dyb forbindelse til Ukendt Kunstner i sine formative år, det er i hvert fald mit gæt. Hans musik bærer nemlig præg af det rast- og rodløse, det underspillede, melankolsk jazzede og det poetiske, introspektive, men aldrig højpandede tekstunivers. Derudover var han glad for at lave lidt uhøjtidelig lir med sine bandmedlemmer på en måde, der smagte af pattesuttersk galskab. Alt i alt helt fin opvarmning, lyt evt til “Vennerne Skinner”, hvis det lyder spændende.

Efter en lille pause trådte Bette ind i det højloftede lokale, med de rustikke træbjælker i loftet og blev mødt af en næsten udsolgt sal. Hun lagde ud med et udtryk, der sendte en kærlig tanke til svundne tiders jazzdivaer, i modlys med mikrofonen statisk i stativet. Og allerede fra første færd blev det slået fast, at hendes band er uforligneligt: Johannes Wamberg på guitar, Jonathan Bremer på bas og Felix Ewert på trommer. De spiller også alle i Tabloid, som i mine øjne er det utvivlsomt bedste jazzband i Danmark for tiden. På keys var Thorval Naur, som på ingen måde stod tilbage for sine medspillere. Det var tydeligt at se, at Bette nyder sit band og det med god grund.

Sangen “gørvedmig” blev eksempelvis pludselig helt anderledes levende end på pladen, hvor den er mere minimal og maskinel. Dens lette latinlyd fik luft under vingerne af Bremers groovende bas og Naurs præcise klaver. For ikke at tale om Ewers’ ekspressive trommer, der stjal showet mere eller mindre konstant. Han er afmålt, når det er påkrævet, selvsikkert swingende med lilletrommer der smælder som lynnedslag i træer. Men hans varemærke er de ubegribelige og nanometerpræcise fills, som folder sig ud over hele sættet i en tornado af trommer. Det fik Bette til at stråle og hun virkede charmerende og veloplagt, hvilket fik den søde søde tekst til at skinne klart igennem. 

“Darling” var også et andet nummer, som virkeligt flød lækkert og legesygt, så publikum blev til én vibende organisme. På “samme ting ny sang” fik vi et lille øjebliks jazzguitar i et kort intermezzo, inden Johannes Wamberg og Bette tog den i en endnu ømmere og mere nedtonet udgave end studieudgaven. Belysningen der mørkelagde sangerindens profil i skarpskåret silhuet var en smuk detalje og på en eller anden måde leder de to elementer, guitar og sceneshow, over i hvad, der ikke fungerede optimalt.

Guitaren var nemlig mixet underligt lavt gennem hele koncerten og kom overhovedet ikke til orde, hvorimod klaveret ofte var for højt. Dette er ikke i sig selv katastrofalt, men blandet sammen med at vokalen lå nede i en lydstyrke der anonymiserede den, gav det bare et unødvendigt ubalanceret lydbillede hvor detaljerne forsvandt og hierarkiet mellem hvad der er forgrund og baggrund bliver udvisket og i sidste ende byttet om. Lyset gjorde i øvrigt det samme: lyste bandet op og lod Bette uoplyst. Det kan være et kunstnerisk valg, men det virkede for lemfældigt til, at jeg finder det sandsynligt. Det her skal dog ikke ligge Bette og bandet til last, da det jo ikke er dem der styrer det.

Hvad der derimod gik mig på ved selve showet var to ting. For det første ærgrede det mig, at vokalen ikke sad mere i skabet. Særligt i starten var hendes timing upræcis, hvilket ikke går når ens melodier er så rytmiske i deres natur og til tider blev tonerne ikke ramt lige i røven, og det vil jeg altså mene at de skal i r&b. Det er ikke decideret graverende, men det forstyrrer min oplevelse og forskyder mit fokus til hvad der sker bag hende, hvilket i min optik endte med at stjæle showet. Og det er bare ærgerligt, når det ikke rigtigt er dem der burde være i centrum. 

Det skal dog ikke tage noget væk fra, at det som helhed var godt, og at Bette er en stjerne in spe. Det er bare derfor, jeg ikke kan lade være med at irriteres over de småting jeg ikke synes fungerer, fordi hvis ujævnhederne bliver jævnet ud og der samtidig bygges ovenpå, tror jeg, at hun kan lave både albums og koncerter, der ville være af allerhøjeste karat. 

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Leave a Reply