Plader

Björk: Fossora

At være avantgardekunster forpligter, og islandske Björk gør sjældent noget halvt. Det tiende album Fossora er både rasende komplekst, usandsynligt smukt og musikalsk krævende.

I den seneste tid har man ikke kunne se skoven for bare Björk-interviews. Den islandske avantgardekunstner har været overalt – fra Information til Pitchfork – og har fortalt malende om sit nye, tiende album Fossora. Luften har været tyk af stikordsfraser som »tilbage til sine islandske rødder«, »sorgen over sin mors død« og »gabber-rave i stuen«, tanken om sidstnævnte måske især pirrende. Den gav i hvert fald denne anmelder nogle vilde forestillinger.

Men selvom man ikke kan kalde Fossora for et gabber-album i sig selv, så spiller technogenren en uvurderlig rolle. For som den smukkeste guldramme indrammer den nemlig den bløde midte; en følsom samling af tekster og musik, som ikke ville give ordentlig mening uden åbningsnummeret og førstesinglen “Atopos” eller titelnummeret og næstsidste sang “Fossora”. På begge numre står Kasimyn fra den hårdtslående indonesiske duo Gabber Modus Operandi for det intenst dunkende beat. Man ser Björk på knæ for sit indre blik med næverne i den islandske muld grave, grave, grave i takt. Ned til sine rødder for selv at slå rødder.

På “Atopos” slås der rødder i kærligheden, og Björk er optimist; »Hope is a muscle / that allows us to connect« messer hun, mens beatet brager, og basklarinetterne spiller deres atonale melodi. På “Fossora” slås der rødder i Island; »We stayed / in one place long enough / to shoot down deep hyphae roots«. Fossora betyder bogstavelig talt »Hende, der graver« på lige dele latinsk og björksk, og da beatet dropper (ja, virkelig) lige omkring de to minutter og 50 sekunder, trækkes lytteren med ned i mørket under jorden. Rødderne er stærke, de kan »(..) penetrate concrete and plastic«, og selvom terrænet er goldt, så er jorden under levende og frugtbar: »Underneath monumental growth«. Også her er Björk optimist: Tabet af en mor har brændt hende ned til grunden, men det har ikke hevet hende op med rod. Et stærkt billede til et stærkt beat.

Og hvad så med den bløde midte?

Den er tætpakket med skønhed; med poesi sat til musik. Det er ikke altid, at musikken er skøn – jeg har ikke umiddelbart behov for at lytte til en basklarinet igen inden for den nærmeste fremtid – men et nummer som “Allow” med den norske sanger Emilie Nicolas er nærmest ubærligt smuk; en storslået hyldest til naturen og venskab, hvor de tos stemmer glider ind og ud af hinanden i vidunderlige lag og både overlapper og giver plads og gør hver vejrtrækning til en lige så vigtig del af melodien som stemmerne. På “Freefall” rider Björk på en bølge af forelskelse; men selvom et billede som »Safe inside the fabric of our / love-woven membrane« føles varmt og trygt, så er strygerne melankolske og vidner om en sorg, der måske stadig spøger. Der sker dog et skift mod slutningen af nummeret, hvor violinerne vender melankoli til optimisme, og Björk viser vej ud af mørket ved at repetere ordet »Illuminate«.

På “Sorrowful Soil” og “Ancestress” forsøger Björk at behandle tabet af sin mor. “Sorrowful Soil” må betragtes som en moderne salme, hvor kunstneren i selskab med et kor forsøger at finde ord for moderskabet. Magien ved Björks stemme er, at hun kan få en banal sætning som »You did well / you did your best« til at krybe langt ind under huden og ind i hjertet på enhver, der har eller har haft en mor. “Ancestress” med sønnen Sindri Eldon er anderledes tung; bombastisk i sin beskrivelse af en forælder og de tanker, man har gjort sig om personen. Vi kommer helt tæt på, helt ned i hospitalssengen og er med helt til det sidste åndedrag. Den helt konkrete pacemaker møder abstrakte ideer om separationens parfume, og så ringer klokkerne, som var man til begravelsen i kirken.

Björk gør sjældent noget halvt og heller ikke her på “Ancestress” eller på Fossora i det hele taget. Det er stærke sager. Men også musikalsk virkelig udfordrende; havde jeg ikke en tekst at klynge mig til, så var jeg druknet i dissonans. “Victimhood” trækker dig med ned i selvmedlidenhedens mudderpøl. »Felt the world owed me love« – en nærmest brutalt ærlig følelse, som ingen har lyst til at stå ved. Men lyttevenligt kan man ikke kalde det. Og jeg føler både, at jeg vidne til stor kunst fra en af den moderne musiks mest modige og interessante kunstnere, og at den basklarinet godt måtte stoppe med at spille sådan cirka nu.

Men så runder hun et langt og svært album af med nummeret “Her Mother’s House” – et nummer så smukt i både tekst og melodi, at det næsten ikke er til at holde ud. Varmt som en favn tager det imod dig efter den intense “Fossora” og beskriver moderskabet med fine billeder og varme, lyse stemmer; »When a mother’s house / Has a room for each child / It’s only describing / The interior of her heart« konstaterer Björk, mens hendes datter Ísadóra Bjarkardóttir Barney lader stemmen flyde vibrerende og behageligt mellem ordene. Et engelskhorn (en slags obo) spiller en vidunderlig melodi. Og så er alt andet er tilgivet.

★★★★★☆

Leave a Reply