Artikler Nyheder

De første 16 navne er klar til Roskilde Festival 2023

Foto: Flemming Bo Jensen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Synthpop, dansk nordicana og futuristisk R’n’B er blot nogle af de genrer, som festivalen kan præsenteres i sin første offentliggørelse til 2023-plakaten.

Der er blot 8 måneder til, at portene til Roskilde Dyreskueplads åbnes op for den 51. udgave af Roskilde Festival, som nu endelig kan løftet sløret for den første håndfuld artister, som kommer til at gæste festivalen i 2023.

Fra festivalens side skues der mod en mere mangfoldig fremtid, og om dagens offentliggørelse – som i alt tæller 16 navne – samt den vision, festivalen har for næste års musikprogram, fortæller programchef, Anders Wahrén, at »Roskilde Festival skal være synonym med nysgerrighed og mangfoldighed. Uanset om det kommer til kunstnerisk aktivisme eller musikalsk eventyrlyst, sætter kunstnerne i dagens offentliggørelse en retning for fremtiden. Det er helt essentielt for os som festival at understrege, at kunsten kan bidrage til at vise denne vej.«

Franske Christine and The Queens introducerede tidligere i år sit nye alias Redcar, hvis albumdebut, Redcar les adorables étoiles, udkommer i løbet af november. Som Redcar skruer Christine yderligere op for synthpoppen, mens man også må forvente, at der ikke bliver sparet på det medrivende liveshow, som han senest præsenterede på Roskilde Festival i 2019.

Efter hendes koncert på Countdown i 2022 er den danske nordicana-sangerinde Eee Gee også at finde på 2023-plakaten. Tidligere i år anmeldte vi hendes debutplade, Winning, som blandt andet fik følgende ros med på vejen:

»Man skal lytte til Winning for Eee Gees stemme og sangskrivning. Emma Grankvist er ganske enkelt en utrolig dygtig sangerinde, og hendes fraseringer er lig ingen andres … Nogle mennesker er født med en gave, og man må bare konkludere, at Emma Grankvist har ramt jackpot i den afdeling.«

Eee Gee er dog ikke den eneste kunstner fra 2022-programmet, som vender tilbage næste år. Japansk/britiske Rina Sawayama, der med kort varsel afløste Jack Harlow, er nemlig også at finde på plakaten. Om hendes koncert på Arena tidligere i år noterede vores anmelder, at »rent musikmæssigt fremstår Sawayama mere som en kamæleon, der behændigt bevæger sig mellem tyggegummipop, hårdtpumpede dansenumre og endda en lille [rocket] afstikker.«

Er man imidlertid mere til mørk, eksperimenterende R’n’B, er der også blevet plads til amerikanske 070 Shake, som tilbage i juni udgav You Can’t Kill Me, der agerer opfølger til debuten, Modus Vivendi, som fandt vej til vores årsliste i 2020, hvor vi konkluderede, at »070 Shakes første skridt som solokunstner lover virkelig godt. En samling af mørk, futuristisk rap, der bevæger sig i et spændingsfelt mellem sortsynede tekster, der emmer af paranoia og mismod, og på den anden side de euforiske, auto-tunede produktioner.«

I alt tæller de indtil videre offentliggjorte navne på Roskilde Festival 2023 følgende artister: 070 Shake (US), Bru-C (UK), Burna Boy (NG), Christine and the Queens presents Redcar (FR), Denzel Curry (US), eee gee (DK), Florence Adooni (GH), Hudson Mohawke (UK), Karpe: Omar Sheriff (NO), Kesi (DK), LEENALCHI (KR), Lorna Shore (US), Lous and the Yakuza (CD/BE), PRISMA (DK), Rina Sawayama (JP/UK) og SOUL GLO (US).

Leave a Reply