Plader

Dry Cleaning: Stumpwork

Til tonerne af en skrabet, små-jazzet post-punk balancerer Dry Cleaning på en knivsæg mellem monotoni og følelse. Alt sammen holdt i spænd af forsanger Florence Shaws spoken word rablerier om oddere, Antarktis og stjålne tablets. Det er galt og genialt.

»I don’t wanna go on about it – but we’re back in business«.

Så beskedent lyder det blandt andet i intronummeret på Stumpwork, Dry Cleanings anden pladeudgivelse. Og det er de minsandten – back in biz, altså. De døsige post-punkere fra South London har drejet en virkelig lækker skive, der syder af underspillet ironi og nerve, og som bare svinger – når man giver sig god tid til at lytte til den, vel at mærke.

Som det også var tilfældet på den hyldede debutplade New Long Leg (2021), så dyrker Dry Cleaning en ubønhørlig monotoni, som utroligt nok fungerer godt – selv efter flere numre, der ved første lyt ikke adskiller sig stort fra hinanden. At de formår at fastholde lytterens interesse skyldes ikke mindst, at bandet læner sig op ad en original og – ganske vist subtil – jazzet undertone, hvad de har tilfælles med samtidige engelske bands som Squid og Black Midi. 

Men her stopper sammenligningerne ellers også. For Dry Cleaning har, til forskel fra førnævnte lands- og rockfæller, et særdeles skrabet og minimalistisk take på genren. Instrumenteringen er anlagt med forbillede i 80’ernes post-punk, skåret ind til benet med kun det højst nødvendige ud i tromme-, bas- og guitarspor. Der er ikke ét gram kød tilbage på de knogler – okay, lige med undtagelse af enkelte blæserelementer sneget ind hist og her. Men selv messing kan Dry Cleaning få til at lyde døsigt og punket. 

Tag for eksempel den fænomenale åbner “Anna Calls from the Arctic” (så fænomenal at den, lidt uventet, er strøget lige ind på min løbeliste i umage selskab med “Sexbomb”, “I’m Outta Love” og andre klassikere). Et insisterende basloop og et semi-kitschet, rikochetterende beat er i centrum af dette nummer, som indledes af forsanger Florence Shaw med et prøvende: »Should I propose friendship?«. Herefter følger en masterclass i instrumentel- og vokalmæssig underspillethed: jovist introduceres en tolvstrenget guitar og en saxofon (som Shaw fornøjeligt nynner med på), men nummerets minimalistiske form – den klaprende rytme, bas-loopet, og Shaw der læser op af et slags fragmenteret rejsebrev fra Antarktis – skaber et nærmest umærkeligt, men groovy crescendo.

Kvaliteten af denne minimalisme, som karakteriserer hele pladens lyd, skyldes især forsangerens gennemborende vokal, som hun skødesløst smører ud over et patchwork af ironiserende og indimellem (ufrivilligt?) meningsfulde tekster. Forsanger er nok ikke ordet at beskrive Shaw med, for hun taler, ikke synger, ret beset, fra ende til anden. På nogle numre fremfører hun nærmest en slags enmandsdialog, hvor hun, som her på “No Decent Shoes for Rain”, repræsenterer begge samtalepartnere:

»You can take control of my body and my mind / why do I trust you? / the answer is: I don’t and I never will«

Der er en sær magt og kraft i, at hun besidder både spørgsmålene og svarene. Denne spoken word form kunne måske nemt blive forceret i længden, men Shaw har dels en glasklar og klangfuld stemme, som er virkelig dragende, dels en fuldstændig impeccable timing (som de siger derovre). 

Timingen er essentiel her. For med den vokale monotoni hun lægger for dagen, betyder det mindste udsving, den mindste skingre intonation, at man ryger helt ud på kanten af sædet – “Gik hun lige en halv tone op?”. Hun har os, med sin kølige stemme og engelske accent, i sin hule hånd, og derfor er minimalismen virkelig effektfuldt. Derudover er der en vildt fed rytmemæssig timing i vokalen, som til tider er mere r’n’b- eller rap-relateret end den er rocket. Hendes stemme er som et blødt slagtøj. 

På den finurlige “Kwenchy Kups” er dette særligt tydeligt. Instrumenteringen er nærmest klassisk indie på Smiths eller Cure-måden, men Shaws skæve tekst, der løber staccato-agtigt og falder mellem slagene, giver det et sært og mere muntert udtryk. Og så elsker jeg bare den akavede, rablende tekst – i det som måske er pladens eneste omkvæd – om at gå ned og se på mærkelige dyr (»Things are shit, but they’re gonna be okay / and I’m gonna see the otters / there are no otters / there are / but we can check / and I’m gonna see the water caterpillar«).

Shaws tekster er som en algoritme, der er ude af kontrol, og hvis kode man derfor ikke kan gennemskue. Det overrasker mig, at jeg ikke bliver irriteret over den lidt lemfældige sammensætning af tanker og tale. Men resultatet er virkeligt underholdende og mærkes flere steder også bevidst, omend subtilt, politisk. Som f.eks. på den fandenivoldske “Hot Penny Day”, der er underlagt en vibrerende, nærmest funky bas og et ildevarslende guitarlick. Her udsiger Shaw blandt andet den i mine øjne geniale sætning: »I don’t want to enter your bank account and give you nightmares / but I guess I don’t ever ask for what I want / I see male violence everywhere«. Det føles derfor lidt som en feministisk trussel, når Shaw senere henover en vrælende saxofon bedyrer, at: »It’s hot penny day / there’s a spook out«.

Der er endeløse eksempler på sjove one liners i teksterne, som løber med det meste af min opmærksomhed på pladen. Alle 11 sange bygger på en rimelig vandtæt opskrift bestående af et gentagende guitar- eller basmønster som det bærende element. Nogle numre har en traditionel, atonal punk vibe, som eksempelvis “Gary Ashby” eller “Driver’s Story”, der begge har et let enerverende, forvrænget hook. Andre numre, heriblandt Stumpworks titelnummer, er mere psych’ede i deres døsigt opbyggende udtryk, som ikke mindst er frembragt ved brugen af en tolvstrenget guitar og blæserinstrumenter. Omend den sidste gruppe af numre er de mest vellykkede isoleret, så har Shaws underlige, forunderlige fortælletrang en imponerende evne til at binde Stumpworks bidder sammen og fortrænge monotoniens dårlige sider.

Udskift derfor “show” med “album”, og så har du herunder Shaws egen opsummering af anmeldelsen på nummeret “Liberty Log”:

»It’s a weird premise for a show, but I like it«.

★★★★★☆

Leave a Reply