Plader

Christine & the Queens: Redcar les adorables étoiles (prologue)

I skikkelse af den maskuline persona Redcar er Christine & the Queens tilbage med et lidt rodet følelsesepos, der låner toner fra både 80’er funk, blues og arabiske skalaer. Den ellers karakteristiske og mundrette elektropop er, med andre ord, gået fløjten.

Redcar les adorables étoiles (prologue) er på flere måder et lidt overraskende pladeudspil fra franske Christine & the Queens. Både fordi lyden er langt mindre veldefineret end på de tre succesfulde forgængere (Chaleur humaine (2016), Chris (2018) og La Vita Nuova (2020)), men også på grund af udgivelsens timing. Pladen er skrevet og indspillet i 2021 på blot to uger i frontperson Chris’ hjem i Paris, efter sigende ud fra en målsætning om, at han ville skrive én sang om dagen. Dette omtrent samtidig med den annoncerede femteudgivelse, der er indspillet med en af tidens store popproducere, Mike Dean (Madonna, Drake, The Weeknd), og som er planlagt til udgivelse næste år.

Når først man har hørt pladen, er det svært ikke at tænke, at det sgu også lyder lidt som en plade, der er lavet på to uger. Omend jeg generelt gerne vil holde mig for fin til at kvantificere musik, er mit indtryk her, at det tidspres nok har kompromitteret indholdets dybde. Det er i hvert fald et album, der fremstår meget skitseagtigt. Stik imod frontperson Chris’ intention – at pladen skulle være et mere autentisk og eksperimenterende projekt end det, som branchen nok forventede og håbede – er det faktisk pladens mest poporienterede numre, som bibringer de enkelte lysglimt, der er at finde på Redcar les adorables étoiles (prologue).

Den starter ellers ret spændende med “Ma bien aimée bye bye”. En sfærisk klagesang med markante hihat-slag, hvis melodi på uventet vis leder mine tanker hen på Amadou og Mariam (ingen sammenligning i øvrigt). Fedt nok, tænker man – det lægger originalt fra land. Desværre forfølges et helt andet spor på pladens næste nummer, “Tu sais ce qu’il me faut”. Den mystiske energi fra åbningen kvæles i et aggressivt la-la-la kor, der synger »dépêche-toi!« (skynd dig) over en galopperende 80’er percussion. Det virker malplaceret.  

Underlige eller nok snarere diffuse numre er der nok af. Flest, faktisk. “La chanson du chevalier” spiller på en nærmest arabiskklingende melodi og et fyldigt korloop, som er besnærende, men instrumenteringen virker mudret og understøtter ikke vokalsiden på en tiltalende måde. “La clairefontaine” har også stort fokus på rumklangsvokal og et tåget flerstemmigt kor, mens et småkedeligt 80’er synth-groove kører som det monotone bagtæppe. “Combien de temps” er et overraskende 9 minutter langt stykke blues komplet med elorgel og et tilbagevendende, vuggende bashook. Dén bliver dog hurtig gammel efter de første fire minutter, hvor Chris synger den samme lille melodibid om og om igen. Og pladens to sidste små-eksperimenterende numre er så kedelige, at jeg ærligt ikke kan finde på noget konkret at sige om dem.

Så er der den lille håndfuld af numre, der rummer et fint potentiale som popnumre. “Rien dire” er måske det mest Christine & the Queens-agtige nummer, hvis noget sådant måtte findes. Vokalen er både munter og sårbar på den måde, vi kender den fra hits som “Tilted”. Og så får vi (endelig!) et virkeligt lækkert beat, som lige får det til at gibbe i fødderne, og et catchy, boblende synthunderlag. Det fine omkvæd i “Mémoire des ailes” minder os om, hvor stærk en sangskriver Chris er. Desværre er nummeret som helhed, som så mange andre på pladen, forglemmeligt. “Je te vois enfin” er, mig bekendt, pladens førstesingle og klart også et af de mere fængende numre med sit nærmest Eurythmics-agtige elektromørke. 

Det skal nævnes, at pladen har nogle sande poetiske kvaliteter, som dog nok vil være tabt på de fleste ikke-frankofone lyttere (for der er faktisk skruet ned for det der fransk-engelske potpourri, som ellers har været karakteristisk for Christine & the Queens’ tekstunivers). Det ses eksempelvis i skæret af middelalderstemningen på “La chanson du chevalier”, hvor savnet efter en tabt elsket til slut i nummeret når religiøse højder:

»Tout comme un enfant Ils m’ont emmené à l’église (Som et barn tog de mig med i kirke) / Je n’ai vu que toi qui tient l’oiseau blanc (Jeg så kun dig der bar den hvide fugl) … / Paix sur toute la terre qui nous unit (Fred over hele den klode der forener os) / Ayez donc une âme (Hav dog en sjæl) /Je prie pour me sortir vivant du combat des lumières (Jeg beder til, at jeg slipper levende ud af stjernekrigen)«

Det lyder mest elegant på fransk – men desværre er det alligevel lidt som om, teksterne blegner mod den rodebutik, albummet overordnet set er. På den måde er det lidt som et musikaliseret digt, hvor melodien ikke rigtig passer til ordene. Og selvom der er fine numre i blandt, skal der dog adskillige lyt til at genkende dem, hvorfor jeg desværre frygter, at Redcar les adorables étoiles (prologue) nok går fluks i min glemmebog.

★★★☆☆☆

Leave a Reply