Plader

Okay Kaya: SAP

Skrevet af Jon Kvist Sommer

Norsk-amerikanske Kaya Wilkins har udgivet sit tredje album under aliasset Okay Kaya, og det er et veldrejet kuriøsitetskabinet af drømmende selvudleveringer og uforudsigelig popmusik. At lytte til SAP føles som at dykke ned i en underbevidsthed, hvor mønstre og melodier synes at opstå ud af den blå, tomme luft.

Angiveligt uden en social interaktion i ugevis, har Kaya Wilkins på egen hånd skrevet og produceret denne sære, introverte snegl af en plade. Senere er der drysset rigeligt med gæsteoptrædener ud over det halvt færdige værk, der bla. tæller Deem Spencer, Ydegirl, Adam Green fra The Moldy Peaches og eksperimentalmusikeren Taja Cheek, bedre kendt som L’rain.

»Like a newborn building, I take up space,«  synger Kaya Wilkins i første linje på åbningsnummeret “Mood into Object Personified” og byder lytteren velkommen i sit skrøbelige univers, hvor det er normalt at føle sig mere som en bygning – eller et træ, eller en dumpling – end som menneske, og hvor andre mennesker som regel føles meget langt væk.

SAP er et eksperiment udi, hvad der kan spire, når man lukker omverdenens omklamrende luft ude, og lader bevidstheden tone frem i sin egen isolerede stilhed. Når man stirrer længe nok på det samme sted, så begynder mønstrene langsomt at sive frem, som harpiks af et træ, og vidste man ikke bedre, så kunne SAP være lyden af det glitrende, klæbrige resultat. “Mood into Object Personified” er sølet ind i flydende toner, guitarakkorder, der driver frit i luften, og vanvittigt velsmurte korarrangementer af Wilkins’ doubletrackede stemmer, der siver ind og ud og op ad hinanden.

De små-psykedeliske vibrationer fortsætter i “Jolene from her own perspective”, der leverer et svar til Dolly Partons country-klassiker “Jolene”, som du ikke vidste, du gik og ventede på. For hvorfor ikke? Det er kærligt og kreativt, og viser noget af dét, Kaya Wilkins er allerbedst til.

Det er nemlig den personlige og lettere ironiske lyrik, der løber gennem hele Kaya Wilkins’ tekstkorpus, der er den rygradsnerve, som holder det hele i bevægelse. Den føles både ublu og uforceret, når den forpinte fortællerstemme, på det ellers smukt melankolske nummer ”Origin story”, eksempelvist spørger sig selv, »why couldn’t I be Afrodite, venussexy, lovely god?«. Hun besvarer kun halvvejs sit eget opstyltede spørgsmål med nedtrykt og selvoptaget at deklarere: “‘Cause I am scum”.

Selvhadet er patetisk og overdrevet, men det ikke uden ironisk distance til sin egen forfængelighed, hvorfor Okay Kayas persona altid er mere fascinerende end den er irriterende. Den vedbliver at være et ømt indblik i den skrøbelige og påvirkelige menneskelige psyke. “Origin Story” hvirvler metaforisk rundt mellem fødsel, undfangelse, seksualitet, selvhad og mytiske, tidløse grundfortællinger – og direkte fra denne sump af mytisk selvhad hvirvler vi videre ind i det topgroovy nummer “Jazzercise”.

“Jazzercise” nærmest mimer en art reklamesøjle for selvhjælpsfitnesstrenden, med en vokal delt i sang og spoken-word ovenpå en bas- og trommekomposition, der er så charmerende, at uanset hvad det betyder at »jazzercise your life away,« så føles det overbevisende.

Men der er masser af apati at spore i det pludselige overskud på “Jazzercise”. Selvom lyden er en væsentlig anden end på “Origin Story”, så er vi ikke langt væk fra den ulykkelige ikke-Venus. Det her er blot en anden forsvarsmekanisme. Hvis jazzercising ikke er tilstrækkeligt, kan hun jo også bare »make stupid songs from now on,« som hun afrunder nummeret med at vrænge, på en måde, der næsten leder tankerne tilbage til den helt unge, og ligeledes legesyge, Tyler, the Creator og hans udskejelser på Goblin, der, ikke helt ulig SAP, svinger mellem rimelig tung eksistentiel forvirring og, ja, temmelig dumme sange.

Men Kaya Wilkins’ dumme sange må ikke reduceres til at være blot dét. Eksemplet “Jazzercise” er en ironisk kile skubbet ind mellem de to ellers dybt følsomme sange “Origin Story” og “Pathologically yours”, der elegant vidner om forsvarsmekanismernes mangfoldighed.

På nummeret “Spinal tap”, er det Deem Spencer, Michael Wolever og en åleglat R’n’B-guitar, der akkompagnerer Kaya Wilkins på en sang om drømme og rensende rygmarvsvæsker: »It’s called your nervous system / Think of it as an interior cushion,« opfordres det på selvkærlig vis, inden det psykonautiske projekt svæver længere ind i sindet og når sit klimaks på “Inside of a plum”. »Scuba-diving in space,« lyder omkvædet. Isolation og verdensfravendthed, til lyden af palmer, solskin og evig ketamininduceret frihed.

SAP er gennemsyret af et instrumentalt overskud, der vidner om, at Wilkins ikke alene er en skarp lyriker, men også en dybt kreativ komponist. ”Like a newborn building” – et svimlende, ængsteligt højhus måske – har Okay Kaya selv skåret det hul i luften hun udfylder.

Selvom det måske ikke er alle skæringer i pladen, der er lige mindeværdige, så er helhedsindtrykket af SAP en overbevisende cementering af, hvilken kreativ, finurlig og følsom kunstner Okay Kaya er.

★★★★★☆

Leave a Reply