Interview

Visitor Kane: »”Intet er forbudt” er helt klart temaet«

Foto: Christian Høiby Aumayr
Skrevet af Emil Ahle Petersen

Patrick Kociszewski har med At Issue taget hul på tredje kapitel i fortællingen om Visitor Kane. Vi fangede ham til en snak om arbejdet med bandets nye udgivelse, om musikalsk alsidighed, og om hvorfor han igen er klar til at skifte musikalsk spor.

For Patrick Kocieszewski er det langt fra første gang, at han lægger det velkendte bag sig til fordel for en ny og anderledes lyd. I den danske musikundergrund har han gennem de senere år nemlig været en særdeles produktiv figur, som både er og har været en del af mange musikalske projekter af alle mulige forskellige stilarter; fra det kompromisløse postpunk-band Less Win og synthpopgruppen Secret Life til countryrocksoloprojektet Sir Lyric Moon og progrock-syrehovederne i Dowager. Senest har han endnu engang gjort det som sangskriver og forsanger i Visitor Kane, der nu er klar med deres tredje studiealbum, At Issue, hvis lyd på mange måder kan ses som en videreudvikling af den americana-inspirerede rock, der prægede store dele af forløberen, Change of Heart, samt et endnu større skift fra den synthpop, der udgjorde lyden af bandets debutalbum, Easy Concern. Det er altså en tydelig alsidighed, der går igen som en rød tråd i hans musik, og det er bestemt også noget, som han selv er opmærksom på og vægter meget højt.

»Jeg kan godt lide idéen om at udforske alle aspekter af livet, og det kommer også til udtryk i musikken. Jeg kan ikke se mig selv fokusere på kun én ting. At fordybe sig er vigtigt, men det kan man heldigvis altid, selvom fokus skifter. Det er det, der gør det spændende for mig, og det er også de kunstnere, jeg generelt ser mest op til; dem, der prøver kræfter med det ukendte«, fortæller Patrick Kocieszewski, der også lader alsidigheden komme til udtryk, når han arbejder med Visitor Kane-projektet:

»Alsidighed betyder alt for mig, så det påvirker helt klart lyden fra plade til plade. Det har i den grad gjort, at det ændrer sig fra gang til gang, og at helhedsudtrykket af den plade, jeg arbejder på nu, bliver anderledes fra den forrige. Jeg bliver konstant inspireret af omverdenen, og det afføder jo en masse idéer, der skal afprøves og udforskes. Det påvirker samtidig også sangskrivningen, da jeg prøver at tilpasse mig selv til det, jeg nu oplever. Jeg har allerede en tanke om, hvad næste plade skal fokusere på rent sonisk, og er i fuld gang med at gøre den til en realitet.«

Udvidelse præger lydbilledet

På nogle punkter kan denne alsidighed endda anses for at være kernen i Patrick Kocieszewskis plan for Visitor Kane. For selvom han har mange forskellige musikalske bolde i luften, så har han stadig en klar idé med også at arbejde med dette projekt, hvilket netop bunder i den musikalske frihed. Hvor nogle af hans andre projekter lader til at have bestemte fokuspunkter, så åbner Visitor Kane nemlig en mulighed for, at han kan gøre præcis, som han har lyst til.

»Det har lidt været en opdagelsesrejse for mig at lave det her projekt, idet jeg bare har kunnet vaske tavlen ren og så rent metaforisk bare begynde at tegne, lige hvad jeg ville. For mig var udgangspunktet med projektet totalt frihed til at lave, lige hvad der passede mig uanset genren. Derfor startede det også med en trommemaskine og synths, fordi det på det tidspunkt var det, der interesserede mig. Det er tids- og følelsesbaseret, og nuet er vigtigt. Derfor adskiller Visitor Kane sig også fra de andre ting, jeg laver, som helt klart er mere fokuseret på en bestemt type musik. Med At Issue har jeg udforsket nogle andre ting såsom lyrikken, hvilket jeg selv opfatter som værende en kende politisk – hvad end det så betyder.«

Visitor Kane bestod oprindeligt kun af Patrick Kocieszewski og bassist Julie Lind, men i forbindelse med Change of Heart blev duoen udvidet til en kvintet med tre nye medlemmer i form af Mikkel Holm Silkjær (trommer) og Tobias Guldborg Tarp (guitar) fra Yung og Holm samt Kasper Troels Nørregaard på keyboard. Siden da har det ifølge Patrick været nemt at finde sig til rette i denne udvidelse, og ligesom at tilføjelsen var med til at præge lyden på Change of Heart, kommer den stærke dynamik også til udtryk på At Issue:

»Det er jo mig, der skriver sangene, men der sker noget virkelig interessant, når man har andre med indover. Alle gør det på deres egen måde, i forhold til hvordan et instrument skal spilles, og det gør, at de sætter deres præg på det, fremfor at det bare er mig, der indtager alle roller. Det giver noget til lydbilledet i sig selv, og det gør i høj grad, at det kommer til at lyde på en anden måde, end hvad jeg måske lige forventede. Og det er virkelig noget, jeg sætter pris på.«

Men selvom den gode gruppedynamik er med til at karakterisere seneste kapitel i Visitor Kanes historie, så synes Patrick Kocieszewski selv, at selve sangskrivningsprocessen har forløbet nogenlunde, som den plejer.

»Den har ikke været markant anderledes. Det hele starter altid oppe i mit hoved, og så prøver jeg at oversætte de her tanketoner til realtoner. Mange af de sange, der kom med på pladen, har faktisk ligget i en skuffe, som jeg så åbnede op for, da jeg kom i tanke om, hvor håndtaget var. Jeg vil gætte på, der er hundredvis af sådan nogle sange gemt væk alle mulige steder,« forklarer han.

Jagten på konstant foranderlighed

At Issue cementerer både den stærke banddynamik, som Visitor Kane indledte på Change of Heart, men også skiftet fra den synthpop, som i stor stil prægede debutalbummet, Easy Concern. Patrick Kocieszewski ser dog gerne, at de frie tøjler fortsat farver sangskrivningen, og at projektets lyd bliver ved med at forandre sig. Og for at denne foranderlighed kan komme til udtryk, så må retningen af både At Issue og Change of Heart parkeres til fordel for det næste kapitel i Visitor Kanes musikalske ekspedition.

»At Issue og Change of Heart kommer lidt i forlængelse af hinanden, synes jeg – selvom jeg egentlig føler, at de er ret forskellige,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, jeg er nødt til at slippe det, der fulgte med de plader, og fokusere på noget andet for at kunne lave noget nyt og spændende. “Intet er forbudt” er helt klart temaet.«


At Issue udkom 11. november via Part Time Records, og Visitor Kane spiller releasekoncert for pladen den 25. november på Loppen.

Leave a Reply