Koncerter

Wolf Alice, 12.11.22, Vega, København

Wolf Alice @ Vega 2022
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Freiesleben

London-bandet Wolf Alices maksimalistiske lyd- og sansebombardement tog kegler i et propfyldt Store Vega, hvor gulvet gyngede og publikum hujede. Det var lidt af en rodebutik, men en svært charmerende én af slagsen.

De fleste bands finder en håndfuld ting, de er gode til og så forfølger de dem. Selvom genrekonventioner kan være omklamrende og begrænsende, så er der også gode grunde til, at så mange bands vælger en bestemt genre at udforske og udfordre. Man kan sige det sådan, at det er lettere at sætte pris på, at der tegnes uden for stregerne, hvis man ved hvad tegningen forestiller.

Og så er der et band som Wolf Alice. De er lidt som barnet i børnehaveklassen, som har tømt kassen for farveblyanter for så at gå amok i et virvar af farver og alskens former på det hvide papir og totalt ignorere de stiplede linjer. De gør det heldigvis med så stor charme og teknisk snilde, at selvom slutresultatet er en værre rodebutik, så gør det ikke det store.

Til koncerten i Store Vega med det hypede London-band blev vi nemlig trukket rundt i genre-manegen med så stor hast og så bratte skift i mellem stilarter, at man skulle passe på med ikke at få akut musikalsk piskesmæld. Alene åbningssekvensen med den storladne guitarsmadder på “Smile”, efterfulgt af den garagepunkede “You’re a Germ” og så den psychede “Formidable Cool” var nok til at give sved på panden.

Heldigvis var publikum fuldkommen med på at lege med på Wolf Alices genregakkerier. Der var udsolgt på en lørdag aften og stemningen var helt i top lige fra første sekund bandet trådte op på scenen. Det var meget tydeligt, at Wolf Alice har oparbejdet sig en imponerende fanskare i Danmark. Personligt var jeg svært nysgerrig, men ikke nødvendigvis helt overbevist af gruppens anmelderroste Blue Weekend fra sidste år. Det er for mig én af den slags plader, som har mange gode numre, men som af en eller anden grund sjældent er i fast rotation derhjemme.

Nogle gange kan det imidlertid hjælpe på det, hvis man oplever et band fremføre numrene live på overbevisende facon. Og det gjorde Wolf Alice faktisk også i Store Vega. Man kan ikke tage fra dem, at de spiller pokkers tight. Det er længe siden, at jeg har set et band med lidt slinger i valsen og samtidig et så stort overskud og lyst til at være nærværende og in sync med publikum. Ikke via alenlange prædikener fra scenekanten – faktisk havde bandet ikke det store på hjerte, ud over at København eren skøn by og at de snart vil tilbage – men snarere via en helt naturlig scenetilstedeværelse.

Særligt bassisten Theo Ellis gjorde hvad han kunne for konstant at gejle publikum op. Med et energiniveau og en udstråling der allermest mindede mig om Paw Lagermann fra Infernal (han manglede bare t-shirt kanonen, så havde den siddet lige i skabet) og sine konstante tungerækkende grimasser, der havde gjort selv Gene Simmons misundelig var han en konstant, kaotisk stemningsspreder.

Samtidig var en omvandrende påmindelse om, at det ikke bare er Wolf Alices musik, som stikker i alle retninger. Som band er de også en utrolig eklektisk enhed. Guitaristen Joff Odie har med sin tætknappede sorte skjorte og sorte jeans omtrent samme karisma som kapelmesteren i Vild med Dans sammenlignet med førnævnte Theo Ellis. Og så er der midtpunktet Ellie Rowsell – bandets sangerinde og femme fatale, som var umulig ikke at blive lidt forelsket i, når hun stod alene i dramatisk belysning og krængede sit hjerte ud på den smukke “Safe From Heartbreak (If You Never Fall In Love)”. 

Bagerst fremstod særligt trommeslager Joel Amey en smule afkoblet fra festen, der foregik ude foran på scenen. Men sammen med Ryan Malcom på keyboardet udgjorde han koncertens bankende hjerte, som de mere udadvendte bandmedlemmer foran på scenen sikkert kunne læne sig op ad.

Det fungerede godt for Wolf Alice mestendels blot at lade deres musik tale for sig selv. Det betød også, at vi blæste igennem de 17 numre på den regulære sætliste i blitztempo. Knap en time og ti minutter tog det vel. Det betød dog også, at der ikke var meget tid til at dvæle ved de stemninger, som vi publikummer blev trukket igennem. Fællessangs-sjæleren “How Can I Make It OK?” gled direkte over i den teenpunkede pastiche “Play The Greatest Hits” og umiddelbart efter fik vi den Lana del Ray-klingende powerpop-ballade “Silk”.

Det gav naturligvis en herlig dynamik og variation til koncerten, som ingen kan anklage for at have været kedelig. Personligt havde jeg nu nok foretrukket, at vi havde fået lov til at blive lidt længere i én stemning og stilart i stedet for konstant at haste videre. Man kunne heldigvis lade sig rive med af den gode stemning, men jeg kunne også mærke, at jeg havde lidt svært ved for alvor at fortabe mig i musikken og de smukke øjeblikke.

Til gengæld er jeg sikker på, at alle tilstedeværende publikummer i Store Vega fik mindst en håndfuld sange og stilarter kastet i hovedet, som var netop deres individuelle favoritter på aftenen. Normalt siger man, at hvis man prøver at være noget for alle, så er man ikke noget for nogen. Men det gælder tilsyneladende ikke for Wolf Alice, der faktisk formåede at få alle i salen med, så gulvet i Store Vega gyngede og væggene rystede, da bandet diskede op med dreampop-hittet “Don’t Delete The Kisses” og sendte os alle glade og svedige ud i nattemørket.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Leave a Reply