Plader

Poptones: Between Darkness and Daylight

Poptones’ debutalbum er et brutalt, postrocket indblik ind i hele det menneskelige spektrum af grimme og ubehagelige følelser.

Der er nyt fra de København-baserede nordjyder i Poptones; en trio med Blood Childs Mads Bertelsen i front ledsaget af Simon Heimstra og Anders Poulsen. Bandet får selv i en catchy overskrift på deres PR-materiale kaldt deres debutalbum ”antipop”, hvilket nok ikke er helt skævt, hvis man vender ørerne mod gruppens EP Hunt fra 2020, der udforsker en finurlig blanding af drømmende pop og avantgarde-rock gennem hypnotiserende og skævt sammensatte melodier. Der er dog ikke meget pop over tonerne i denne omgang på Between Darkness and Daylight – albummets coverart i form af en brændende bygning er nok nærmere en afbildning af den brutale, fragmenterede og postrockede lytteoplevelse, Bertelsen og band har fået indspillet på deres fuldlængdedebut.

“Parents” åbner det kaotiske, artistiske mareridtstrip, Poptones har tænkt at tage os med på, med stærk forvrængede harmoniske vokaler og Gilla Band-agtigte støjpassager ja, hvis åbningsnummeret på Between Darkness and Daylight minder en om ens forældre, har man muligvis ikke haft den sjoveste barndom … hold nu op, det var en hurtig tur ned i mørket fra det titulære dagslys.

“The World is Burning” og “Hello Sorrow” er indhyllet i et næsten psykotisk, kakofonisk mørke á la Swans med en dronende guitarfigur og en dyb, urovækkende bas. Numrene ligger og rokker lige dele ro- og uroligt i deres uregelmæssige taktarter, mens de veksler mellem dystopisk postrock og nervepirrende, psychrockinfluerede passager, hvor Bertelsen finder en næsten manisk sødme og blødhed frem i sin stemme, hvilket kompenserer for, at man kun kan gennemskue ord eller brudstykker af teksten og lyrikken – man er dog ikke i tvivl om, at det gør ondt. Det vage og obskure islæt i instrumentation såvel som vokal gør faktisk, at den hypnotiserende messen af sangtitlerne fremstår endnu mere klam og olm – specielt når numrene pludselig får lov til at eksplodere ud i grumsede, Black Midi-inspirerede, cirkulære riffs. Det har et vist befriende element, som hvis det sår, Poptones forgæves har forsøgt at lukke eller pleje, endelig får lov til at bløde frit.

De fragmenterede tekster og den absurde levering af dem, er bestemt også med overlæg fra Poptones side. »For mig er musikken et intuitivt og spontant sprog, hvor jeg kan sætte ord på kropslige følelser om at være et moderne menneske i opløsning. I dagbogens intime form kan jeg forsøge at skabe mening og sammenhæng i en verden, hvor jeg aldrig helt føler, at jeg har fast grund under fødderne,« siger Mads Bertelsen om Between Darkness and Daylight, der så sandelig formår at agere som et sanseligt og sonisk øjebliksbillede ind i rastløshed og angst uden behov for de store ord.

Lyset skal der også ledes længe efter på albummets eneste single, “Climb Inside”, der er en kort deroute fra den hårde tone, bandets ellers har lagt på Between Darkness and Daylight. Selvom nummeret er et tiltrængt pusterum fra albummets følelsesmæssige kaos med sine melankolske guitar-arpeggioer og noget mindre hæsblæsende tempo, er der i hvert fald ikke noget håb i sigte endnu. Vi bliver dog ikke snydt for et par støjeksplosioner igen, hvilket jeg faktisk synes er en smule ærgerligt, da det kunne have været et uventet touch at afslutte en så voldsom plade på en slow burner. Jeg er til gengæld helt forelsket i de ultrakorte instrumentalnumre såsom pianostykket “Jumps” og gysersoundtracket “Daylight”, da de små, men intense glimt af originalitet trækker alt fokus fra skæringer som “Time” og “Lineage”, der måske lugter lidt for meget af Schlagenheim til rigtigt at kunne skille sig ud.

Bedst er det dog, når Poptones tillader sig at gå helt ind i de abstrakte uhygge-kroge af deres dunkle univers. “Restless” er en kort, men intens session af kryptiske guitarriff – der lyder som noget, der er produceret på et rumskib – over ildevarslende synths og Bertelsens desperate, pressede vokal, der dirrende gentager »my heart beats circles,« hvilket gør det umuligt ikke at få det ubehageligt på den gode måde. “Weird Weather” er dog i min ydmyge mening albummets underlige kronjuvel med sin sære ro og Lynch’ske, manipulerede vokaler, der får mig til at tænke på alt fra Michael Gira til Mew.

Between Darkness and Daylight er et sjældent intenst dansk udspil, der formår at ramme hele det menneskelige spektrum af grimme, ubehagelige følelser gennem næsten primale vokalpræstationer og et imponerende flair for obskure rytmer og dissonante melodier. Det er ikke er album, der skal spilles, hvis du vil sove godt, men det er til gengæld perfekt, hvis du trænger til at snakke med en personlig dæmon, du har fortrængt det seneste årti. Tilbage er der vist kun at spørge: Poptones, det var fandme et fedt album, men er I okay?

★★★★★☆

Leave a Reply