Plader

Syl: Alt godt

Skrevet af Jon Kvist Sommer

Punkbandet Syl har med Alt Godt leveret en hastig og forvirret debutplade, der godt havde tålt at lagre lidt længere. Den har sine lysglimt, og håbløs er den ikke, men der er stadig et stykke vej endnu for de unge københavnere.

Midt i decembermørkets julehygge har det københavnske punkband Syl udgivet en hedensk debutplade. Den er rundet af klassisk oprørspunk, post-hardcorens melodiøsitet og metalmusikkens guitarlir, hvortil der krydres med nordisk vintermørke, sarkasme og knæskalsprængende aggression. Alt godt hedder den, og den er en broget oplevelse. For når Syl er gode, så er de faktisk ret gode, men pladen emmer desværre mere af et ungt rockbands identitetsafgrænsning end en stabilt sammenhængende debut.

Alt Godt åbner med nummeret ”Pligt”, hvis omdrejningspunkt kan opsummeres i de tilbagevendende linjer: »Jeg har ikke værdi, jeg har pligt / Naturligt, medfødt.« Oprøret skydes nemlig i gang med en urpunket forargelse over pligtens sjæledræbende tyranni fra forsanger, Benjamin Clemens. Han er noget så atypisk som en punksanger, hvis lyrik skærer knivskarpt igennem produktionen. Det er godt, for Clemens har øjensynligt også gjort sig umage med at skrive den. Fremføringen er markant og stilsikker og vækker til tider mindelser om den Idles’ Joe Talbot; velartikuleret og pisseaggressiv.

Man kunne i den forbindelse overbærende spørge sig selv, at hvis ikke det netop er de hårde smadderrockere, der skal påtage sig forargelsen over pligtsamfundets forventninger, hvem skal så? Måske er det bare en af de grundtematikker, der aldrig stopper med at pirre vrede, unge mænd, men det ændrer desværre ikke på, at når tematikken gentagende optræder i punkrocken, kan det efterhånden synes ligeså uoriginalt som en hanekam i ungdomshuset. Dét er muligvis Syls største udfordring på Alt godt: Bevares, der er smæk på spaden, som de unge vist (overhovedet ikke) siger, men foruden et par enkelte lysglimt hist og her, er det også rimeligt meget bare dét. Det er rock med rock på, og Syl har stadig til gode at bevise, at de kan eje genren og tilegne sig den med et kreativt overskud.

Men lysglimt er der – som på pladens andet nummer, ”Du er ikke længere velkommen her”, der åbner med en guitarlyd, som flyver lidt spinkelt over et tætpakket trommesæt. Der er en nerve, og den er til at mærke, når Clemens’ vokal står så lysende aggressivt frem. Og når nummeret rigtigt tager fat, er det med en skævhed i tonerne, som er udtryksfuld på en måde, der var svær at opspore midt i spaderæset på åbningsnummeret. Der er velplacerede breaks, et lyst, himmelblåt vers efterfulgt tunge sorte skyer; en kontrast, men polerne bygger kun hinanden op. Når Syl bevæger sig væk fra klichéerne, så er der virkelig noget at komme efter.

Eksempelvis er den indledende del af nummeret ”Første konsultation” en af de solstråler, der lyser kort men klart. Introen er pakket med afstikkende rytmer, der slider op ad hinanden, og så pludseligt finder sammen i overraskende meningsfuldhed. Verset begynder, og i et øjeblik befinder vi os i en twangy tidsudstrækning, som lige når at blive spændende. Og så bliver det, desværre, hurtigt kedeligt igen, som om bandet ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre, nu hvor verset blev færdigt, og i stedet endte med at tage rockskabelonen ned fra metalhylden og fylde den ud med jammerlig guitartapping, indtil sangen var slut. Øv, det begyndte ellers så godt. Også teksten stikker opsigtsvækkende ud med en pludselig lethed og humor, som på dette nummer bliver bragt ind i det ellers ret mørke tekstunivers. Den er fjollet på den selvironiske måde og på den afstumpede maskulinitets bekostning. »Hun siger der er mange ting, der er mange brikker / Det er svært at vide, hvad der er vigtigt, og jeg skal huske at føle / Måske vi kunne lægge arm om det?« vrænger Benjamin Clemens sarkastisk.

Det er i sig selv egentlig et udmærket udgangspunkt, men føles sært malplaceret i Alt godts dystre mørke, hvilket mærkes tydeligst på førstesinglen, “Huldre”, der tilfældigvis følger lige efter ”Første konsultation” og altså understreger kontrasten. Titlen refererer til den norske folkemyte af samme navn, hvori en smuk ung kvinde med kohale og et hulrum i ryggen lokker unge mænd til sig, og versene emmer pludseligt lidt af folklore og mørke, norske skove i tematik såvel som vokalføring. Instrumenteringen og den musikalske opbygning på er imidlertid lige-ud-ad-landevejen-metalrock, og den er der ikke meget spændende ved. Vokalen er samtidig blevet flad og næsten messende, teksten kryptisk og alt er i det hele taget ret langt væk fra forrige nummers aggressive terapiklient, som betaler dyre domme for at tage pis på det hele, men som alligevel havde noget på hjerte både lyrisk og musikalsk.

Jeg ville ønske, at Syl på Alt godt tog deres små breaks og deres egentligt ret veludviklede detaljesans mere alvorligt. Det viser de jo, at de godt kan med eksempelvis den smukke og skumle guitarintro til ”Bjergtaget”, der med sarte, tilbageholdende akkorder og skinger gultarfeedback lyder som vind, der piber gennem grantræer om natten, inden det skrigende bæst kommer og hiver trætoppene ned i skovbunden. »Taget til bjerget. Fri mig. Fri mig!« skriger det, som hvis Isak havde et inderligt dødsønske, da Abraham førte ham til bjerget. Dét er godt.

Men som en sammenhængende debut er der desværre lidt for lang mellem snapsene. Et mere sammenhængende udtryk kunne klæde de unge punkere, der måske stadig skal finde et stabilt kreativt udgangspunkt. Men når de finder det, så skal alt nok blive godt!

★★★½☆☆

Skriv et svar