Plader

Margo Price: Strays

Strays forener på Springsteensk vis amerikansk folkrock-tradition med fortællinger fra kanten af samfundet. Det er forfriskende umoderne og kræver derfor lidt tid, før man holder af det.

Hvis du aldrig har hørt om Margo Price før, så er du ikke alene. I forbindelse med anmeldelsen af dette hendes femte studiealbum, spurgte jeg min – eneste – country-connaisseur ven, om hun kendte Price (som jeg da fejlagtigt beskrev som den nye Taylor Swift). Svaret var nej. Den amerikanske alt-country singer/songwriter er da heller aldrig tidligere blevet nævnt på indeværende medie. Det skyldes måske dels countrypoppens relativt afdæmpede udbredelse herhjemme, dels at Price er lidt svær at klemme ned i countrykassen og dermed egentlig genremæssigt svær at placere som så.

Udover at de begge har hjemme i countryens hjemby Nashville, så har Price ikke det store til fælles med en popmaskine som Taylor Swift udover måske ved sidstnævntes glimtvise tilbagevenden til country-rødderne. For Prices virke er netop knyttet til de dybe rødder og rytmisk tradition i ordets bredeste forstand: Det lyder som country-pop, folkrock og rock ‘n’ roll gjorde for 40 år siden, men hendes originalitet ligger netop i mixet.

Strays er i mine øjne et forfriskende umoderne album. Der er (stort set) ingen polerede produktionselementer og ikke de store vokale eksperimenter, men bare en samling gedigne melodier og en appellerende stemme med tydelig fortælleglæde. Hvad der dog også har den effekt, at albummet først rigtigt trænger igennem huden og ind i hjertekulen efter flere gennemlytninger. 

Ifølge Price selv er albummet skrevet på et psilocybin-trip, hun og hendes partner, Jeremy Ivey, var på i South Carolina i 2020, hvor de søgte kreativ tilflugt fra en række personlige kriser. Langt hen ad pladen er det svært at pege på de stereotypiske syreindflydelser. Måske lige udover introsangen, “Been to the Mountain”, hvor et el-orgel à la The Doors og en rablende Price bedyrer alle de skikkelser hun har antaget (i sin rus?) i et gradvist mere hysterisk, punket toneleje, nærmest som en sydstaternes Patti Smith: »I’ve been a dancer, a saint, an assassin / I’ve been a nobody, a truck driver shaman / So many seasons that I’ve been adrift / Sometimes I wonder if I even exist«.

Det mange-hovedede jeg er et meget godt billede på den eller rettere de stemmer, Price taler med på Strays. For noget af det fineste ved pladen er hendes gennemgående fortællelyst, som dels kommer til udtryk ved personlige historier, der ofte kredser om at rejse sig fra støvet, dels ved en trubadur-agtig narrativ struktur. Med sidstnævnte kommer vi omkring blåtonede skæbnefortællinger fra USAs afkroge. Som eksempelvis på den folkrockede, melankolske “County Road”, der egentlig handler om en fatal bilulykke. I historien om tabet af en ven indflettes dog også en brutal beskrivelse af lokalmiljøet: »Ever since the storm came through, well, there’s not much left to save / Developers bought your house, they’re gonna tear it down in May«. 

En nærmest nøgtern eller køligt konstaterende beskrivelse som denne gør, at teksterne aldrig rigtig bliver helt politiske, men nærmest lidt apatiske, som et poetisk træk på skuldrene. På en anden af pladens favoritter “Lydia”, en ægte folk-blues-ballade båret af en akustisk guitar og et kor af grædende violiner, spiller den barske geografi igen en afgørende rolle i personernes skæbner: »Nice neighbors, bad cough / No health insurance this year, transitional neighborhood / Gentrification comes like it always does and some nice condos, they go in / But the needles in the alley they’re still layin’ there«.

Der ligger en post-industrialiseringens depression à la Springsteen og lurer derinde, omend Prices perlende lyse stemme trækker stemningen i en mere poppet retning. På et par af numrene er det som om, at hendes stemme dog er lidt for pitchet – på den der beklemte Britney-måde – men når hun lyder bedst, er den vokale lighed med Fleetwood Mac’s Stevie Nicks temmelig slående. Det høres især på det i øvrigt fremragende nummer, “Hell in the Heartland”, komplet med steel guitar og honky tonk. Det eksplosive temposkifte hen mod slutningen af nummeret, hvor vokalen, guitarslides og kastagnetter hvirvles sammen i tung rumklang, lyder som et farligt feminint take på “Sultans of Swing”.  

Til at skabe sit eklektiske mix har Price inviteret en række meget forskellige kunstnere med sig som features på pladen. Deriblandt mangeårig guitarist i Tom Petty and the Heartbreakers, Mike Campbell, som den måske mindst overraskende af disse, genren taget i betragtning. Han lægger et solidt slideriff på “Light Me Up”, der starter lidt som en sød vuggevise, og – som den orgasme sangen faktisk handler om – ender i et ræs ud af de sydgående bluesveje. På “Radio” har Price i den mere overraskende ende besøg af indiedarlingen Sharon Van Etten, omend hendes tilstedeværelse er til at overhøre. Verset er båret af en sjældenhed på pladen, nemlig et minimalistisk beat fra en trommemaskine. Det kan noget, men omkvædet er desværre lidt fladt og nok også en tand for fod-vippende countrypop-agtigt til min smag.

På en måde er det ret fint, at et så “rent” og usyret album som Strays kan komme ud af et syretrip. Der er i hvert fald ikke meget 13th Floor Elevators over udtrykket. Price beskriver selv udviklingen af Strays som en terapeutisk vej for hende ud af sit misbrug. Måske hun med denne plades erkendelser og sit inciterende genremix kan hjælpe nogle af os musikalske syrehoveder bare lidt ind i countrygenrens hule?

★★★★½☆

Skriv et svar