Plader vi overså

Plader vi overså 2022: Del 2

Skrevet af Redaktionen

Vi er nu nået til vejs ende med tilbageblikket på året, der gik. Traditionen tro kommer her et overblik over nogle af de bedste plader fra 2022, som gled under radaren, men som redaktionen gerne har ville fremhæve på falderebet.

Vi fortsætter gennemgangen af plader fra 2022, som vi ikke nåede at få skrevet anmeldelser af i året der gik. Denne gang er turen kommer til en række af forårets stærke udgivelser, som både bød på hollandsk indie, et internationalt sammensurium af stjernemusikere og tre stærke danske plader.

Congotronics International – Where’s the One?
Udgivet i april (INT)

Det tog ganske vist 11 år – helt tilbage fra dén Congotronics vs. Rockers-turné, som blandt andet bragte alle de involverede forbi Roskilde Festival – men langt om længe fik vi endelig forløst dette transatlantiske samarbejde på plade. I alt repræsenteres Congotronics International af 19 musikere fra 4 forskellige kontinenter, men igennem hele Where Is the One? trækkes der tydeligst på de bimlende kalimbaer fra congotronics-pionererne i Konono No. 1, som hvirvler ind og ud mellem Deerhoofs hvinende guitarer, Kasai Allstars’ pulserende percussion og en bred vifte af forskellige musikalske bidrag.

Når det går mest heftigt for sig er det – som på førstesinglen, “Banza Banza” – med et medrivende og bombastisk lydtapet, som nærmest er fuldstændig identisk med den gamle Konono-klassiker “Paradiso”. Men der er også plads til de mere tålmodige arrangementer, som løftes yderligere af de tribale chants på “The Chief Enters Again” eller det catchy kor-refræn på “Ambulayi Tshaniye”.

Vigtigst af alt giver Where’s the One? ikke mindst et spinkelt håb om, at det fornyede samarbejde og vellykkede slutprodukt endnu engang udvikler sig til også at lægge vejen forbi koncertsale rundt omkring på det europæiske kontinent i en nær fremtid.
(Daniel Niebuhr)

The Klittens – Citrus EP
Udgivet i april (NL)

Det hollandske indieband med det genialt morsomme navn The Klittens har lavet en debut -EP (udover en kassette med tre sange fra 2020), hvis smittende rockmusik er noget årets bedste i genren cute-men-catchy-og-støjende. Og ja, de overhaler Wet Leg noget så hurtigt i venstre kørebane.

De fem kvinder, der udgør bandet synger hver især, og det betyder at næsten hvert nummer byder på vokalharmonier og »oooohh«-kor i så mange lag, at man drømmer sig helt væk. Sange som “Canned Air”, “Herkenbosch” og “Pristine Blue” er jangly solskinsstråler, der kunne soundtracke ens første forelskelse.The Klittens kender til magien ved at begrænse sig selv, og de formår at lave skønne, let kantede ørehængere med de mest simple virkemidler. Simple rocktrommer, stram bas, vokalharmonier og guitarer, der skiftevis ringer klart som solnedgangen eller støjer i skøn punkdissonans.

Enkelte steder viser killingerne nemlig klør og tænder, og det er bestemt også kærkomment. Et album fra hollænderne vil jeg glæde mig til som et lille barn.
(Holger Møller Dybro)

Tvivler – Kilogram
Udgivet i maj (DK)

»Du dagdrøøøøøøøømmeeeeeer!« Nej, Thomas Burø, det gør jeg faktisk ikke. For du er her i slutningen af anden sang godt i gang med at sprænge mine ører af med en af 2022’s absolut bedste punkalbums. Er du fuldstændig gal, hvor er manden gal. Og genial. 

Tvivlers andet album lader på ingen måde lytteren slappe af. Hver sang er tætpakket med dynamiske skift fra det hurtige 80’er punkede guitar, til de tusind kilogram tunge bas- og trommemarchstykker, der ligger og ulmer under Burøs vokal og lyrik, der er et helt kapitel for sig selv. Mage til billedemaleri og sansebombardement skal man lede længe efter i dansk lyrik. Det er morsomt, banalt, tankevækkende, urovækkende og hudløst ærligt.

Tidligere omtalte “Dagdrømmer” samt “Livsform på tvangsauktion” er højdepunkter på en plade, der ikke har dårlige numre. De tunge riffs, de hektiske trommefills og Burøs skiftevis snakkende, brølende og af og til black metalliske skrigen er opskriften på en samling sange, der aldrig ser sig tilbage og altid overrasker. Jeg kan ikke huske, hvornår en dansk (post)hardcore plade har været så fornøjelig og interessant at lytte til.
(Holger Møller Dybro)

Sofie Birch – Holotropica
Udgivet i maj (DK)

Danske Sofie Birch har over de sidste fem år udbygget sit ambiente univers, som var hun søgende efter en lysning i skoven. Den har hun nu fundet på Holotropica: Et fuldendt elektronisk værk, hvor det syder og bobler af liv i den mosede skovbund, og farverige svampe og krogede træer snor sig om hinanden i nattens mulm og mørke. Naturen sniger sig ind overalt på de otte instrumentale numre – fra fuglekvidder i “Humidity” til den rislende bæk i “Hallu”.

Men hvor Holotropica triumferer som ambientmusik er i sin uforudsigelighed. Melodistumper glider ind og ud af skovbrynet, en saxofon lyser pludseligt op i mørket, og på “Hynpnogogia” kan dubbet techno høres fra et sted i det fjerne. Aldrig længe nok til at nå at blive bekendt, men lige akkurat nok til at man ikke farer vildt i skoven. Det gør Holotropica til et ualmindeligt spændende album at lytte til. Igen og igen.

At den slags musik laves i Danmark er et mirakel, der gør vores land lidt mere magisk at leve i.
(Simon Ørberg)

Drop – Superdream
Udgivet i maj (DK)

Hen på forsommeren fik dansk shoegaze et frisk pust, da Himmelrums guitarist Casper Muuns smed hans solodebut Superdream ud i æteren i starten af maj. Superdream balancerer guitarmusik i alle dets facetter med abrupte overgange mellem blidt og voldsomt støjende, fra konventionelt til eksperimenterende. På trods af at albummet i sin kerne er et støjrock/shoegaze album, låner det flittigt fra glitch-core og dream-pop, hvilket giver Superdream en super interessant collage-effekt på numre som ”Storm Cloning” og ”Superdream” som de springer mellem drømmende brudte akkorder og massive vægge af elektronisk støj – en effekt man ikke ser så meget af inden for rockscenen.

De tungt auto-tunede vokal-features fra Gammag247 bidrager endda med et element af soundcloud-rap og leder tankerne hen på avant-garde musikere som Sssalvia. Det tilføjer endnu et uventet element, der får de helt nedbarberede instrumentalstykker som ”Rainsome” og ”(( Viral Sonar ))” til at skinne som små sjældne juveler af fred og fordragelighed på et album, der ellers er igennem hele følelsespaletten på hvert nummer. Superdream er en smuk og fremadsynet rodebutik af referencer – og en af de mest interessante rockudgivelser, jeg har hørt i år.
(Anne Knudsen)

Cola – Deep In View
Udgivet i maj (CAN)

Tim Darcy og Ben Stidworthys seneste projekt, Cola, gør ikke vanvittigt meget væsen af sig selv, men de små genialiteter findes i bandets snørklede guitarstykker. De tidligere post punkere fra canadiske Ought har for nu skrinlagt den dissonante  musik og i stedet tilføjet en god sjat Television’sk leg med de seksstrengede. Sangene på debuten lyder til tider lidt ens, men intet mindre spiller bandet en lækker, finurlig (tør man kalde det artsy) post-punk, der er stram som en ny cykelkæde. Darcy synger som sædvanligt i et leje mellem croon og David Byrne, og teksterne drejer sig stadig om absurditeter i hverdagens observationer. 

Musikken er meget ligefrem og let at forstå, men giver man pladen lidt tid, pibler det frem med sjove idéer fra netop trioen. De melodiske sange er mere end bare rare og hyggelige skæringer, der er godt til en rolig fredagsøl. Der er forløb i både rytme og melodi, der overrasker ved hvert lyt. Guitaren leger og danser, og det kilder alle de rigtige steder. Og så lyder pladen bare mega godt. Der bliver givet plads til hvert et lækkert tremolo-udslag og hvert et lille bækkenslag. Kort sagt spiller Cola bare super lækker rockmusik.
(Holger Møller Dybro)

Skriv et svar