Skribent - Anders Hjortkær Christensen

Plader

The Mae Shi: HLLLYH

Forestil dig et DAMP-barn af Les Savy Fav og Deerhoof. Det kunne snildt være The Mae Shi. De er over det hele med HLLLYH, som med udgangspunkt i synth-punk vil – og kan – det hele! Et imponerende album.

Plader

Nada Surf: Lucky

Glem 90'ernes Weezer-efterabende "Popular". Nada Surf er i det 21. århundrede modnet uden at blive gammel-kedelige. De har opdyrket en bittersød, eftertænksom form for poprock a la Death Cab for Cutie, der kan ramme helt rigtigt, når sigtekornet er korrekt indstillet.

Plader

Pinback: Autumn of the Seraphs

Pinbacks sange rummer den besynderlige kvalitet at være catchy uden at ville være umiddelbart tilgængelige. Bandet spiller tilbagelænet indierock, der sammensmelter pophooks med en underspillet melankoli. Det er en opskrift, der fungerer til halvvejsmærket.

Plader

Kato: In the Dew

Kato kan mere og bedre, end de viser på deres debutplade. Bandet har afsæt i rockmusikkens repetitive virkemidler, som man kender det fra Yo La Tengo. Det er elegant, når det fungerer bedst, og det er forglemmeligt, når det, som størstedelen af materialet på denne plade, generelt ikke helt fungerer.

Plader

The Raveonettes: Lust Lust Lust

Sune Wagner og Sharin Foo fortsætter med at blande uskyldsrene popmelodier fra 50-60’erne med det farlige, beskidte og betændte udtryk, som Velvet Underground introducerede verden for, og hvilken Jesus & Mary Chain tilførte ekstra feedback-støj. Der er ikke noget nyt under solen, men bundniveauet er højt. De har altid været dogmatiske i The Raveonettes. Det begyndte med Whip It On, som kun ville spille i mol, og så kom Chain Gang of Love, som kun ville spille i dur. Sidenhen syntes den restriktive tilgang dog at blive lagt på hylden, og således fik vi Pretty in Black, der viste et mere alsidigt band, som også trådte en smule tilbage fra de rastløse støjangreb og rendyrkede popmelodien. Med den seneste Lust Lust Lust bliver det trefoldigt slået fast, at indholdet kredser om begær, sex og forbudte lyster. Lyden hertil? Ja, den er såmænd atter engang dogmatisk, og støjen er så sandelig tilstede fra starten af. The Raveonettes har ikke tidligere støjet så voldsomt, som de gør i det glimrende åbningsnummer, “Aly Walk With Me”. Sangen projekterer en filmisk faretruende stemning, der mod slutningen brænder gennem celluloiden med hvid skærebrænder-feedback-støj, der overgår alt, hvad forbilledpladen Psychocandy af Jesus & Mary Chain kunne præsentere af spektakel. Men det er ikke støj for støjens skyld. De høje, skærende volumer rummer en coolness og spænding, som Sune Wagner er mester i at levere. Vi har hørt det mange gange før – men i netop dette tilfælde er det som en overrumplende kulmination oven på et nummer bestående af slæbende beats, vokalparløb i monoton stemmeføring og så det dér filmiske element, som The Raveonettes er gode til at skabe. Efter eventyret hos Columbia Records er The Raveonettes nu blevet droppet fra selskabet og står således på egne ben. De har selv forestået både optagelse og mixing af Lust Lust Lust og har efterfølgende indgået aftaler med forskellige pladeselskaber i verden. Man kunne forestille sig, at cheferne hos Columbia har nydt bandets popmelodier, men i langt mindre grad deres støj. Lad det for god ordens skyld blive slået fast, at støjen aldrig igen bliver så voldsom, som den er i “Aly Walk With Me.” Ser man bort fra støjen følges stemning og udtryk fra nummeret til gengæld meget tæt i de efterfølgende numre. Lust Lust Lust vil det simple: Rygraden består af helt basale beats og en lige så basal bas, mens harmoniserende vokaler og twangguitarer fylder på. Oven i det simple er udtrykket ærgerligvis meget ensartet, så pladens spilletid på 40 minutter bliver faktisk for lang, og man når at kede sig lidt gennem pladen. The Raveonettes kunne derimod have begået en rigtig stærk ep, hvis de havde skåret nogle numre fra og holdt spilletiden under en halv time. Men når duoen rammer rigtigt, er der til gengæld også tale om små, fine perler. Titelnummeret (med blot et enkelt “Lust”) er en keeper med dyrkningen af samme sløve, atmosfærerige stemning som i åbningsnummeret. Her sukker Wagner og Foos vokaler længselsfuldt om at være faldet ned fra himlen for at være sammen i helvede på grund af deres synder. Singleudspillet “Dead Sound” er pladens højdepunkt med herlig knas i guitaren og kælne vokaler, der hævngerrigt synger mod en gammel flamme: »Your cheap words that you bought on sale / Won’t help you through tonight.« I “Blush” tager Sune Wagner alene vokaltjansen, og han giver udtryk for en skrøbelighed, der bevæger sig langt ud over de klichéfyldte tekster, som aldrig har været hans force. I “Sad Transmission” står inspirationen fra den tidlige 60’er pop knivskarp. Med tramp og klap bringer introen mindelser om The Chordettes’ “Lollipop,” men Sune og Sharin vil mere end blot tyggegummipop, selvom de lader stilen være afsættet for deres versionering. Bagved syder det med guitarstøj, og guitarsporene får da også overtaget, efterhånden som man kommer længere ind i nummeret. Det sødlige afslutningsnummer “The Beat Dies,” som Sharin synger alene, lukker på afdæmpet vis pladen. Det lyder ganske uskyldigt, når Foo synger, men prøv at tygge lidt på ord som: »The first love you can’t escape / The second love feels like rape.« The Raveonettes fortsætter deres eklektiske pastiche, som indbefatter lige dele 60’er pop og 80’er støj. Wagner fortsætter sit ridt ud i musikhistorien og plukker, hvad han kan bruge af inspirationer. Selvom Lust Lust Lust rummer for mange uvedkommende numre, er bundniveauet stadig højt. Dog savner denne anmelder, at bandet prøver at løsne tøjlerne en smule, glemmer dogmerne og bare spiller uden særligt øje for det ene eller det andet virkemidel. Indtil da vil jeg tillade mig at programmere lidt i det nye udspil for at skabe min egen udmærkede, nye The Raveonettes-ep.

Plader

I Got You on Tape: 2

Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.

Plader

Les Savy Fav: Let’s Stay Friends

Les Savy Fav har altid dyrket et kantet og spændstigt punkudtryk, som de fylder med festligheder og galskab. Men de sande fremskridt på Let's Stay Friends, den første fuldlængde siden 2001, er, at der er blevet mere plads til de melodiske kvaliteter. Bandets arty-party-punk lyder fortsat vedkommende og indbydende.

Plader

Moonbabies: At the Ballroom

Svenske Moonbabies gør sig i indiepop, som kigger over skuldrene på både USA og England, men samtidig formår at fylde lidt blågul farve på paletten. Udtrykket på At the Ballroom er forsigtigt og poleret, og en sådan blanding skaber næppe de store sensationer.

Plader

Marvins Revolt: Killec

Forandring fryder hos danske Marvins Revolt. Støjrocken er lagt på hylden til fordel for melodisk mathrock. Den snørklede rytmik har bandet altid dyrket, men nu rendyrkes den, og det gør Killec til et hæderligt udspil.

Nyheder

Baby Woodrose udsender fem vinylsingler

Bare fordi man udgiver plade, behøver man ikke ligge på den lade side. Den 22. oktober udkommer Baby Woodroses fjerde fuldlængde, Chasing Rainbows. Men bandet har været så produktivt, at det ikke holder hér. De smider tværtimod intet mindre end fem 7″-singler på gaden i løbet af de kommende måneder. Tre af sangene er hentet fra netop Chasing Rainbows, mens størstedelen af det øvrige materiale er hentet fra en optagelse i december 2006. Denne session skulle oprindeligt have været de indledende optagelser til Chasing Rainbows, men sangene viste sig ikke at passe ind. Bandets pladeselskab Bad Afro lover, at disse sange generelt viser en mere punket side af Baby Woodrose. Alle singler udkommer i 500 eksemplarer, så hvis man ønsker at slå til, skal man nok ikke tøve for længe. Det drejer sig om følgende fem singler: I’m Gonna Make You Mine / Information Overload 7″ (udgives på Crusher)A-side fra Chasing Rainbows. B-side fra december-session. Coming Around Again / I Feel High 7″ (udgives på Bad Afro)To eksklusive sange fra december session. Let Yourself Go / Good Day To Die 7″ (udgives på Longfellowdeeds)A-side fra Chasing Rainbows. B-side fra december-session. Twilight Princess / Make My Time 7″ (udgives på Feedback)A-side fra Chasing Rainbows. B-side fra december-session. Here Today Gone Tomorrow / tba. split 7″ med Dollhouse (udgives på Bad Afro)Outtake fra Love Comes Down. Lyt til Chasing RainbowsHvis du frekventerer Myspace, har du måske bemærket, at den danske forside lokker med, at du kan lytte til Baby Woodroses Chasing Rainbows i sin helhed. Tilbuddet står fortsat ved magt, og det foregår på bandets MySpace-profil. Live på LoppenDen 8. november spiller Baby Woodrose deres sidste koncert på dansk grund i år. Det foregår på Loppen. Baby Woodrose spiller “Who’s It Gonna Be” (Lollipop Shoppe)

Nyheder

A Kid Hereafter – nu også i metalversion

Det danske poppunk-band danner et ’band i bandet,’ der spiller ekstremmetal. Hvis du nogensinde har været til en A Kid Hereafter-koncert, har du med stor sandsynlighed hørt en masse numre fra bandets debutplade Rich Freedom Flavour, som udkom i januar måned i år. Sandsynligheden for, at du troede, du var gået til den forkerte koncert, er også til at få øje på. For når A Kid Hereafter har spillet live, har de af og til afsluttet deres koncerter med en række hurtige metalnumre – enkelte shows har angiveligt bestået af lutter mædl. Der er mere end bare gimmick over sådan en genreforvirring, for medlemmerne i A Kid Hereafter er alle vilde med ekstremmetal, ikke mindst med at spille det. …in the Grinding LightFor at komme forvirringen lidt til livs har A Kid Hereafter således valgt at danne et band i bandet. Det hedder A Kid Hereafter in the Grinding Light og inkluderer, ud over de sædvanlige kids, Manoj Ramdas (Spektr, ex-Raveonettes). »A Kid Hereafter er et festband i alle afarter, og hård og hurtig metal har altid repræsenteret den optimale fest for mig, så det har været det naturligste skridt at inddrage noget tons i vores regnbue,« fortæller den storskæggede frontmand Frederik Thaae. Plade på vejA Kid Hereafter in the Grinding Light har netop underskrevet en kontrakt med Target Distributions sublabel Drug(s), så man kan inden for en overskuelig fremtid forvente en plade fra dette projekt i projektet. Desuden spiller gruppen d. 1. november et såkaldt “grind-remixed” show på Lades i København, der vil byde på til lejligheden elektronificerede og remixede versioner af repertoiret. A Kid Hereafter spiller smadder på Nakkefestival, 18. juli 2007

Nyheder

Great Lake Swimmers tilbyder gratis live-ep

En tur i kirken involverer ikke altid en gudstjeneste. Canadiske Great Lake Swimmers bød på koncert, som nu er udgivet som optagelse. Når musik fremføres i en kirke, får det en helt majestætisk klang. Skyldes det den rungende og helt naturlige rumklang inden for murværket, fordi man sidder i Guds hus eller noget helt tredje? Hvad grunden end måtte være, har canadiske Great Lake Swimmers fundet ud af, at deres musik ikke lyder helt ueffen i sådan et rum. I april måned inviterede de således et par hundrede fans med i Church of The Redeemer i Toronto, hvor de bl.a. spillede Ongiara, bandets seneste plade fra i år, i sin helhed. Koncerten blev optaget, og det har nu resulteret i en ep med den rettelige titel Live at The Church of the Redeemer. Ep’ens fem sange når omkring Great Lake Swimmers’ tre udspil: “There Is a Light,” “I Am Part of a Large Family” og “Put There by the Land” fra Ongiara, “Various Stages” fra 2005-udgivelsen Bodies and Minds og “Moving Pictures, Silent Films” fra den selvbetitlede debutplade fra 2003. Download Live at The Church of the Redeemer Se video – Great Lake Swimmers: Backstage with the Modern Dancers

Plader

Emma Pollock: Watch the Fireworks

Efter at hendes gamle band, The Delgados, er gået i opløsning, fortsætter skotske Emma Pollock på egen hånd. Solodebuten rummer 11 popsange, der sådan set lyder godt, men må kæmpe hårdt mod banaliteten – uden helt at kunne vinde kampen.

Plader

Rumspringa: III

Lofi-rocken er i høj kurs hos danske Rumspringa. Forbillederne skinner dog rigeligt tydeligt igennem, og man savner et egentligt musikalsk argument for at høre en plade, der kommer over 10 år for sent.

Nyheder

Ny single og video fra Battles

De overrumplende og uforudsigelige avant-rockere i Battles er klar med nyt udspil fra Mirrored. I anmeldelsen af Mirrored erklærede Undertoners anmelder, at Battles bliver »ved med at vinde nyt land, nye territorier i det beskudte grænseland mellem den avantgardistiske rock og den kommercielle mainstream.« Til det blev der kvitteret med 5 U’er. Den roste debutplade fra Battles er klar med endnu et afkast. Først var det “Atlas,” og nu er det “Tonto,” som udsendes som single med dertil hørende video. “Tonto” kan købes fra 22. oktober og indeholder ud over titelnummeret to livenumre samt remixes af bl.a. Four Tet og The Fields, og så medfølger nedenstående video på dvd. Læs også Undertoners anmeldelser af:Battles: MirroredBattles: EP C/B EP Se videoen til “Tonto”

Nyheder

Smagsprøver fra Baby Woodrose

Kan du ikke vente på Baby Woodroses Chasing Rainbows, kan du lytte til to sange fra den kommende plade. Hvad der venter for enden af Baby Woodroses regnbue, finder vi ud af den 22. oktober, hvor deres nye plade udkommer. Den 9. august kunne Undertoner først meddele om den kommende Baby Woodrose-plade. Her fortalte forsanger Lorenzo Woodrose, at pladen blandt andet byder på »tur-til-Indien-med-Brian-Jones-på-syre-på-bagsædet-nummeret “In Your Life,” lapsteel extravaganza i “Lilith” og den Ultimate Spinach-inspirerede “No More Darkness.« Ovenstående numre må du fortsat vente med at høre til den 22. oktober. Til gengæld kan du allerede nu høre sangene “Twilight Princess” og “Someone to Love” på DR’s musikside. Og hvis du ikke er til statsradiofoniens flirt med Microsoft, kan du høre et enkelt nummer på babyens Myspace-side. Læs også Undertoners anmeldelser af:Baby Woodrose: Love Comes DownBaby Woodrose: Dropout!Baby Woodrose: Money for SoulDragontears: 2000 Micrograms from Home

Nyheder

Islands-medlem i spændende samarbejder

Nick Thorburn erklærer sig tilhænger af band-bigami. Hvem siger, at man skal binde sig til et enkelt band? Det er vel, hvad man har sideprojekter til. Og når man hedder Nick Thorburn og ligger inde med en masse idéer, der går på tværs af genreskel og involverer en række spændende samarbejder, så skal man ikke lade sig stoppe. Thorburn kender man bedst fra de canadiske grupper The Unicorns, som opløste sig selv efter blot én plade, og Islands, som endnu eksisterer. En af Thorburns mest spændende kolloborationer er med tidligere Islands-medlem Jamie Thompson, Syd Butler fra Les Savy Fav og Chris Taylor under navnet Juiced Elfers. Indtil videre har dette samarbejde kun resulteret i en enkelt koncert. Samme trekløver stak hovederne sammen med Dante DeCaro og Hadji Bakara fra Wolf Parade og Amber Webber fra Black Mountain under det sære navn Final Fantasy: Online aka Internet. Denne kolloboration har også kun resulteret i en enkelt koncert, som der allerede eksisterer videooptagelser af på YouTube (se f.eks. videoen nedenunder, hvor de prøver kræfter med Annie-sangen “Dumb Dog”) Også hiphopMen Thorburn har mere blod på tanden. Han har dannet projektet Reefer sammen med hiphop-producer Daddy Kev. De har bl.a. været et smut på Hawaii for at indspille et minialbum med seks numre under titlen The Life Narcotic. Pladen er sat til at udkomme tidligt næste år på Alpha Pup. Vi skal også have lidt nyt fra Islands. De bidrager med nummeret “Joy” til en compilation ved navn Worried Noodles, som udkommer 23. oktober på Tomlab. Final Fantasy: Online aka Internet spiller “Dumb Dog” fra Annie Læs også Undertoners anmeldelser af:Islands: Return to the SeaThe Unicorns: Who Will Cut Our Hair When We’re Gone?