Skribent - Anders Hjortkær Christensen

Kori og Jason Hammel udgør duoen Mates of State og er i øvrigt også gift. Vi trængte ind i deres lykkeboble for at få en snak om duoens musik. Når man taler med Kori og Jason Hammel, føler man sig lidt som en tilskuer, der er trådt ind på forbudt grund og derved bliver vidne til en personlig udveksling af tanker og følelser to personer imellem. Jeg får lov at stille masser af spørgsmål, og de svarer også på dem – men ikke rigtig til mig. De tager spørgsmålene og bruger dem som emner i en privat samtale, hvor der er masser af plads til grin og drillerier, men mest af alt: Åbenhed.Kori og Jason er gift og udgør tilsammen bandet Mates of State. Deres musik er en frisk blanding af indiepop-hooks, en luftig intimitet og den type harmonier, som udlukkende kan stamme fra to mennesker, som netop harmonerer sammen. Og det gøres på ingen bredere instrumentering end trommer og orgel – dog fyldigere lydende, end man skulle tro muligt. Fra band til duo "Det er så nemt med to personer" Et af de første spørgsmål, som jeg stiller Kori og Jason, er, hvorfor de vil “nøjes” med at være to personer i Mates of State, når de nu har muligheden for at fylde mere på. Men Kori og Jason har allerede været der. Faktisk var det sådan, at Mates of State kom til verden. De spillede begge i samme band, og en dag var de øvrige medlemmer forhindret i at møde op til øvning. “Der stod et orgel og et trommesæt i øvelokalet. Den følgende uge skulle vi spille til et åben scene-arrangement på akustiske guitarer, men så endte vi med at gøre det med orgel og trommer i stedet,” husker Kori. “Derefter fandt vi ud af, at det var anderledes, men nemmere, og siden vi alligevel på det tidspunkt skulle flytte, besluttede vi at lave et nyt band, udgjort af os to alene. Det var noget af et indfald, men det viste sig at være en god idé.“Jason nikker anerkendende: “For mig er det nemmere at spille musik med bare én anden person, fordi kommunikationen mellem to personer er så meget nemmere og bedre, end den er med flere. Vi behøver end ikke at skulle tænke på at koordinere ekstra lyde eller folk ind. Vi fylder mindre musikalsk, mentalt og fysisk.“Kori og Jason startede med Mates of State i San Francisco, men er siden flyttet til østkysten i eget hus. “Der skriver vi sange og øver,” fortæller Kori, og Jason fortsætter: “I San Francisco havde vi et lille øvelokale, som vi delte med andre. Det var et frygteligt pres at skulle skrive nye sange i løbet af få timer, mens det buldrede med heavy metal omkring ørerne på os fra de andre øvelokaler. Nu har vi eget hus, og der kan vi øve, når vi har lyst, og vi kan aflyse i sidste øjeblik, hvis det er. Det er så nemt med to personer.“ Et fuldtidsjobMates of State befinder sig i stalden hos Polyvinyl Records. De besluttede efter debutpladen My Solo Project at dedikere sig fuldt ud til musikken, hvilket naturligvis medførte, at de måtte opsige deres regulære jobs. Polyvinyl finansierede hele processen ved indspilningen af duoens anden plade, hvilket samtidig betød, at Mates of State havde et stramt skema foran sig. De havde kun 8 sange klar og blev nødt til at skrive to nye i studiet under indspilningerne. Det resulterede i pladen Our Constant Concern, der udkom sidste år, og som ikke desto mindre er en ganske vellykket plade med flere af den slags luftige popsange, man hørte første gang på My Solo Project. “Efter den oplevelse fandt vi generelt ud af, at vi egentlig ikke rigtig bryder os om at indspille. Vi kan lide bare at spille,” indrømmer Kori. Og spille koncerter får de virkelig lov til: Mates of State er på en længerevarig turné, først i Europa og efterfølgende i USA, for at promovere deres tredje fuldlængde, Team Boo, som udkommer d. 16. september. Kori Hammel under indspilningerne til Team Boo Under parrets svar på mine spørgsmål har de ligeledes travlt med at sende hinanden små blikke og smil. Dette sker langt fra kun uden for koncertscenernes kulørte lamper. De virker så tæt knyttet, at deres liveshows nærmest er et virtuelt makrokosmos bestående af de små blik og smil – en intim oplevelse for de to optrædende tilsammen. Det kommer især til udtryk ved, at Kori og Jason befinder sig lige overfor hinanden på scenen.“Det er sandt,” siger Kori, “vi er så tæt knyttet, at det ikke ville give mening at spille en koncert, hvor vi bare skulle spille sangene og ikke snakke sammen eller kigge på hinanden. Det ville føles forkert. Vi er der bare for at hygge os og nyde at spille musik sammen. Det er, hvad det er.““Vi er i et tæt forhold, når vi ikke er på scenen, så hvorfor skulle vi lade, som om vi ikke var på scenen?” spørger Jason retorisk. “At vi er i et forhold, skinner igennem, uanset om vi ønsker det eller ej.“ Ud over kemien de to imellem eksisterer der også en uspoleret og simpel glæde i duoen musik. Jason forklarer: “Vi er meget ligefremme, når vi spiller live, og vores musik er meget ligefrem. Vi har ikke flere lag af instrumenter, som skal fyldes på, vi skal heller ikke stoppe op for at stemme instrumenterne, og vi roder heller ikke rundt i lange introer, før vi kommer frem til de respektive sange. Vi starter sangen fra første slag, og den stopper ikke før tre minutter senere. Her er sangen, hvad vi skrev, og den kommer lige imod dig. Vi pakker ikke musikken ind.“ Bid for bid frem for skitserMen selv om Mates of State bevæger sig inden for popmusikkens termer, er det ikke en simpel og ligetil metode, de bruger i deres sangskrivning.“Jeg har aldrig brudt mig om idéen at sætte sig ned for at skrive et vers, et omkvæd, en bro – du ved, alt det traditionelle. Det er bare ikke os,” siger Kori og bryder pludselig ud i latter: “Jeg fangede Letterman på TV en aften, hvor Jon Bon Jovi var gæst. Han blev spurgt om, hvordan han skriver sine sange, og han svarede helt seriøst, at han allerførst fandt på en god titel.” Det er svært at høre, hvad Kori siger, fordi hun er ved at eksplodere af latter, fordi Jason slår over i lidt Bon Jovi-sang: “It’s my liiiife…“. “Måske er det derfor, du er så elendig, Bon Jovi!” lyder det samtidigt grinende og hånende fra Kori. Der opstår en kortere pause – de to parter skal lige spore sig ind på den tankegang, som de startede på. Jason fortsætter: “Vi skriver bare dele af sange og sætter delene sammen og beslutter os så for, hvordan det lyder, og om vi kan lide det. Vi tænker meget sjældent på en sang i sin helhed, før den er færdig. Først når de passende dele er sat sammen, vurderer vi, om sangen er færdig. Jeg tror, at vi ved at skrive enkelte dele ad gangen får sangene til at være en smule mere komplekse – dele som ikke nødvendigvis passer sammen.“Det ville være oplagt for duoen at supplere deres sødmefyldte popmusik med kærlighedstekster, og det sker det også fra tid til anden, men det er langt fra noget, som er et generelt udtryk. “Det er sådan en kliché,” siger Kori, “vi vil langt hellere lade kærligheden strømme gennem den instrumentale del – en kærlighed til musikken. Sommetider forstår folk ikke helt vores tekster, og jeg tror, det er fordi, at de relaterer meget til vores private liv, ting der er sket for hos osv. Det behøver såmænd ikke at være så gravalvorlige emner: Nogle gange er det en intern joke, som fylder en linje eller to i en sang, og de eneste, der forstår det, er Jason og mig,” griner Kori.Hvor mange interne jokes, der er at finde på den kommende plade, Team Boo, kan man kun gætte sig til. Men jeg kan da afsløre, at åbningsnummeret hedder Ha Ha, og det kan downloades fra Polyvinyls hjemmeside. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooMates of State, Club PlayRec, Huset 09.08.03

Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. "Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os…" Inden vi dykker ned i andre emner, så lad os da lige få historien omkring navnet .moneen. og dets skøre tegnsætning. Kenny Bridges forklarer: Tegnsætningen er bare én af de idéer… man gør det, fordi man kan. Men navnet i sig selv har en interessant historie. For omkring fire år siden gik min kæreste på universitet, og hun delte værelse med en pige ved navn Moneen. Bandet havde intet navn, og vi gjorde os ingen forhåbninger om at komme i tanke om et. Jeg sagde altid til Moneen, at jeg ville opkalde et band efter hende bare for at nedbryde hendes identitet. Da vi skulle beslutte os for et navn, spurgte vi folk, hvad de syntes om .moneen., og alle hadede det. Så der kan du se, vi var nødt til at bruge det. Den dag i dag modtager pigen modtager stadig emails, som egentlig er adresseret til bandet, og det driver hendes til vanvid. I punkens “overklasse”.moneen. er nu i stalden hos Vagrant Records, som er et af de største uafhængige selskaber i USA for tiden, og som huser bands som Alkaline Trio, Dashboard Confessional og The Get Up Kids m.fl. Inden da udgav de plader på det lille canadiske selskab, Smallman Records. Men ønsket om at rykke op i de højere luftlag har altid ligget hos bandet. Vi søgte med lys og lygte efter et label, som vi kunne føle os trygge hos, og det bedste ved det hele er, at de fandt os. Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os og spurgte, om vi ville være interesserede i et samarbejde med dem. Det første vi tænkte var, at det var den ondeste joke at lave med os, for hvorfor skulle de dog være interesserede i os? Jeg tror, at efter The Theory of Harmonial Value (bandets første fuldlængde) blev udgivet hos Hopeless Records, så blev den sendt rundt i visse kredse i Californien og landede altså i Rich’ (Rich Egan, medejer af Vagrant) hænder. Heldigvis for os kunne han lide den. Han havde aldrig set os spille før og kendte ikke rigtig noget til os, men musikken var tiltrækkelig til, at han tilbød os en plads i deres familie. Emo er ikke slemtTil spørgsmålet omkring .moneen.s musikalske stil og lyd er Bridges meget krakilsk i sit svar: “Vores musik er glad, trist, vred, formildende, aggressiv, høj, afdæmpet, melodisk, excentrisk – med et anstrøg af jublende hooks. Dækker det?” spørger han drilsk, for han er tydeligvis fuldt ud bevidst omkring mit efterfølgende uddybende spørgsmål. Det handler om den for de fleste bands frygtede emo-betegnelse. Alle synes at have forskellige forestillinger om den og, ikke mindst, forskellige holdninger til den. Men ét er sikkert: De fleste folk ville nok skubbe .moneen. ned i den kasse, der hedder emo. Emo er ikke slemt. Det kan bruges i den forkerte kontekst – men det er virkelig ikke slemt. På mange måder hjælper det folk til at forstå, hvilken type musik der snakkes om. Hvis jeg f.eks. sagde, at vi var et rock’n’roll-band, ville du sikkert spørge, hvad fanden det var. Der er ingen, der ved, hvad rock’n’roll er for tiden. Det lader til, at alt musik er. Jeg tror ikke, at mange af de bands, som kalder sig rock’n’roll, bruger betegnelsen decideret møntet på den musik, de spiller. Jeg tror nærmere, det er attituden, og fordi de vil leve rock’n’roll-livet. På .moneen.s seneste udgivelse, Are We Really Happy With Who We Are Right Now?, er det måske mest bemærkelsesværdige element sammenblandingen af så talrige elementer. Når man hører, hvem Bridges nævner som sine inspirationskilder, er det måske ikke så mærkeligt endda. Jeg har nogle forskelligartede indflydelseskilder. Jeg kan virkelig godt lide Beach Boys’ Pet Sounds – den er min primære inspiration, om for intet andet så for det faktum at Brian Wilson ingen begrænsninger havde lagt på hans kreativitet. Jeg vil aldrig holde op med at skabe musik og skubbe mig selv frem mod at skabe nye ting – nye for mig i hvert fald. Jeg synes også, at Clarity af Jimmy Eat World er et fantastisk album. Hver sang er forskellig fra de øvrige og skaber en helt ny atmosfære. Endnu en indflydelse er Failures Magnified – den plade alene fordi kun to mennesker lavede den. Utroligt! To mennesker alene om at bestemme lige præcis, hvad de selv ville lave – og sikke idéer. Det er nærmest genialt! Lege med lyde.moneen. har også selv brugt lang tid i studiet på at skabe netop det lydbillede, som de ønskede. I flere tilfælde er det ganske komplekse sange med talrige lag på lag af forskellige instrumenter og lyde. Bridges fortæller videre om sangskrivningen og udviklingen af denne i studiet. Vi lukkede bare vores øjne og lod musikken spille sig selv. Vi vidste, hvordan vi ville have sangene til at lyde, men hvad angår effekter og underlige lyde, skabte vi disse, mens vi indspillede. Nogle gange i løbet af optagelserne, hvor vi skulle være stille, mens rene guitarlyde blev indspillet, begyndte hippien (bandets anden guitarist) og jeg at lege med nogle delay-effekter. Det hjalp til med at gøre denne plade en fremragende plade til hovedtelefoner. Til trods for at bandet elsker at fylde på med lag på plade, har de en god fornemmelse for at stoppe mens legen er god. Vi lægger aldrig lag på bare for at lægge lag på. Alt, der er at høre på pladen, blev optaget, mens vi indspillede vores respektive spor. Der er små detaljer, som vi lagde på bagefter, men for langt størstedelen af materialet skulle det kunne optages, som det kan spilles live. På den måde ville vi aldrig blive revet med af begejstringen og overproducere pladen. Det er derfor, at Trever (Trever Keith, producer og frontmand i Face to Face) var fantastisk. Han havde samme forestilling omkring, hvordan sangene skulle lyde, og han kæmpede ligeså hårdt, som vi selv gjorde, for at de endte som forestillingen. Dette er første gang, at vi har formået at fange en god live-vibe på pladen. Det har altid været svært for os at fange energien fra et liveshow på en optagelse, men Trever hjalp virkelig med at få alting til at lyde og føles så naturligt. .moneen.s Are We Really Happy With Who We Are Right Now? er udkommet på Vagrant Records. Så nu må tiden vise, hvor canadiernes musik skal føre dem til næste gang.

Efter at have spillet under bandnavnet Joyphilter i mange år tog medlemmerne valget at skifte navn til The Fashion som følge af en langsomt indsnigende musikalsk stilændring. Kort tid efter skrev de kontrakt med BMG. Undertoner har talt med The Fashion om musikken og det pludselige ryk fra undergrunden til den kommercielle overhalingsbane. Den hårdtarbejdende sved synes at sive ud gennem de gamle mure, som omringer bygningskomplekset på Islands Brygge, hvor godt og vel 100 bands regelmæssigt kommer for at øve. Til trods for at det er ved at blive aften, står solen stadig højt på himlen. Jeg bliver modtaget af bandet The Fashion, som godt gennemblødte af sved efter dagens øvesession er klar til et interview. Fra Joyphilter til The FashionDe tre gutter, Christian Lignell Bækholm, Anders Find Axelsen og Jakob Printzlau, slog tidligere deres folder i det hedengangne danske emoband, Joyphilter. De producerede en række demoskiver og turnerede heftigt – ikke bare i Danmark, men også på et hav af små spillesteder rundt om i Europa. Men da trommeslageren forlod Joyphilter, og to nye medlemmer kom med i bandet, skete der en rask udvikling i såvel stil som lyd. Som en konsekvens heraf valgte bandet at starte fra nulpunktet under et nyt navn, The Fashion. “Det er sjovt, som det er gledet tilbage i hovedet på én allerede, til trods for at det jo ikke er særlig lang tid siden,” siger forsanger Jakob Printzlau. “Det ville være mærkeligt, hvis vi skulle hedde Joyphilter stadigvæk. Vi tog en rimelig stor “chance” ved at lave om på musikken; der var jo alligevel lavet om på line-up’en, så hvorfor holde fast ved navnet? Hvorfor ikke bare tage konsekvensen og starte forfra?“Skillelinjen mellem det gamle og det nye band blev endeligt trukket i maj måned sidste år. Da udgav det danske label North Post en lille lyserød 3″-single med et nyt dansk band ved navn The Fashion. “Det var mere eller mindre der, det blev officielt, at vi var et andet band, og der var ikke mere Joyphilter,” siger Printzlau.Selvom det kan virke som en voldsom stilændring de to bands imellem, er der alligevel en gråzone i overlappet. “Det sjove er jo, at på vores 3″ er det alle numre, som vi havde haft gang i som Joyphilter,” forklarer Printzlau, “og Jacob og Christoffer (Jacob Ankær Johansen fra Lack og Christoffer Griebel fra Lake Placid) kom henholdsvis med i bandet, inden vi tog konsekvensen og skiftede navn“. BMGs begejstringFor at fejre udgivelsen af The Fashions 3″-single holdt bandet en releasefest. Her blev der delt CD’er ud til de fremmødte. Én af CD’erne endte på en café, hvor den flittigt blev spillet. Det viste sig tilfældigvis at være selvsamme café, som hvor direktøren for pladeselskabet BMG drikker sin kaffe. Han blev nysgerrig efter et par lyt og fik CD’en med hjem.“Det næste, vi ved, er, at vi blev ringet op af nogen A&R-folk, som spurgte, om vi kunne komme til møde den følgende dag. Vi gjorde os en masse tanker om, hvad de kunne sige, hvad de ville sige, og hvad de i hvert fald ikke ville sige. Og det, som vi troede, at de ikke ville sige, nemlig at de ville udgive os, var noget af det allerførste, som de sagde,” forklarer Printzlau med udslåede arme og hævede skuldre, som om han stadig ikke helt kan forstå det.Det viste sig, at selskabet var mægtig glade for det, som The Fashion havde lavet, og det var bestemt noget, som de godt tænke sig at være en del af. Bandet var knap nok stablet på benene. De havde ikke forsøgt sig hos nogle pladeselskaber, end ikke spillet live med den nye line-up endnu. “BMG vil. Det lyder godt. Let’s do it!” Det var i november 2002. Foto: Søren Solkær Starbird Den “svenske” lydHvor The Fashion forholdsvis hurtigt og smertefrit kom i kontakt med BMG og fik forhandlet deres pladekontrakt, var søgningen efter en producer til bandets plade en helt anden historie. “Der var ikke en eneste dansk producer, som fattede, hvad det var, vi havde gang i,” fortæller Anders Find Axelsen, guitaristen i bandet. “Det var ligegyldigt hvem, vi sendte til, så fik vi den smækket tilbage i hovedet. Det lød demoagtigt, og hvorfor tager han ikke en akkord i stedet for at spille sådan der?” “Og hvorfor stemmer de ikke ned, så han ikke synger så højt?” afbryder Printzlau grinende.Men The Fashion stod fast! Og det selvom de fik den ene kritik efter den anden på det materiale, som de præsenterede de danske lydfolk for. Det resulterede indledningsvist i, at bandet måtte gå i studiet alene og påbegynde arbejdet på debutpladen. Men pludselig fik de hul til en producer på den anden side af Sundet, som var frisk på et samarbejde. “Jeg ved godt, at man ofte siger, at svenskerne ved, hvad de laver, men det er ikke løgn, at den første mand, vi sendte til i Sverige, var Mikael Ilbert. Han forstod præcis, hvad det var, vi havde fat i,” fortæller Axelsen.“Det var befriende, at der pludselig kom én og sagde ’Det, I har, er vildt fedt! Hold fast i det! Der er ikke noget mærkeligt i den vokal, og I skal bare holde ved den skævhed, som I har, for det er den, der er charmen’,” fortsætter Printzlau. “Man må tro på det, man laver, og stå bagved det med 200%, så må folk kunne lide det eller lade være. På den måde får man et langt bedre resultat, end hvis man konstant går og indretter sig efter, hvad responsen er.“ Undergrund vs. MainstreamSelv om The Fashion endnu ikke har udgivet deres fuldlængde-debut, går snakken allerede heftigt i undergrunden. Modtagelsen af det nye band har været overvejende positiv, men der har ligeledes været en række negative udladninger – især fra indiefolk. “De mener med det samme, at vi havde lavet en skræddersyet plan, at nu skulle vi lave noget musik, som skulle ramme ned i en eller anden nerve. Så kunne vi få en pladekontrakt og vinke farvel til alt det, vi kom fra og glemme alt om det,” lyder det irriteret fra Printzlau, som ufrivilligt har måtte stille sig i en forsvarsposition, når de hidsige angreb blev slået an. “Det er sådan noget, som jeg er allermest træt af at høre på, fordi det er sådan nogen mennesker, som er så indgroet i deres had til det etablerede plademiljø. Det er bare en generel tendens, at hvis det ikke er indie, så er det ikke noget værd, så har det ikke nogen værdi.” Christian Lignell Bækholm, som slår bassen an i The Fashion, nikker genkendende: “De folk, der kommer med de statements, at major-labels er noget pis, de kan ikke vide, hvordan det er, før de har prøvet at stå på begge sider af hegnet. Og det har de ikke, mange af dem som kommer og stikker os i skoene, at vi har solgt ud. Hvis du har en god indgangsvinkel til det, og du har en bagage, som gør, at du er godt rustet til at vide, hvad du går ind til, så kan du sagtens gøre brug af de midler, der er stillet til din rådighed, uden at fornægte, at der er noget der hedder major-labels, og at der trods alt er penge involveret i produktionen af musik.“ The Fashion har med stort aftryk ironien med sig i deres samlede udtryk. For det første indbyder bandnavnet til at tænke i modetermer, hvilket kommer til udtryk i medlemmernes “udklædning” på scenen. Det var en idé, som udklækkedes allerede i starten, da bandet smed de første spæde lyde af sig. “Folk tror altid, at de uniformer har noget med major-labelet at gøre. Men da vi lavede vores 3″ på North Post, og der ikke var noget, der hed RCA, stod vi stadigvæk med halskulde. Og tilbage i Joyphilter-dagene var vi iklædt skjorte og slips. Men hvis folk reagerer på det, så har det jo virket i en eller anden udstrækning“, smiler Printzlau. For det andet ligger der konnotationen i bandnavnet “at gøre tingene på en bestemt måde”. Selvom The Fashion pludselig befinder sig i en situation, hvor de kan koncentrere sig om blot at spille deres musik og slippe for mange af de mere organisatoriske tjanser, har de fra dag 1 været særligt bestemte på at være med i de fleste processer. “Vores holdning er, at vi skal skal lave mest muligt af det, vi kan selv. Vi er opdraget med det og vant til det fra undergrunden. Når du gør det på den måde, kommer der også fokus på musikken,” siger Bækholm. “Jeg har aldrig været mere “do-it-yourself”, end jeg er nu, hvor jeg er på et major-label,” griner Printzlau. “Jeg laver så meget mere, end da jeg var rigtig “do-it-yourself”. Vi laver stadig vores egen hjemmeside, CD/LP covers, stickers, flyers, og vi skriver endda vor egen pressemeddelelse – det har vi valgt at lave selv, for hvem forstår det bedre, end vi gør?” Spørgsmålet får lov at hænge lidt i det trange øvelokale, mens de mangeartede lyde fra de tilstødende lokaler runger i væggen. Printzlau kigger op med et bestemt blik og fortsætter sin tankegang: “Du kan jo sagtens give det hele fra dig, men hvorfor? Det er jo dit udtryk. Hvorfor få en eller anden til at lave dit cover, hvis du kan selv? Man kan ligeså godt bruge den ekstra energi på at fuldende udtrykket og gøre det til ens egen ting. Det er derfor, jeg mener, at der ikke går noget af os for at komme på et major-label. Vi sparer en masse udgifter, men vi ofrer også en masse indtægter.“Selvom bandet er kommet ind i varmen hos BMG, betyder det langtfra guld og grønne skove. Bandmedlemmerne har måtte droppe ud af uddannelser og opsige jobs, og de har endvidere måtte låne større summer penge hist og her. “Jeg tror, der er en fordom om, at de store pladeselskaber tager et band ind, og så sørger de bare for, at man bor fint. Men det er altså noget, de har set i fjernsynet,” kommer det smilende fra Printzlau. Bækholm bryder ud i en kortvarig latter: “Ja, det er vist “Popstars”, vi er ovre i dér“. Der er ingen tvivl om, at The Fashion er et fokuseret band. De ved, at de står i en god situation – og selvom de har haft alverdens andre ting om ørerne, er det musikken, som trods alt er det essentielle. “Det er musikken, det handler om. Historien, om hvordan vi fik en pladekontrakt, er jo ikke interessant om et halvt år, men der vil musikken stadigvæk være i fokus,” siger Printzlau og kaster et blik over mod Bækholm, som ganske kort runder svaret helt af: “Alt det andet er snak,” smiler han. The Fashions debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo har endnu ingen releasedato fået, men ifølge bandet skulle der ikke gå mere end et par måneder, før den er på gaden. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04