Skribent - Anders Hjortkær Christensen

Koncerter

Mates of State, 09.08.03, Club PlayRec, Huset

De er to personer, partnere i såvel bandsammenhæng som i ægteskab. Med en sådan sammensmeltning var det ikke så mærkeligt, at gnisten de to imellem glimtede skarpt og vedvarende i løbet af en koncert med en samling sange af fin indiepop-kaliber. Taget i betragtning af at Mates of State blot består af to mennesker (ægteparret Kori og Jason Hammel), er det en imponerende fylde, de har i deres lyd. Kori tager sig af tangenterne på orglet, hvilket både dækker over bløde synthbas-bunde og de højere klingende instrumentalharmonier. Selvom jeg udmærket vidste bedre, måtte jeg fra tid til anden tage sig selv i at spejde efter bassistens skjulested. Det er ganske imponerende, som Koris hænder bevægede sig over tangenterne – noget der indbyder til tanken om en tredje hånd. Jasons trommespil bestod af så meget mere end blot at holde et fast beat kørende til de kønne harmonier. Han var legende og udfordrende i sit spil med en samtidig fornemmelse for de små detaljer. Så er der vokalerne! Hverken Kori eller Jason er nogle store sangere, og det er lige præcis det, som er charmen ved dem. Teknik og alt andet lignende pjat er skubbet til side – de synger fra hjertet. Og tag endelig ikke fejl, de ramte alle de toner, de skal. Ingen af de to parter var på noget tidspunkt reduceret til at synge kor. Hver stemme havde ligeså stor berettigelse som den anden, hvilket især kom til udtryk ved, at Kori og Jason hver især sang forskellige tekstlinjer ind over hinanden. Man skulle umiddelbart tro, det ville lyde forvirrende, var det ikke fordi, at de sang i hvert sit leje, som i det samlede lydbillede smeltede sammen i perfekt harmoni. Kori og Jason var placeret overfor hinanden på scenen, så de kunne holde en øjenkontakt i løbet af de respektive numre. Udover samspillet i sig selv skabte denne øjenkontakt en gnist, som virkelig skubbede duoens sange udover scenekanten. Det førte også til en masse grinen og rysten på hovedet, når enkelte overgange kiksede, ligesom det førte til intern hyggesnak, der ikke altid inkluderede publikum. Hyggen blev dog især vendt ud mod publikum, da Kori slog over i en vittighed: “How many indie kids does it take to screw in a light bulb? You don’t know?” spurgte hun med et stort glimt i øjet, for hvem burde vide det bedre end publikum? Jason introducerede den følgende sang med, at den bestemt var sjovere end den netop fortalte vittighed, og bandet slog velvalgt over i åbningsnummeret fra den kommende plade, Team Boo, med den “sjove” titel: Ha Ha. I løbet af La’hov, som er et absolut fremtrædende nummer på Mates of States debutplade My Solo Project, forlod Kori sin plads bag orglet og dansede ud på gulvet foran scenen. Det virkede mest af alt som et forsøg på at vække liv i folk, som alle sad nærmest ubevægelige foran den lille scene, og dansen faldt derved desværre hårdt til jorden. Med en lettere utilfreds mine på munden dansede hun tilbage bag orglet. “Are you guys having fun?” spurgte hun den stille menneskemængde. De fleste fra publikum stemte i med et forsigtigt “ja“, men Kori skulle forsikre sig: “Are you sure?” Tydeligvis ikke helt overbevist og en smule slået ud af folks inaktivitet (Kori havde før bandets koncert med stor forhåbning i stemmen spurgt undertegnede, om folk dansede til koncerter i Danmark) hviskede hun et par ord til Jason, hvilket tydeligvis indikerede, at der skulle skæres et par numre af setlisten. Man kan skrive spalte op og spalte ned om publikums rolle i en koncertsammenhæng, og i Mates of States tilfælde spiller de tilsyneladende en stor rolle, men jeg vil til enhver tid argumentere, at et band burde give alt, de har i sig, uagtet om de spiller for 10 eller 1000 mennesker. Koncertens sidste par numre, gode som de ellers er, blev leveret lettere halvhjertet af et band, som lagde ud med at stråle af spilleglæde. Man kan kun ønske, at Mates of State får en distributionsaftale i hus i Danmark, så flere vil få kendskab til deres plader og derved dukke op til en næste koncert. På den måde kan vi opleve bandet i fuld hopla i en hel koncerts varighed. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooInterview med Mates of State: I en båd for to

Interview

.moneen. – det nye medlem i Vagrant-familien

Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. Jo, tegnsætningen er skam helt forsætlig og korrekt. .moneen. kommer fra Ontario, Canada med et rygte, som førte dem i favnen på Vagrant Records. Undertoner har fået en snak med forsanger og guitarist Kenny Bridges om den nye plade, det nye label samt andet løst og fast. "Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os…" Inden vi dykker ned i andre emner, så lad os da lige få historien omkring navnet .moneen. og dets skøre tegnsætning. Kenny Bridges forklarer: Tegnsætningen er bare én af de idéer… man gør det, fordi man kan. Men navnet i sig selv har en interessant historie. For omkring fire år siden gik min kæreste på universitet, og hun delte værelse med en pige ved navn Moneen. Bandet havde intet navn, og vi gjorde os ingen forhåbninger om at komme i tanke om et. Jeg sagde altid til Moneen, at jeg ville opkalde et band efter hende bare for at nedbryde hendes identitet. Da vi skulle beslutte os for et navn, spurgte vi folk, hvad de syntes om .moneen., og alle hadede det. Så der kan du se, vi var nødt til at bruge det. Den dag i dag modtager pigen modtager stadig emails, som egentlig er adresseret til bandet, og det driver hendes til vanvid. I punkens “overklasse”.moneen. er nu i stalden hos Vagrant Records, som er et af de største uafhængige selskaber i USA for tiden, og som huser bands som Alkaline Trio, Dashboard Confessional og The Get Up Kids m.fl. Inden da udgav de plader på det lille canadiske selskab, Smallman Records. Men ønsket om at rykke op i de højere luftlag har altid ligget hos bandet. Vi søgte med lys og lygte efter et label, som vi kunne føle os trygge hos, og det bedste ved det hele er, at de fandt os. Som ud af den blå luft ringede Vagrant til os og spurgte, om vi ville være interesserede i et samarbejde med dem. Det første vi tænkte var, at det var den ondeste joke at lave med os, for hvorfor skulle de dog være interesserede i os? Jeg tror, at efter The Theory of Harmonial Value (bandets første fuldlængde) blev udgivet hos Hopeless Records, så blev den sendt rundt i visse kredse i Californien og landede altså i Rich’ (Rich Egan, medejer af Vagrant) hænder. Heldigvis for os kunne han lide den. Han havde aldrig set os spille før og kendte ikke rigtig noget til os, men musikken var tiltrækkelig til, at han tilbød os en plads i deres familie. Emo er ikke slemtTil spørgsmålet omkring .moneen.s musikalske stil og lyd er Bridges meget krakilsk i sit svar: “Vores musik er glad, trist, vred, formildende, aggressiv, høj, afdæmpet, melodisk, excentrisk – med et anstrøg af jublende hooks. Dækker det?” spørger han drilsk, for han er tydeligvis fuldt ud bevidst omkring mit efterfølgende uddybende spørgsmål. Det handler om den for de fleste bands frygtede emo-betegnelse. Alle synes at have forskellige forestillinger om den og, ikke mindst, forskellige holdninger til den. Men ét er sikkert: De fleste folk ville nok skubbe .moneen. ned i den kasse, der hedder emo. Emo er ikke slemt. Det kan bruges i den forkerte kontekst – men det er virkelig ikke slemt. På mange måder hjælper det folk til at forstå, hvilken type musik der snakkes om. Hvis jeg f.eks. sagde, at vi var et rock’n’roll-band, ville du sikkert spørge, hvad fanden det var. Der er ingen, der ved, hvad rock’n’roll er for tiden. Det lader til, at alt musik er. Jeg tror ikke, at mange af de bands, som kalder sig rock’n’roll, bruger betegnelsen decideret møntet på den musik, de spiller. Jeg tror nærmere, det er attituden, og fordi de vil leve rock’n’roll-livet. På .moneen.s seneste udgivelse, Are We Really Happy With Who We Are Right Now?, er det måske mest bemærkelsesværdige element sammenblandingen af så talrige elementer. Når man hører, hvem Bridges nævner som sine inspirationskilder, er det måske ikke så mærkeligt endda. Jeg har nogle forskelligartede indflydelseskilder. Jeg kan virkelig godt lide Beach Boys’ Pet Sounds – den er min primære inspiration, om for intet andet så for det faktum at Brian Wilson ingen begrænsninger havde lagt på hans kreativitet. Jeg vil aldrig holde op med at skabe musik og skubbe mig selv frem mod at skabe nye ting – nye for mig i hvert fald. Jeg synes også, at Clarity af Jimmy Eat World er et fantastisk album. Hver sang er forskellig fra de øvrige og skaber en helt ny atmosfære. Endnu en indflydelse er Failures Magnified – den plade alene fordi kun to mennesker lavede den. Utroligt! To mennesker alene om at bestemme lige præcis, hvad de selv ville lave – og sikke idéer. Det er nærmest genialt! Lege med lyde.moneen. har også selv brugt lang tid i studiet på at skabe netop det lydbillede, som de ønskede. I flere tilfælde er det ganske komplekse sange med talrige lag på lag af forskellige instrumenter og lyde. Bridges fortæller videre om sangskrivningen og udviklingen af denne i studiet. Vi lukkede bare vores øjne og lod musikken spille sig selv. Vi vidste, hvordan vi ville have sangene til at lyde, men hvad angår effekter og underlige lyde, skabte vi disse, mens vi indspillede. Nogle gange i løbet af optagelserne, hvor vi skulle være stille, mens rene guitarlyde blev indspillet, begyndte hippien (bandets anden guitarist) og jeg at lege med nogle delay-effekter. Det hjalp til med at gøre denne plade en fremragende plade til hovedtelefoner. Til trods for at bandet elsker at fylde på med lag på plade, har de en god fornemmelse for at stoppe mens legen er god. Vi lægger aldrig lag på bare for at lægge lag på. Alt, der er at høre på pladen, blev optaget, mens vi indspillede vores respektive spor. Der er små detaljer, som vi lagde på bagefter, men for langt størstedelen af materialet skulle det kunne optages, som det kan spilles live. På den måde ville vi aldrig blive revet med af begejstringen og overproducere pladen. Det er derfor, at Trever (Trever Keith, producer og frontmand i Face to Face) var fantastisk. Han havde samme forestilling omkring, hvordan sangene skulle lyde, og han kæmpede ligeså hårdt, som vi selv gjorde, for at de endte som forestillingen. Dette er første gang, at vi har formået at fange en god live-vibe på pladen. Det har altid været svært for os at fange energien fra et liveshow på en optagelse, men Trever hjalp virkelig med at få alting til at lyde og føles så naturligt. .moneen.s Are We Really Happy With Who We Are Right Now? er udkommet på Vagrant Records. Så nu må tiden vise, hvor canadiernes musik skal føre dem til næste gang.

Plader

Relaxed Muscle: The Heavy EP

Jarvis Cocker er indtrådt i et musikalsk samarbejde med Jason Buckle. Under navnet Relaxed Muscle leger de med mørklødig, dansabel elektropunk, som vist kun er sjov for de to involverede i legen. For os andre inviterer den til et langstrakt gab.

Interview

The Fashion: Med musikken i centrum

Efter at have spillet under bandnavnet Joyphilter i mange år tog medlemmerne valget at skifte navn til The Fashion som følge af en langsomt indsnigende musikalsk stilændring. Kort tid efter skrev de kontrakt med BMG. Undertoner har talt med The Fashion om musikken og det pludselige ryk fra undergrunden til den kommercielle overhalingsbane. Den hårdtarbejdende sved synes at sive ud gennem de gamle mure, som omringer bygningskomplekset på Islands Brygge, hvor godt og vel 100 bands regelmæssigt kommer for at øve. Til trods for at det er ved at blive aften, står solen stadig højt på himlen. Jeg bliver modtaget af bandet The Fashion, som godt gennemblødte af sved efter dagens øvesession er klar til et interview. Fra Joyphilter til The FashionDe tre gutter, Christian Lignell Bækholm, Anders Find Axelsen og Jakob Printzlau, slog tidligere deres folder i det hedengangne danske emoband, Joyphilter. De producerede en række demoskiver og turnerede heftigt – ikke bare i Danmark, men også på et hav af små spillesteder rundt om i Europa. Men da trommeslageren forlod Joyphilter, og to nye medlemmer kom med i bandet, skete der en rask udvikling i såvel stil som lyd. Som en konsekvens heraf valgte bandet at starte fra nulpunktet under et nyt navn, The Fashion. “Det er sjovt, som det er gledet tilbage i hovedet på én allerede, til trods for at det jo ikke er særlig lang tid siden,” siger forsanger Jakob Printzlau. “Det ville være mærkeligt, hvis vi skulle hedde Joyphilter stadigvæk. Vi tog en rimelig stor “chance” ved at lave om på musikken; der var jo alligevel lavet om på line-up’en, så hvorfor holde fast ved navnet? Hvorfor ikke bare tage konsekvensen og starte forfra?“Skillelinjen mellem det gamle og det nye band blev endeligt trukket i maj måned sidste år. Da udgav det danske label North Post en lille lyserød 3″-single med et nyt dansk band ved navn The Fashion. “Det var mere eller mindre der, det blev officielt, at vi var et andet band, og der var ikke mere Joyphilter,” siger Printzlau.Selvom det kan virke som en voldsom stilændring de to bands imellem, er der alligevel en gråzone i overlappet. “Det sjove er jo, at på vores 3″ er det alle numre, som vi havde haft gang i som Joyphilter,” forklarer Printzlau, “og Jacob og Christoffer (Jacob Ankær Johansen fra Lack og Christoffer Griebel fra Lake Placid) kom henholdsvis med i bandet, inden vi tog konsekvensen og skiftede navn“. BMGs begejstringFor at fejre udgivelsen af The Fashions 3″-single holdt bandet en releasefest. Her blev der delt CD’er ud til de fremmødte. Én af CD’erne endte på en café, hvor den flittigt blev spillet. Det viste sig tilfældigvis at være selvsamme café, som hvor direktøren for pladeselskabet BMG drikker sin kaffe. Han blev nysgerrig efter et par lyt og fik CD’en med hjem.“Det næste, vi ved, er, at vi blev ringet op af nogen A&R-folk, som spurgte, om vi kunne komme til møde den følgende dag. Vi gjorde os en masse tanker om, hvad de kunne sige, hvad de ville sige, og hvad de i hvert fald ikke ville sige. Og det, som vi troede, at de ikke ville sige, nemlig at de ville udgive os, var noget af det allerførste, som de sagde,” forklarer Printzlau med udslåede arme og hævede skuldre, som om han stadig ikke helt kan forstå det.Det viste sig, at selskabet var mægtig glade for det, som The Fashion havde lavet, og det var bestemt noget, som de godt tænke sig at være en del af. Bandet var knap nok stablet på benene. De havde ikke forsøgt sig hos nogle pladeselskaber, end ikke spillet live med den nye line-up endnu. “BMG vil. Det lyder godt. Let’s do it!” Det var i november 2002. Foto: Søren Solkær Starbird Den “svenske” lydHvor The Fashion forholdsvis hurtigt og smertefrit kom i kontakt med BMG og fik forhandlet deres pladekontrakt, var søgningen efter en producer til bandets plade en helt anden historie. “Der var ikke en eneste dansk producer, som fattede, hvad det var, vi havde gang i,” fortæller Anders Find Axelsen, guitaristen i bandet. “Det var ligegyldigt hvem, vi sendte til, så fik vi den smækket tilbage i hovedet. Det lød demoagtigt, og hvorfor tager han ikke en akkord i stedet for at spille sådan der?” “Og hvorfor stemmer de ikke ned, så han ikke synger så højt?” afbryder Printzlau grinende.Men The Fashion stod fast! Og det selvom de fik den ene kritik efter den anden på det materiale, som de præsenterede de danske lydfolk for. Det resulterede indledningsvist i, at bandet måtte gå i studiet alene og påbegynde arbejdet på debutpladen. Men pludselig fik de hul til en producer på den anden side af Sundet, som var frisk på et samarbejde. “Jeg ved godt, at man ofte siger, at svenskerne ved, hvad de laver, men det er ikke løgn, at den første mand, vi sendte til i Sverige, var Mikael Ilbert. Han forstod præcis, hvad det var, vi havde fat i,” fortæller Axelsen.“Det var befriende, at der pludselig kom én og sagde ’Det, I har, er vildt fedt! Hold fast i det! Der er ikke noget mærkeligt i den vokal, og I skal bare holde ved den skævhed, som I har, for det er den, der er charmen’,” fortsætter Printzlau. “Man må tro på det, man laver, og stå bagved det med 200%, så må folk kunne lide det eller lade være. På den måde får man et langt bedre resultat, end hvis man konstant går og indretter sig efter, hvad responsen er.“ Undergrund vs. MainstreamSelv om The Fashion endnu ikke har udgivet deres fuldlængde-debut, går snakken allerede heftigt i undergrunden. Modtagelsen af det nye band har været overvejende positiv, men der har ligeledes været en række negative udladninger – især fra indiefolk. “De mener med det samme, at vi havde lavet en skræddersyet plan, at nu skulle vi lave noget musik, som skulle ramme ned i en eller anden nerve. Så kunne vi få en pladekontrakt og vinke farvel til alt det, vi kom fra og glemme alt om det,” lyder det irriteret fra Printzlau, som ufrivilligt har måtte stille sig i en forsvarsposition, når de hidsige angreb blev slået an. “Det er sådan noget, som jeg er allermest træt af at høre på, fordi det er sådan nogen mennesker, som er så indgroet i deres had til det etablerede plademiljø. Det er bare en generel tendens, at hvis det ikke er indie, så er det ikke noget værd, så har det ikke nogen værdi.” Christian Lignell Bækholm, som slår bassen an i The Fashion, nikker genkendende: “De folk, der kommer med de statements, at major-labels er noget pis, de kan ikke vide, hvordan det er, før de har prøvet at stå på begge sider af hegnet. Og det har de ikke, mange af dem som kommer og stikker os i skoene, at vi har solgt ud. Hvis du har en god indgangsvinkel til det, og du har en bagage, som gør, at du er godt rustet til at vide, hvad du går ind til, så kan du sagtens gøre brug af de midler, der er stillet til din rådighed, uden at fornægte, at der er noget der hedder major-labels, og at der trods alt er penge involveret i produktionen af musik.“ The Fashion har med stort aftryk ironien med sig i deres samlede udtryk. For det første indbyder bandnavnet til at tænke i modetermer, hvilket kommer til udtryk i medlemmernes “udklædning” på scenen. Det var en idé, som udklækkedes allerede i starten, da bandet smed de første spæde lyde af sig. “Folk tror altid, at de uniformer har noget med major-labelet at gøre. Men da vi lavede vores 3″ på North Post, og der ikke var noget, der hed RCA, stod vi stadigvæk med halskulde. Og tilbage i Joyphilter-dagene var vi iklædt skjorte og slips. Men hvis folk reagerer på det, så har det jo virket i en eller anden udstrækning“, smiler Printzlau. For det andet ligger der konnotationen i bandnavnet “at gøre tingene på en bestemt måde”. Selvom The Fashion pludselig befinder sig i en situation, hvor de kan koncentrere sig om blot at spille deres musik og slippe for mange af de mere organisatoriske tjanser, har de fra dag 1 været særligt bestemte på at være med i de fleste processer. “Vores holdning er, at vi skal skal lave mest muligt af det, vi kan selv. Vi er opdraget med det og vant til det fra undergrunden. Når du gør det på den måde, kommer der også fokus på musikken,” siger Bækholm. “Jeg har aldrig været mere “do-it-yourself”, end jeg er nu, hvor jeg er på et major-label,” griner Printzlau. “Jeg laver så meget mere, end da jeg var rigtig “do-it-yourself”. Vi laver stadig vores egen hjemmeside, CD/LP covers, stickers, flyers, og vi skriver endda vor egen pressemeddelelse – det har vi valgt at lave selv, for hvem forstår det bedre, end vi gør?” Spørgsmålet får lov at hænge lidt i det trange øvelokale, mens de mangeartede lyde fra de tilstødende lokaler runger i væggen. Printzlau kigger op med et bestemt blik og fortsætter sin tankegang: “Du kan jo sagtens give det hele fra dig, men hvorfor? Det er jo dit udtryk. Hvorfor få en eller anden til at lave dit cover, hvis du kan selv? Man kan ligeså godt bruge den ekstra energi på at fuldende udtrykket og gøre det til ens egen ting. Det er derfor, jeg mener, at der ikke går noget af os for at komme på et major-label. Vi sparer en masse udgifter, men vi ofrer også en masse indtægter.“Selvom bandet er kommet ind i varmen hos BMG, betyder det langtfra guld og grønne skove. Bandmedlemmerne har måtte droppe ud af uddannelser og opsige jobs, og de har endvidere måtte låne større summer penge hist og her. “Jeg tror, der er en fordom om, at de store pladeselskaber tager et band ind, og så sørger de bare for, at man bor fint. Men det er altså noget, de har set i fjernsynet,” kommer det smilende fra Printzlau. Bækholm bryder ud i en kortvarig latter: “Ja, det er vist “Popstars”, vi er ovre i dér“. Der er ingen tvivl om, at The Fashion er et fokuseret band. De ved, at de står i en god situation – og selvom de har haft alverdens andre ting om ørerne, er det musikken, som trods alt er det essentielle. “Det er musikken, det handler om. Historien, om hvordan vi fik en pladekontrakt, er jo ikke interessant om et halvt år, men der vil musikken stadigvæk være i fokus,” siger Printzlau og kaster et blik over mod Bækholm, som ganske kort runder svaret helt af: “Alt det andet er snak,” smiler han. The Fashions debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo har endnu ingen releasedato fået, men ifølge bandet skulle der ikke gå mere end et par måneder, før den er på gaden. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04

Koncerter

Fashion, The, 24.07.03, Rust

For en proppet Café Rust spillede The Fashion bogstavelig talt op til dans. Med deres letbenede rockende melodier satte de gang i en fest, der dog sagtens kunne have varet længere.Det var en torsdag aften, den anden torsdag ud af tre mulige, hvor det danske band The Fashion præsenterede de sange, som i den nærmeste fremtid vil blive udsendt på bandets debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo hos giganterne BMG. For at gøre opmærksom på sig selv forud for pladeudgivelsen havde bandet planlagt 4 koncerter, en enkelt i Århus og hele 3 i København (!), som alle var gratis. De sidstnævnte tre koncerter ville hver især med en uges mellemrum blive spillet på Café Rust. Det var en af disse særlige aftener. Rust var pakket og fyldt til randen med mennesker. De fleste hang oppe i baren, mens et mindretal havde placeret sig på en række sækkestole, som lå rundt omkring på gulvet foran scenen. Den store menneskemængde kombineret med en sløvt virkende ventilator førte til en temperatur, som umuligt kunne ligge langt fra kviksølvkeglens bristepunkt i et termometer. Men var varmen til trods var der denne summen – en summen af forventning og nysgerrighed. Al denne handlede om The Fashion. Foto: Søren Solkær Starbird Efter en længere forsinkelse og et dødtrist opvarmningsband (Odessa) var det endelig blevet tid til at høre, hvad drengene i The Fashion havde at byde på. “œMine damer og herrer, dette er et rockshow, så jeg må bede alle jer, der sidder ned om at rejse jer op og komme nærmere.” Med disse selvsikre ord var attituden slået an hos The Fashion, som fra start til slut indtog scenen og skubbede energiniveauet helt til loftet. Og der var virkelig tale om en indtagelse af scenen, hvor bandet havde én ting på programmet: Dansesmittende rockmusik. Medlemmerne havde iført sig deres karakteristiske lyserøde halsklude, en farve som generelt er gennemgående for alt, hvad bandet rører ved, og som samtidig associerer til 80’erne. Og det er netop i 80’erne og dette årtis new wave, man skal søge, hvis man skal sætte ord på The Fashions musik. Christoffer Griebels sydende og kitchede keyboardtoner snurrede ind og ud mellem samtlige af sangene på repertoiret, mens hans kantede dans stemte i med trommeslager Jacob Ankær Johansens knaldhårde og taktfaste slag på skindene. Også forsanger Jakob Printzlau dansede lystigt rundt på scenen mellem de vokale udladninger. Sidstnævnte virkede måske en smule for ivrig i sin dans, da han fra tid til anden nærmest måtte stikke i en spurt for en nå til mikrofonen, når der skulle synges igen. Det resulterede i en noget forpustet vokal, samt at enkelte ord blev sunget uden for mikrofonens rækkevidde. Men når Printzlau holdt sig i nærheden af mikrofonen, var det en fryd at lægge øre til hans højt pitchede, ubekymrede vokal. Sangene i sig selv luftede alene glade vibes. Tag bare sangtitler som Let’s Go Dancing, Break Out Your Recorder og Roller Disco Inferno. Publikum tog gladeligt imod de sitrende popsange, der var pumpet fuldt af en højoktan rockfeeling, som gav intet mindre, end hvad der blev lovet. I bandets afsluttende sang hørte man pludselig linjerne “œI’ve been looking so long at these pictures of you / That I almost believe that they’re real” (Pictures of You af The Cure) og efterfølgende “œI don’t want a place to stay / Get your booty on the floor tonight / Make my day” (Pump Up the Jam af Technotronic), som begge blev indkorporeret i The Fashions egen sang, dog sunget med lettere anderledes toner. Man følte dårligt, at bandet var gået igang, før de takkede af for denne aften. Måske var det et kort set, eller også var det simpelthen fordi, at det var så pokkers fornøjeligt. The Fashions letbenede rockmusik skal nok lade røre på sig i det danske land, når pladen kommer ud. Bandet beviste i hvert fald med denne koncert, at de har energien og ikke mindst sangmaterialet til det. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboViva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04Interview med The Fashion: Med musikken i centrum

Interview

Starflyer 59 – popmusikkens stjernestøv

Starflyer 59 har produceret et hav af plader siden midthalvfemserne, og til trods for at de skærer de pureste juveler af popsange, er de aldrig blevet kommercielt anerkendt. Starflyer 59 har været i vælten i musikverdenen i godt og vel 10 år med 12 plader plus det løse på bagen. De har slidt og slæbt, brugt mange år på at finpudse deres lyd. Deres astrale navn til trods har bandet ufrivilligt holdt sig et godt stykke under radarhøjde, hvad angår popularitet og salgstal. Onde tunger i musikindustrien har reduceret Jason Martin og hans Starflyer 59 til intet andet end en bleg kopi af Kevin Shields og hans mesterværk, nemlig My Bloody Valentines shoegazer-opus Loveless fra 1991. Men er der noget om snakken? Shoegazer-genren blev opfundet og dyrket af et hav af bands i slutningen af 80’erne. Navnet kommer ganske simpelt af de optrædende bands manglende virksomhed på en scene: De spillede deres musik praktisk talt ubevægeligt stående hen, mens deres øjne var nedadrettet mod ét sted, nemlig gulvet. Men der er mere til genren end indadskuende optrædender. Lag på lag af forvrængede guitarer indsvøbt i støjende feedback og små yndige melodier gemt et sted bagved støjmuren var blandt de karakteristika, som er shoegazer. Genren gik i sig selv i starten af halvfemserne. Shoegazernes efternøler Men pludselig trådte en californisk lastbilchauffør ind på den døende scene i 1994, og det gjorde han med et ensemble, som han navngav Starflyer 59. Bandet skrev kontrakt med selskabet Tooth & Nail blot et par måneder efter deres første tur i øvelokalet. De voksede sig hurtigt store i undergrunden. Alle elskede Jason Martins fuzzede guitarriffs, men det syntes svært at høre, hvad han med sin luftige vokal mumlede om inde bag lydmuren. Vendepunktet kom fire år senere med Fell in Love at 22-ep’en, på hvilken Jason Martin ændrede sin indadvendte shoegazerstil med en eftertænksom, drømmende 60’er- og 70’er-inspireret popmusik. Og den har fulgt ham og fornøjet os lyttere siden da. Old er deres seneste udspil, som udkom for et par måneder siden. »Jeg synes, at pladen er blevet god,« siger Martin. »For mig lyder det som den plade, vi ikke vidste, hvordan vi skulle lave for seks eller syv år siden.« Men man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor bandet rykkede mod et mere poppet og ligefremt udtryk. Martin er tydeligvis meget afklaret med skiftet. »Det er bare en slags naturlig udvikling, synes jeg. Vi er ældre nu – faktisk var jeg kun omkring 20 år, da vi startede. Det var andre ting, som interesserede mig i musikken. Jeg foretrak det overordnede lydbillede fremfor selve sangen. I løbet af årene har jeg fokuseret mere på sangstrukturen. Det virker som den typiske ting at sige, men jeg synes, at bandet bestemt er bedre nu, end da vi startede. Vores bedste plade ligger nok et par udgivelser tilbage, men jeg er meget tilfreds med vores nye plade.« Studiet frem for scenen Starflyer 59 har spillet mange liveshows inden for den seneste tid (noget der desværre har holdt dem på det amerikanske kontinent). Hvor mange bands har det at spille live som den foretrukne beskæftigelse, er det lige omvendt med Martin. »Med Starflyer er min foretrukne ting at lave pladerne. Det er skægt at spille live, men på pladerne har vi mulighederne for at lave det, vi gerne vil lave. Jeg kan jo ikke hive otte mennesker med op på en scene for at spille et enkelt nummer, der bare skal klikke, idet det spilles.« Jason Martin er det eneste medlem af Starflyer 59, som har været med hele vejen. Han skriver også alle sangene, hvilket resulterer i mindst en plade om året. Men hvad med den manglende opmærksomhed fra den brede publikumskare? »Vi har spillet live og udgivet pladerne i 10 år. Vi er, hvor vi er, men man kan aldrig vide, hvad der ligger forude for os.«

Koncerter

Flaming Lips, The, 03.07.03, Rytmescenen, Midtfynsfestival

Med en scenografi så imponerende som den, Flaming Lips stillede op med, samt et musikalsk repertoire, som ligeledes er imponerende, kunne man ikke andet end at gøre som Wayne Coyne: smide begge arme i vejret og blot overgive sig. Wayne Coyne må være blandt de mest forfriskende karakterer, jeg nogen sinde har oplevet på en scene. På sprudlende vis brugte Flaming Lips-frontmanden med de grå stænk i skægget og den barnagtige umiddelbarhed bandets koncert på at skyde sine arme triumferende i vejret, kaste med balloner og konfetti, skyde med skarpe projektører med sit henførte publikum og tilmed få dem til at synge fødselsdagssang for de fødselarer, som var at finde foran scenen. Altimens var der fans klædt ud i store kostumer som bjørne, fugle, hunde og katte – tilmed Jesus og julemanden – som dansede i begge sider af scenen, mens gigantiske balloner fløj rundt i teltet blandt publikum og blændende lys og røg fyldte de tilbageværende luftarealer. Bagved bandet kørte besynderlige videoer, som fulgte hver af Flaming Lips’ fornøjelige toner. Der var budt velkommen til Flaming lips’ verden: En halvpsykedelisk rockforestilling, når den er mærkeligst og mest tiltrækkende. Bandets to seneste plader, The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots er blevet rost til skyerne af såvel anmeldere som fans, men hvis der er et sted, hvor Flaming Lips virkelig træder i karakter, så er det på en scene – hvis ikke for musikken alene, så i hvert fald for deres interessante og opfindsomme sceneshows. Udover at spille deres ene mindre hitsingle She Don’t Use Jelly fra deres plade fra 1993, Transmissions From the Satellite Heart, holdt bandet sig primært til sange fra The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots, heriblandt de fine Waiting for a Superman og Do You Realize??. At bandets tekstunivers blandt andet borer i eftertænksomme emner som menneskelig dødelighed, følelser hos robotter samt livet blandt insekter, kunne kun føre til den snurrige, forblændende oplevelse, der var at finde ved Flaming Lips’ optræden på Midtfynsfestivalen. Da koncerten nærmede sig sin ende, og man som tilskuer måtte forlade Flaming Lips’ eventyrland, var Coyne meget taknemmelig og ydmyg over for sit publikum; han hoppede ivrigt på stedet og kastede endnu en gang sine arme i vejret. Da de sidste små stykker af konfetti var faldet til jorden, og de sidste balloner var sprunget, var både publikum og formodentlig også Jesus og selveste julemanden stadig høje af oplevelsen, før de bevægede sig tilbage til deres lejr og funderede over, hvad det lige præcist var, de var blevet udsat for. Læs også Undertoners anmeldelser afFlaming Lips, The: Yoshimi Battles the Pink RobotsFlaming Lips, The: Ego Tripping at the Gates of Hell EP

Koncerter

Pleasure Machine, 03.07.03, Katapultscenen, Midtfynsfestival

Pleasure Machine formåede langtfra at leve op til deres navn: Der var ikke de store nydelser at komme efter. Man fik derimod serveret en gang søvndyssende og uinspirerende rock. Foto: Søren Solkær Pleasure Machine har modtaget fine anmeldelser for deres debutalbum, Pilot Fatique. Mon der gemmer sig en dyb musikalsk hemmelighed eller nogle helt andre sange på pladen i forhold hvad, der blev spillet på dette års Midtfynsfestival? For hvad jeg lagde ører til, var en langtrukken, søvninspirerende time med rock af meget lav kaliber. Det startede ellers ganske godt. Bandet virkede veloplagt. Der blev fyret op under guitarforstærkerne, og man blev rocket godt og grundigt igennem af et toptunet åbningsnummer. Christian Bechs ranglede skikkelse trådte op til mikrofonen og brummede: “œYeah“. Publikum tog til genmæle med et højt råbende “œYeah! “, og jeg tænkte for mig selv: ” Yeah, det her lover da godt“. Festen var lige begyndt, men så skiftede bandet tilsyneladende mening. Pleasure Machine transformerede sig til Sleep Machine med en række sløvt trækkende rocksange, som både var uinteressante og ikke mindst uvedkommende. Bechs brummende vokal blev blot en gene, og den formåede ikke at kunne trække igennem de støjende guitarer pga. det dårlige lydbillede. Kedsomheden tog til i de stille numre, som ikke havde det mindste glimt af en god melodi at byde på – de virkede derimod som et indbydende middel til dem, som lider af søvnløshed. “œYeah“, sagde Bech endnu engang fra scenen af. “œBah! ” tænkte jeg og forlod skuffet koncerten.

Koncerter

Twoface, 02.07.03, Katapultscenen, Midtfynsfestival

Den gamle Passion Orange frontmand, Henrik Søgaard, er ved at være klar med en ny plade med Twoface. De endnu uudgivne sange blev præsenteret på Midtfynsfestivalen, men undertegnede frygter, at der er gået for meget kedelig pop i maskineriet.Twoface er, som de fleste ved, en udløber af det gamle rockband, Passion Orange. Passion Orange vandt DM i Rock i 1992 og udgav sidenhen 3 udmærkede plader. Den musikalske udvikling af disse havde lovende potentiale i sig, men før man vidste af det, var det slut. Forsanger Henrik Søgaard og guitarist Benjamin Hammerum havde dog andre planer, og de planer kunne man høre tonerne af under et nyt band, som måske har taget deres navn fra Tommy Lee Jones’ skurkekarakter, Twoface, i den tredje Batman-film. Den første plade, This Way… , blev sendt på gaden i 2000, men hev ikke den store opmærksomhed til sig. Nu er Twoface på vej med deres anden plade, og en heftig radiorotation af et par promoverende singler første bandet til den midtfynske festival. Twoface spillede på den lille Katapultscene, og der var pinligt få, som var troppet op for at høre, hvad bandet havde at give af. Det gik dog heldigvis ikke bandet synderligt meget på. De spillede, som kunne de ligeså godt have stået foran tusinder af mennesker. Det var primært de nye, dugfriske numre, radiosinglerne såvel som de øvrige sange fra bandets kommende plade, som koncerten tog udgangspunkt i. Dette kunne måske også forklare det lave antal publikum, som på Midtfyns overordnet er karakteriseret ved kun at dukke op til koncertnavne, hvis sange de kender i forvejen. Der er ingen tvivl om, at det er Søgaard, som er bandets ankermand. Han er sangskriveren i Twoface, og det kunne man også sagtens høre. De nye numre havde tydeligvis udgangspunkt i popmusikken med Søgaards vokal som det absolutte midterpunkt. Søgaard har med årene udviklet sig til at være en fantastisk vokalist med et bredt register, som både kan dykke ned i det helt dybe og svæve i falsettens høje skylag. Et godt eksempel på Søgaards vokale kunnen er i bandets seneste radiohit, Revelations Day, som blev ‘ugens uundgåelige’ på P3. Med en sang med sådan et umådeligt melodisk omkvæd viste Søgaard, at han har en klassisk poptæft, som især trækker på en sangskrivning, man kender fra de gamle U2-plader. Og U2-inspirationen kom generelt til kende i samtlige af bandets nye numre. Ærgerligvis har Twoface givet slip på de musikalske frækheder, som de luftede på debutpladen. Bandet har tydeligvis søgt en mere pæn og direkte tilgang til sangskrivningen, som er let for ørerne, men som man også må gætte bliver kedelig efter flere gennemlytninger. Lagene i musikken er pillet bort, og tilbage står bandet med en struktur, der med sin direkte blottelse følger idéen “œwhat you see is what you get”. Der er heller ingen alternative rockelementer tilbage, som man kendte dem hos Passion Orange, kun de klassiske U2-inspirerede stadionrockende af slagsen som nævnt ovenfor. “œHvis I tror, at vi kun spiller ballader, tager I fejl“, sagde Søgaard, men det var svært at spore, hvorvidt han var ironisk i sin tone eller ej. Ikke desto mindre centrerede hans sangskrivning primært omkring afdæmpede sange, som desuden tenderede til at køre meget i de samme akkorder. Det var simpelthen for pænt og stilrent. Frederik Bokkenheuser, som er den seneste tilføjelse i Twoface, er en fabelagtig trommeslager – det ved man, hvis man har lyttet til Knallert eller Amstrong. Men i Twoface udfordrer han slet ikke. Han trisser blot rundt i et 4/4-beat med alt for få variationer. Og det er virkelig synd! Om Søgaard er blevet blød på sine “œgamle” dage, skal jeg lade være usagt, men koncerten med Twoface lod meget tilbage at ønske.