Skribent - Anders Hjortkær Christensen

Koncerter

Figurines, 30.05.03, Spot09, Århus

Figurines sparkede liv i Ridehuset med deres højspændte energi og gode sange. Man kan dog ikke lade være med at tænke, hvordan oplevelsen ville have været, hvis jydernes materiale var mere originalt.Snakken om Figurines er gået ofte og i rosende vendinger siden bandets debutplade, Shake a Mountain, kom på gaden. Det var derfor med store forventninger, at jeg stod foran Ridehusets scene, da jyderne stod som de næste på plakaten. Er der så noget ved snakken? Ja! Figurines sparkede liv i Ridehusets faldne sandstøv med en større menneskehob foran sig.Figurines spillede en kantet og højenergisk gang indierock, hvor inspirationskilderne Modest Mouse og Pavement var nemme at få øje (og øre) på i sangskrivningen. Mens bandet mangler originalitet, har de til gengæld et overvæld af energi samt nogle knaldgode sange i bagagen. Forsanger Christian Hjelms var herligt løssluppen, bevægende og storsmilende på scenen. Man kunne dog godt have ønsket sig lidt mere af samme skuffe fra de øvrige medlemmer, som virkede lidt stive i betrækket. Med de huggende guitarlinjer og den skabede Isaac Brock-lydende vokal fremstår Figurines’ udtryk befriende løssluppent, og dette bør stemme mere overens med bandets fysiske fremtræden på scenen. Figurines har talentet, men man må håbe, at det bliver brugt på at udvikle sig hen mod et lidt mere original sangskrivning i stedet for blot at kopiere idolerne. Læs også Undertoners anmeldelser afFigurines: Shake a MountainFigurines, Campingscenen på Roskilde Festival 25.06.03

Koncerter

Spleen United, 30.05.03, Spot09, Århus

Det virkede, som om de dukkede op fra intetheden, fortryllede deres publikum med et godt sangmateriale, og så var de væk igen. Spleen United fungerede som undertegnedes store opdagelse på Spot.Bandbeskrivelser er for det meste overdrevet rosende og sjældent hverken korrekte eller præcise, men netop i dette tilfælde var jeg glad for, at jeg turde stole på, at den var både rosende og korrekt i at være det. Bandet var Spleen United, og hvor de end kom fra, så imponerede de virkelig. Bandet var for mig et splinternyt bekendtskab, men sikke ét! At se Spleen United var som en tur tilbage til 80’erne. Hvor mange bands bruger 80’erne som kitsch, tager Spleen United dog årtiet helt seriøst. De bevæger sig inden for den melankolske synthpop med masser af afstikkere til shoegazer-genren. Lag på lag af keyboard førte publikum til højere skylag. Netop shoegazer-elementerne kom indledningsvist til overfladen. Bandet indledte deres koncert på Spot med et brag af en popsang, som svævede helt oppe i de øvre skylag. Med lag på lag af keyboards samt forsangerens lyse vokallinjer flydende ovenpå pakkede bandet sit publikum ind i et smukt sonisk tæppe af vellyd. Keyboardet fungerede på mange måder som et centralt karakteristika i bandets lydbillede, men bandet formåede også at rocke med en finurlig blanding af forvrænget guitar og bas, minimalistiske trommer og det førnævnte keyboard, som supplerede med kønne toner. Hvor Spleen United er dukket op fra, kan jeg ikke sige, men jeg vil dog udtrykke et ønske om, at de vil gøre det lidt oftere. Spleen United er et spændende bekendtskab med masser af talent. Læs også Undertoners anmeldelse afSpleen United: s.t.

Koncerter

Juncker, 30.05.03, Spot09, Århus

Christian Juncker fra det hedengangne danske band, Junior, er tilbage med en samling sange, som holder brugen af det danske sprog i hævd. Akustiske arrangementer tilsat hverdagspoesi med enkelte af de samme humoristiske afbræk, som var noget af det, der især kendetegnede Junior.Christian Juncker stod for et par år tilbage i front for det danske band, Junior, som især markerede sig ved at være blandt den nye bølge af bands, som påny turde gøre brug af det danske sprog. Junior nåede dog aldrig længere end deres debutplade, På flugt fra alting, før de opløste sig selv. Den tidligere Junior-forsanger leverede eftertænksomme dansksprogede sange. På Spots akustiske scene var det et væsentligt mere nedbarberet set, end hvad man kender fra Juniors popmusik. Akustisk guitar samt et keyboard var alt, der akkompagnerede Junckers vokal i forgrunden, og han har vitterlig en fyldig vokal, som kan stå for sig. Hvor Junior havde et fjollet tekstunivers, der satsede mere på sjove ordsammensætninger og rim, er tonen mere alvorlig og ærlig under Junckers eget navn. Sangene har tekstuniverset som et centralt element: Juncker fokuserer på de små anekdotiske fortællinger fra barndommen og forstæderne. Men det sker dog ikke i alvorens navn alene – Juncker har stadig et glimt i øjet i teksterne, som ligger på grænsen mellem alvoren og selvironien. Musikalsk er Junckers sangskrivning meget traditionel, men den stemmer godt overens med teksterne, og melodierne fungerer som små perler og minder os om, at Juncker bestemt har sin plads på den danske musikscene.

Koncerter

Aim, 30.05.03, Spot09, Århus

De danske vindere af LiveContest DK er ikke deres titel værd. Til trods for en energisk fremførelse byder Aim på intet nyt, men søger i stedet efter at lyde som forbillederne. Til de som endnu ikke er klar over det: Aim er vinderne af dette års LiveContest DK (DM i Rock i nye klæder), og som det plejer at være, rider vinderbandet med på en musikalsk hypebølge, som er startet enten i USA eller England. Hvis jeg nævner bands som The Hives, The Strokes, White Stripes og danske The Raveonettes, behøver jeg så at sige mere? Om det siger mest om dommerne i LiveContest DK eller bandsne, der deltager, skal jeg lade være usagt, men et eller andet sted er der altså noget rivende galt. De danske LiveContest-vindere overbeviste ingen. Sjældent har jeg hørt magen til tidstypisk rock’n’roll, som i dette danske bands tilfælde blot lyder som en bleg kopi af den musik, som i forvejen er fremme. Bevares, Aim spiller knaldgodt, men hvis man skal lytte til denne stilart, hvorfor så ikke lytte til den ægte vare, i stedet for typiske danske second comings?Bandet har brugt masser af tid på at finpudse deres image, men måske burde de bruge mere tid på at udvikle deres eget udtryk. Med forsanger Marie Salfeldts klynkeagtige sang i front lyder Aim som en sekundær kopi af Yeah Yeah Yeahs, og hvis jeg skulle vælge, ville jeg langt hellere lægge øre til Karen O fra forbillederne.

Koncerter

Tiger Tunes, 30.05.03, Spot09, Århus

Tiger Tunes leverede en energisk koncert med fjollet tegneserierock, som nægter at være alvorlig.Der var en bemærkelsesværdig forskel hos publikum henholdsvis før og efter Tiger Tunes’ koncert. Når man i starten skuede rundt i Ridehuset, før Tiger Tunes entrede scenen, stod de fleste uindviede lyttere med armene over kors. Men der skulle ikke lyde mange toner, før disse arme begejstret blev kastet i vejret – og da koncerten var slut, dansede folk nærmest videre. Dette siger ikke så lidt om Tiger Tunes, for det var svært ikke at blive medrevet af de århusianske tigeres legesyge univers. Tiger Tunes’ musik tager udgangspunkt et sted i 80’erne med et væld af elektroniske finesser, men den elektroniske del bliver væsentligt rocket op af forvrænget guitar samt en hårdtslående trommeslager. Bandet lever sig på formidabel vis ind i deres tegneserieverden, hvor der ikke er plads til andet end dans og brede smil. Helt i front har Tiger Tunes den karismatiske Mr. H (bandet har tildelt samtlige medlemmer en række skøre kaldenavne), som ikke kunne stå stille i to sekunder. Det tjente bandet godt, hvad angår energiudslag. Desværre gik for meget råb i den i stedet for ordentlig sang, som Mr. H tydeligvis sagtens kunne præstere. Endvidere bar hans udtale stærkt præg af en tyk dansk dialekt i det engelske, og sådan noget klinger aldrig kønt. Opfindsomheden i Tiger Tunes’ musik må siges at være i top. Man ved aldrig, hvad der sker, og det overraskelseselement er en vigtig bestanddel i deres musik – især når man, som undertegnede, ikke har lyttet til bandet før. Tiger Tunes gør deres til, at nysgerrigheden holdes intakt. Dog lykkedes det mig aldrig at finde ud af, om tigerdyrene mener deres musik alvorligt, eller om det udlukkende handler om festen, dansen og fjolleriet. Fjolleri eller ej, når man først er trådt ind i Tiger Tunes’ lystige verden, har man ikke lyst til at forlade den igen, og dette satte sit aftryk hos publikum.

Koncerter

Dando, Evan, 23.05.03, KB, Malmö

Evan Dando spillede en vidunderlig blanding af gamle Lemonheads-numre, covers af gamle country-klassikere samt de spritnye numre fra Dandos debutplade, Baby I’m Bored, udgivet under eget navn. Kulturbolaget i Malmö var pakket til randen. Plader og t-shirts blev rakt over skranken i salgsboden, og snakken gik i hjørnerne. Evan Dando var emnet på alles læber. Hvad mon han havde at byde på efter så mange år uden for rampelyset? Til trods for den lange ventetid var han tydeligvis ikke gået i glemmebogen i årenes løb at dømme ud fra aftenenes fremmøde. Om det var for et par timers kørsel ned ad Lemonheads-nostalgiens veje, eller om det var pga. de nye sange, skal jeg lade være usagt, men ét var sikkert: Interessen og nysgerrigheden var intakt. Dando spillede indledningsvist et akustisk set, hvor alle fyldige instrumentale lag var pillet fra, og der var skåret ind til den essentielle kerne: Dando og sin guitar. I dette set blev publikum præsenteret for en længere række af Lemonheads-numre. Meget tydede på, at Dando til stadighed har et godt forhold til sine gamle sange, og de blev fremført med så meget ynde, at man for en kort stund glemte alt om, at manden har været væk i så mange år. Det føltes som en magisk tur tilbage i tiden til dengang i starthalvfemserne, hvor The Lemonheads red på den store popularitetsbølge, og alle skrålede med på numrene. Dengang som nu havde Dando publikum i sin hule hånd. Med simple akkordstrukturer tilsat Dandos mørke, bløde vokal førte han sit publikum igennem gamle hits som It’s a Shame About Ray, Drug Buddy, Ride with Me og Being Around – et væld af numre fra The Lemonheads’ storhedstid. Og publikum sang højlydt med på dem alle. Som altid har Dando følt sig veltilpas på en scene, og det er måske ikke så mærkeligt med et så dedikeret publikum, der kendte til hver en tone og hvert et ord i alle hans sange såvel som de mange kollaborationer, han har været med i. I det efterfølgende set udskiftede Dando den akustiske intimitet med et mere højspændt og støjladet elektrisk ensemble. Han blev akkompagneret af sit tourband, som udgjorde en solid backing til de rockende sange. Med navne som Chris Brokaw (Come), Josh Lattanzi (Ben Kweller) og George Berz (J. Mascis & the Fog) var det tydeligvis ikke hvem som helst, Dando har slæbt med til den europæiske del af sin tour. Især Brokaws finesser på leadguitar gjorde liveoplevelsen ekstra fornøjelig. Her spillede bandet primært de nye Evan Dando-sange, men der sneg sig da også et par Lemonheads-sange ind hist og her, bl.a. If I Could Talk I’d Tell You, Hospital og Rocking Stroll. Havde man gjort sig nogle forhåbninger om at høre Lemonheads’ største hit, coveret af Simon & Garfunkels Mrs. Robinson, var man gået forgævet. The Lemonheads tog i sin tid afstand til nummeret (samme historie som Radioheads afstandtagen til Creep).Dando har angiveligt ikke øvet med sit backingband op til touren. Det gav sig da også til kende i løbet af koncerten. Ikke alle medlemmer var fuldt indforstået med, hvornår og ikke mindst hvordan sangene skulle ende. På den anden side åbnede det for en umiddelbar friskhed i sangene, som gjorde, at der var plads til flere improvisationer. Bandet forlod scenen, og Dando vendte alene tilbage for påny at spille et akustisk set, som afsluttede denne aftens koncert. Her blev der plads til en række ønsker fra publikum. Der blev råbt på kendte såvel som mere ukendte Dando-fortolkninger af sange oprindeligt skrevet af kunstnere som Lucinda Williams, Gram Parsons og tilmed Abba (Dando har tidligere medvirket på en Abba-hyldestplade med Knowing Me, Knowing You).Jeg var af Dando blevet lovet, at han ville spille sin fantastiske fortolkning af Streets of Baltimore. Det glemte han tilsyneladende i farten. Men det er helt ok, Evan, sålænge du fortsætter med at spille koncerter af den kaliber, som du præsterede denne aften i Malmö. Læs også Undertoners anmeldelser afEvan Dando: Live at the Brattle Theatre / Griffith Sunset EPEvan Dando: Baby I’m Bored

Interview

Stilhed før stormen: Evan Dando er atter tilbage

Efter The Lemonheads, efter den lange nedtur med druk og stoffer og de 7 års stilhed, der fulgte, er Evan Dando endelig tilbage med en ny plade og en verdensomspændende turné. Undertoner tog en snak med ham om hans fortid, nutid og fremtid. Tiden har bestemt ikke stået stille for Evan Dando i løbet af 7-årige den lange, tavse pause fra pladeindustrien. The Lemonheads lukkede og slukkede efter en optræden på Reading Festivalen i 1997, og herefter gik det slemt ned af bakke for Dando. “Der var to år, hvor jeg virkelig var ude af den og drak alt for meget. Så mødte jeg min kone og begyndte at få det bedre – jeg drak dog stadig. Jeg holdt op med at drikke for lidt over et år siden. Så jeg holdt virkelig kun pause i 2 år.”Dando begyndte at turnere igen i 1999. Han alene afsted på små turnéer, hvor han spillede på ligeledes små klubber. Fremmødet var ikke det samme som i de gyldne Lemonheads-dage, men for Dando handlede det også mere om at komme i gear igen som en slags selvterapi. Flere af de sange, som er at finde på Dandos nye plade, Baby I’m Bored, stammer også helt tilbage fra 1999. “Vi optog bare og ventede på at få tilbudt en god pladekontrakt.” Den rustne håndEfter den to-årige pause befandt Dando sig i et sort hul, hvad angår sangskrivning. De gode melodier flød ikke ud fra hans hånd, som de tidligere havde gjort. “Det er derfor, at så mange mennesker er inde over pladen,” erkender han i en lidt ærgerlig tone. Men Dando giver dog ikke op af den grund.“Jeg vil prøve selv at skrive samtlige sange til den næste plade. Jeg skal optage den med et band, der hedder You Am I fra Australien, hvor pladen også vil blive optaget. Det vil jeg gøre i maj eller juni måned næste år. Så jeg har planer om at udgive nogle plader og rejse mere.” Baby I’m Bored virker som en naturlig forlængelse af sangskrivningen på de senere Lemonheads-plader, som til trods for deres primære fokus på rocken også legede med fok- og countryelementer. Det er netop disse elementer, som Dando er gået mere i dybden med på Baby I’m Bored.“Der er faktisk ikke den store forskel mellem Lemonheads og det, jeg laver nu, hvis man tænker over det. Det har altid været en sangskrivning, der ville lidt af det hele. Nu føler jeg, at jeg nærmer mig målet. Denne plade er det første skridt i min rigtige musikalske karriere. Jeg elsker Lemonheads, og jeg elsker mange af sangene på pladerne. Det var rigtig sjovt. Men det var ikke særlig seriøst – ikke at seriøsitet er et krav i musik. Men jeg vil hurtigt lave 3 nye plader, som skal være rigtig, rigtig gode.” Da Dando tog den endelige beslutning om, at Lemonheads var slut som band, var han konsekvent. Han har bl.a. senere udtalt, at der aldrig vil være tale om en genforening af bandet. Det var et overstået kapitel. Men Lemonheads var mere eller mindre et enmandsprojekt, hvor Dando var frontfiguren, og backingbandet blev løbende udskiftet. Dertil er det nærliggende at spørge, hvorfor han så har udgivet denne nye plade under sit eget navn i stedet for under et andet bandnavn.“Det gjorde jeg, fordi jeg synes, at det ville være den ærligste og mest modige ting at gøre – at kalde det hvad det er. Det giver mig friheden til at få alle de musikere, som jeg lyster, til at spille på min plade. Calexico og Giant Sand spiller eksempelvis på to af de nye sange. Det kunne jeg ikke gøre på en Lemonheads-plade – det ville ikke være fair.” Det er bare sangeSom nævnt i pladeanmeldelsen andetsteds på Undertoner-siden fik jeg det klare indtryk, at Dando havde lagt meget af sig selv i sine sangtekster. På denne led kunne pladen fungere som en slags behandling af fortiden og en måde at komme videre på. Det er tydeligvis et emne, som Dando er blevet konfronteret med før, for han slår meget hurtigt op med armene og trækker på skuldrene.“Det er bare sange. De kunne handle om hvem som helst. De handler ikke om mig. Der er små glimt af mig selv i dem, men for meste handler handler de om, hvad jeg ser omkring mig. Den sang, Ben Lee skrev (All My Life), handler om mig, men resten er mine egne indtryk af andre mennesker. Der er intet selvbiografisk i det. Det er, hvad alle tror, men jeg er ikke enig. Det er bare sange – det er man nødt til at huske. De betyder præcist, hvad du vil have dem til at betyde.” Dando bryder sig tydeligvis ikke om, at folk går ind og tolker på hans person. Han ser langt hellere, at man tager hans sange for, hvad de er.“Én af TS Eliots udtalelser lyder: ’Min poesi er, hvad den end betyder for alle’. Jeg sammenligner ikke mig selv med TS Eliot, men det er min teori omkring min musik, at jeg laver den, og det er dét. Jeg er principielt ligeglad med, hvad folk synes om musikken, men det er dog rart, når de kan lide den.”Dando virker meget velovervejet på dette, og han er meget beskeden med sit funktionen af sit erhverv: “Betale min husleje – det er det eneste, jeg overhovedet har ville. Jeg vil ikke være rig og berømt,” erkender han. Men stædigheden for at lave den gode musik ligger dog stadig i ham: “Men jeg vil lave musik, der går over i historien; det vil jeg arbejde hårdt på.” TurnéplanerDando har fornyligt påbegyndt sin verdensomspændende turné, der indtil videre har ført ham rundt i Europa. Han lister en forfærdelig masse bynavne op, som han har spillet i forud for aftenens Malmö-koncert. Når Europa er klaret, er det langtfra overstået:“Derefter har vi to uger fri. Så turnérer vi i USA, hvorefter vi tager til Australien, New Zealand og Japan, kommer tilbage til Europa igen, og så turnérer vi i USA igen og måske Europa igen. Vi skal turnere i et helt år med denne plade. Derefter tager jeg fri i 3 måneder og tager til Australien og gør klar til at lave pladen med You Am I.”Sangene til den kommende plade skriver på de mange hotelværelser, som han besøger. Men han indrømmer samtidig, at det er en vanskelig måde. Dando holder sig travlt beskæftiget. Derfor er det sparsomt mht. andre projekter. Musikpressen spredte sidste år rygter om den såkaldte supergruppe med Evan Dando, Melissa Auf Der Maur, James Iha og Ryan Adams, hvis idé Dando stadig holder fat i.“Vi har allesammen så travlt lige nu, men vi har alle meget lyst til at lave det projekt. Men jeg har planlagt det næste år frem. Men det er en god ide. Ryans beskrivelse af det lyder sådan her: Det er en blanding af Spacemen 3 og Crosby, Stills,Nash & Young. Så vi skal lave massive støjmure og kønt klingende guitarer med masser af reverb og så lave 4 stemmig sang. Vi er simpelthen nødt til at lave det. Spørgsmålet er bare hvornår.” Det er svært at holde Dandos opmærksomhed. Snakken falder på hans nye singleudspil, Stop My Head. “Vil du høre den?” spørger han og løber afsted mod hotelværelset efter en CD-afspiller. Ivrigt fægtende med armene fortæller han om musikken, som den skrider frem. Singlen har allerede sneget sig ind på en fin placering på den engelske singlehitliste, og også Baby I’m Bored har solgt godt. Alting synes at køre på skinner for Dando i disse dage. Så føler han sig lykkelig?“Absolut! Jeg har en skøn kone – det er det vigtigste – og jeg laver noget, som jeg elsker.”

Interview

Further Seems Forever – i Dashboard Confessionals skygge

Få rockbands kan miste et nøglemedlem og stadig fortsætte med integriteten intakt. De fleste bands bryder simpelthen op, men nogle sætter lid til idéen – lad os kalde det for The Doors-syndromet – at de skal fortsætte. Further Seems Forever har deres at se til med en ny forsanger efter Chris Carrabbas afsked med gruppen. Further Seems Forever forsanger, Jason Gleason, har masser at glæde sig over. Den nyligt udgivne opfølger til debutpladen sælger udmærket, og bandet er blevet vel modtaget på deres turné. Alt dette er er vigtigt for især Gleason, siden det er hans første udgivelse i front for emo-kvintetten, efter han tog over efter Chris Carrabba, som havde forladt bandet til fordel for sit eget projekt, Dashboard Confessional. Og Carrabba er alle steder, på alle forsider. Gleason får ikke mange chancer. Dog har han en ganske solid plade i ryggen, How to Start a Fire, og med den er Gleason trådt de første skridt væk fra Carrabas fingeraftryk, som sandelig har gjort sit til at hjælpe debuten, The Moon is Down (2001), til at være den bedst sælgende plade hos selskabet, Tooth and Nail. Gleason er ikke bare en tilfældig gut, som er trådt i Carrabbas fodspor; han er Furthers nye sanger. “Jeg tror ikke, at vi kunne have lavet en bedre plade for at slippe væk fra alle de ting og bare være vores eget band. Det er noget, jeg tænker mere over, end andre gør, udlukkende fordi jeg er ham, der er trådt ind fra siden. Jeg synes bestemt, at pladen lyder som en Further Seems Forever-plade, men det er et fuldstændig anderledes Further Seems Forever. De fleste folk har det ok med, at han er Dashboard og vi er Further, og sådan er det bare. Hvis man ikke kan lide det, så er det bare ærgerligt.” Emo som ikke græder How to Start a Fire er en hvirvlende tur gennem diverse powerpop og post-hardcore-konventioner, som ikke vakler rundt i forudsigelige melodier og rytmer tilsat selvmedlidende tekster. Faktisk er How to Start a Fire en af de sjældne nutidige plader, som ikke drukner i sin egen depression, så man kan godt pakke alle emogråd-jokes langt væk, for Further Seems Forever præsenterer en lyd, som både blødt og hårdtslående udtrykker en stærk troværdighed. Pladen har med andre ord masser af poppede hooks, men så sandelig med solide rødder i emocorens intensitet. Men det er ikke nemt at skille sig ud, når et voldsomt antal bands dannes hvert år, hvis eneste kunstneriske mål er at komme til at lyde henad Saves the Day og Thursday. Gleasons holdning til egen rolle i bandet er bestemt noget, han har gjort sig tanker om. “Som frontperson synes jeg, der følger en masse ansvarlighed med. Hvorfor ikke udnytte det som en måde at nå folk på i stedet for bare at synge om, at min kæreste slog op med mig, eller at jeg er vild med computerspil?” Men det er ikke nemt at forestille sig, at der skulle være ubetrådte territorier i emoverdenen, som Further Seems Forever kunne søge mod. Dog påstår Gleason det modsatte. “Der er så mange musikalske områder, som bands kan udforske. Jeg tror, at en af grundene til, at vi ikke lyder som mange af de bands, der kommer frem, er, at vi er ikke en del af scenen længere. Der kommer konstant nye bands frem nu, så vi sidder i bandbussen, og vores booker ringer os op og siger: ’Hey, vi har forberedt en turné til jer, og det bliver så stort! De har solgt omkring en million plader, og det er dét her emoband!’ Og vi spørger ’Ok, hvem er det med?’ De nævner et band, som ingen af os nogensinde har hørt om før.” Og det er, hvor Further Seems Forever sidder: Fanget et sted mellem horder af indtil nu ukendte emobands, som for en stund får lov at tage del i den store fest, samt mellem en pladeindustri og et undergrundsfænomen – fanget mellem indieintegriteten og det kommercielle Dashboard-marked. Det er et svært valg for et band, som blot ønsker at være kendte for den musik, de nu laver. Ingen af valgmulighederne viser sig dog aktuelle, og hvis bandet skal slippe ud af sådan en situation, skal det ske gennem How to Start a Fire. Uanset hvor bandet ender henne – enten som et band, der har gjort et stort navn ud af sig selv, eller som et band, der blot figurerer som en fodnote i fortællingen om Dashboard Confessional – bliver det ikke uden kamp. Gleason bruger ikke tid på at snakke om, at Chris Carrabba er på forsiden af det ene blad efter det andet, han bruger tid på at snakke om, at hans band har en ny plade ude. Som det ser ud nu, håber han, at lidt omtale er alt, hvad de har brug for. “Vi har udgivet denne plade, og vi vil få en masse nye lyttere“, gætter han. “Vi kan næsten garantere, at den vil sælge ligeså mange plader som den gamle. Dem, der kan lide det, vil selvfølgelig købe den, og dem, der ikke kan lide mig, vil købe pladen for at høre, om jeg fejler.”

Plader

The Postal Service: Give Up

Krystalklar electropop tilsat stærke lyriske tekster. Beatsne er legende og udfordrende, men alligevel helt ligetil, og melodierne er ren popkunst. The Postal Service har på Give Up søgt en varm lyd med ligefremme og dansable kompositioner.

Plader

Motion City Soundtrack/Schatzi: Split

En split-ep med to poppunkbands, der stilen tro leverer let tilgængelige ørehængere. Men det ene band skiller sig dog væsentligt ud fra det andet, nemlig ved at lege og friskt udfolde sig inden for genren. Det burde være et krav til alle, som gør sig inden for poppunk.