Skribent - Anders Mortensen

Plader

Glow Kit: s.t.

Glow Kits debut er en skønt lydende omgang powerpoppet punk fra Århus. Men desværre leverer de lige så mange hits som forglemmelser, og en stærk start ender med en middelmådig plade.

Plader

De Høje Hæle: Kold & træt & bange EP

Danmarks gladeste misantroper er tilbage med en ep, der er ligeså god, som den burde være. De Høje Hæle dykker tekstmæssigt endnu længere ned i sølet, og det lider sangene ingen skade af. Man forstår, hvorfor gruppen er så elsket, som den er. Det handler meget om genkendelighed.

Plader

Xbxrx: 0

0 er et hardcore-album, der trods sin begrænsede varighed viser stor og velfungerende variation. Det er 10 grader af vrede fremlagt på otte minutter.

Plader

Thulebasen: Gate 5

Yes! Thulebasen har udgivet en drøm af en eksperimenterende psychrockplade med grooves og melodier og alt det kosmiske stads. Vi taler tidlig februar, men det er uden skyggen af tvivl en af årets bedste danske plader.

Plader

Obstacles: Dividual

Obstacles farer hen over sletterne på deres fremragende debut. Powerriff vælter i alle retninger, og det hele er pakket så tæt, at det er en fryd. Savner man tapping, der søger mod det vidtløftige, må man ikke gå glip af Dividual.

Plader

De Høje Hæle: Skal vi aldrig videre?

De Høje Hæle har sluppet de skramlede kassettebånd og leverer en af årets bedste danske plader. Lyden er blevet pænere, men teksterne er stadig grimme sammen med Hælenes elskelige toner af powerpop, punk og røvballe. Rock for mennesker.

Plader

Kaigen21meiso: Root Is the New Leaf

Når man stort set kun kender til engelsk- og dansksproget hiphop, kræver det en vis indsats at høre en japaner og en hawaiianer rappe på deres egne modersmål. Jeg forstår ikke et ord - men det er lige meget.

Plader

The Dead Weather: Sea of Cowards

Hvid mands blues, så det driver ned ad væggene. The Dead Weather leger "vellykket supergruppe" med en fremragende plade, hvor den store lyd har lov til at være beskidt og våd, og, tør man sige det ... sexet? Det tør man godt.

Plader

Pissed Jeans: King of Jeans

Pissed Jeans tredje album er et sublimt, vredt oprør mod alle de andre, ens egen kedsomhed og hårene i vasken. Smålighed destilleret ind til sludgepunk og en af årets bedste plader.

Plader

Specktors: Shanksville

Specktors springer frem med knyttede næver, molotovcocktails og electrohiphop på debutalbummet. Det er dog slet ikke den gennemførte, slagkraftige succes, som det kunne have været.

Plader

Recordkingz: Heavyweight

Producerteamet Recordkingz leverer ikke helt, hvad det ellers fantastiske fremmøde af rappere kunne love, og tilbage sidder man med blød 'lige ved og næsten'-mellemvarehiphop.

Plader

Nisennenmondai: Destination Tokyo

Der er sket et stort skifte i Nissenenmondaiverset fra sidste omgangs støjudladninger til den nuværende omgang krautdans. En fast, stormende rytme, ikke mange eksperimenter og så lyder numrene sørme ens. Men det er både rigtig godt og rigtig ukedeligt.

Plader

White Denim: Fits

Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.

Plader

The Low Anthem: Oh My God, Charlie Darwin

Oh My God, Charlie Darwin er dejlig. Den folder americanaens vinger ud, og der er plads til alle sider af den sag: country, folk og trampen i et bargulv. Og på trods af tydelige forbilleder er det en stærk og personlig samling, der træder frem.