Skribent - Anders Mortensen

Plader

Transmission Low: Trash Disco

Spændt danserock med stroboskopstøj, og man står med et forsøg på en forklaring på København anno 2009. Der er ladet op med fantasier og betragtninger over storbylivet, men det, der slår igennem er energien.

Plader

John Vanderslice: Romanian Names

Vanderslices syvende udspil er en overskyet sommerplade, der balancerer mellem kølig og varm chamberpop, uden der bliver konkluderet et fast sæt følelser. Og det er en kvalitet på et meget fint album, der er velkomponeret og melodisk til den helt store sølvmedalje.

Plader

Obits: I Blame You

Hvis man kender Rick Froberg, man vide, at han for det meste har været et omvandrende kvalitetsstempel. Og Obits er også kvalitet, i høj grad, men desværre er energien brugt på lyd i stedet for virkelig gode sange. Tilbage er en omgang ufuldendt rock.

Plader

Maxïmo Park: Quicken the Heart

Synthen er blusset op, teksterne er patetiske, og melodierne er melodiske midt i al new wave-virakken. Maxïmo Parks tredje album har fået lidt mere af det hele, men de beholder sig selv og laver en fornøjelse ud af det.

Plader

Condo Fucks: Fuckbook

Gamle kendinge i nye forklædninger spiller gamle kendinge i nye forklædninger. Der er ikke meget at komme efter, hvis det er originaliteten, der trækker, men som statement og hyldest fungerer Fuckbook umanerlig godt. Og så er sangene (stadig) skidegode.

Plader

Maria Taylor: Ladyluck

Det er sommerligt, let og hverken dybt eller transcenderende, men det er dybt charmerende. Og så er det vejr til det. På trods af de manglende musikalske revolutioner er Ladyluck et imødekommende væld af god indiefolk frembragt af en smuk, smuk stemme.

Plader

P.O.S.: Never Better

I et anfald af politisk vrede og i et hurtigt flow har Minnesota-rapperen P.O.S. skabt en plade, der kører helt ud, hvor tingene bliver interessante. En lettere unik tilgang til genren. Punkæstetik i et hiphopunivers. Larmende trommer og spændte beats. Men han kan ikke helt bunde, og så er det pludselig, at det bliver for meget

Plader

Marissa Nadler: Little Hells

Hende Nadler, hun kan noget. Med stemmen, med stemningen og med den lille sangskat, hun på sit fjerde album fint udvider. Hun har ikke lavet sit livs mesterværk, og pladens forsøg ud i de små eksperimenter er ikke helt vellykket, men det er stadig tæt på at være fænomenalt.

Plader

DM Stith: Heavy Ghost

David Stith er en mystisk mand, der interesserer sig for mystiske ting, men også for livets uafviselige genvordigheder. Med en utrolig stemme og solid klaverfolk har han skabt en plade, der lever på sin helt egen opstrakte dæmpethed, og resultatet er vældig godt og lidt fortryllende, uden at der går ’skovtrold’ i lortet.

Plader

Pocket Life: Umlaut Songs

Kildrer det i systemet efter enslydende kedsommelighed, der er vagt inspireret af americana og Nikolaj Nørlund, så er der ikke noget, der bør forhindre dig i at gå i flæsket på århusianske Pocket Life. Bare gå til den. Jeg skal ikke stoppe dig. Men måske, måske, kan jeg få dig til at tænke over det bare en ekstra gang.

Plader

Titus Andronicus: The Airing of Grievances

Man kan så tvivl om ægthed, og man kan tro på påtagethed og ironi som den eneste mulighed. Og det er måske også de færreste bands, der virkelig mener det, de siger. Men når et band som Titus Andronicus har blæst dig igennem, er det svært at tvivle på det engagement, der kommer til udtryk i en af de mest potente og aggressive indieplader i mange år.

Plader

Tilly and the Wall: O

Der er stadig stepdans. Der er stadig mand/kvindeharmonier og sange om forelskelser. Det er såmænd også stadig indiepop, som det plejer at lyde, og alt burde være, som det skal være. Men Tilly and the Wall befinder sig for tiden på autopilot i en rundkørsel, og det er der kommet en umådelig kedelig plade ud af.

Plader

The Datsuns: Headstunts

En tilbagevenden til form for det new zealandske rawk-orkester. Og med form menes der »catchy garagerock, der aldrig for alvor sætter tænderne i.« Man kan mene, at den slags er ved at være en saga blot, men The Datsuns overbeviser halvt om, at hjertet i projektet ingenting fejler.

Plader

Deerhoof: Offend Maggie

Der er sket noget med Deerhoof. De har fået noget presseopmærksomhed, og nu går de i en retning, hvor det er muligt at få mere. De er stadig outreret avantgardepop a la Animal Collective, men de er blevet lidt pænere i kanten. Alligevel synger Matsuzaki stadig lige legende og naivt, og det bliver aldrig dårligt.

Plader

Jake One: White Van Music

Jake One er høj på musikken, og så er det hele jo bare godt. Det har han så forsøgt at vise os ved at producere et utal af vidt forskellige hiphopkunstnere og blande det sammen til en uformelig masse af det alternative, det ghetto-ficerede og så det, der bare kører rundt midtimellem og rundt om. Det er for meget af det gode, og det er også godt nok.

Plader

Fler’ Farver: Happy Army

Happy Army er et forsøg på at få glæden op på beatet i en af landets mindst bemærkelsesværdige storbyer, og det lykkes et godt stykke hen ad vejen. Det er så friskt, som dansk hiphop har været hidtil, men smilene og det konstant positive kan også blive for meget af det gode.

Plader

Mads Wæhrens: Flodens hemmelighed

Der er tekster, og så er der tekster. Mads Wæhrens har forsøgt at forene musikken og digtet for på den måde at gøre den poetiske tekst til melodiens tekst og digtets stemme til musikkens stemme. Det er (på trods af et par forventelige banaliteter) en meget vellykket prøvelse for den århusianske musiker.

Plader

Nisennenmondai: Neji/Tori

Det kan være svært at fravriste sig idoler og forbilleder, men det lykkes for Nisennenmondai, samtidig med at hyldesten til forgængerne er klar og tydelig (og til at læse på albummets bagside). Samlet set giver det vældig god japansk krautpostpunk.

Plader

Mogwai: The Hawk is Howling

Postrockpionererne er tilbage med deres sjette album, der endnu en gang udforsker den omkvædsfrie musiks mørke trængsler og gør det med stor følsomhed og styrke. Altså, ikke at jeg ved noget om det.

Koncerter

Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange. Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser. Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest. Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM) Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed. (Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk. Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006. Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB) Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre. Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband. Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende. Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)