Skribent - Anna Møller

Plader

Magic Kids: Memphis

Advarsel: Der vil i det følgende forekomme overraskende mange madmetaforer, når musikkens svar på fuldfed flødeis her vurderes.

Plader

Chimes & Bells: s.t.

Der kan ske meget under påvirkning af droner. Jeg lukker øjnene til Chimes & Bells og bliver med Cæcilie Triers dybt rungende vokal og celloens hypnotiske gentagelser ført ind i mundens hulrum. Der er masser af rumklang herinde i mørket.

Plader

The William Blakes: The Way of the Warrior

Man kommer aldrig helt ind under huden på The William Blakes på deres tredje studiealbum. Måske er det de synthede overtoner og stærke reminiscenser fra 80’erne, der gør det; måske er den store forskel mellem både numrenes kvalitet og udtryk.

Plader

Highspire: Aquatic

Aquatic er velspillet, klassisk shoegazer, som den lød i 90'erne. Det er også samtidig dybt uinspirerende og rimelig ligegyldigt.

Plader

Wildbirds & Peacedrums: Rivers

Duoens nyeste album består af de to ep’er Retina og Iris, og på trods af at der på hver af ep’erne er distinkte omdrejningspunkter i kirkekor og steelpan, er der samme minimale lyd og affektive stemning gennem hele albummet.

Plader

The Books: The Way Out

Grænsen mellem galskab og genialitet er hårfin – især når det gælder kunstnere, der forsøger at revolutionere den måde, man anskuer musik på. Jeg ved ikke, om det er det, The Books forsøger, men det lykkes i hvert fald.

Plader

Annasaid: Jua

Annasaid er – ud over et glimrende navn til et band – groovy(!) bas, tempotrommer og en lyd, der er forbløffende tæt på meget andet.

Plader

Agnes Obel: Riverside EP

Agnes Obel befinder sig fint i murder ballad-universet, men det ville være rigtig spændende, hvis hun gjorde det decideret uhyggeligt og hoppede i balladens sortnende vand. Musikalsk set, forstås.